Læsetid: 5 min.

Steven Spielbergs ’Ready Player One’ er det, man på engelsk kalder ’a ton of fun’

Steven Spielbergs nye film ’Ready Player One’ er et betydeligt populærkulturelt værk i sig selv og samtidig en ubesværet og helt igennem frydefuld fejring af al den populærkultur, som har formet generationer af unge og nu også lidt ældre mennesker
Ligesom de fleste andre mennesker foretrækker Wade Watts (Tye Sheridan) den virtuelle verden frem for den virkelige i Steven Spielbergs ’Ready Player One’.

Ligesom de fleste andre mennesker foretrækker Wade Watts (Tye Sheridan) den virtuelle verden frem for den virkelige i Steven Spielbergs ’Ready Player One’.

SF Studios 

28. marts 2018

»Kan Steven Spielberg huske, hvordan man morer sig?« spurgte New York Times forleden i en stor artikel om og med den amerikanske filminstruktør. Anledningen var Spielbergs nye film, Ready Player One, og en idé om, at han på det seneste er blevet bedre til og mere interesseret i at lave seriøse, historiske dramaer – Lincoln, The Bridge of Spies, War Horse – end til de underholdende, kulørte populærkulturelle perler – Indiana Jones, Jaws, Jurassic Park – som har gjort ham så populær.

Mit svar på New York Times’ spørgsmål er et stort, rungende JA! Det kan I tro, at han kan.

Ready Player One er det, man på engelsk kalder a ton of fun. Ikke alene er filmen et betydeligt populærkulturelt værk i sig selv, den er også en ubesværet og helt igennem frydefuld fejring af ikke mindst al den populærkultur, som har formet mig og min generation – os omkring de 40 år – og som Spielberg selv har været en del af siden 1970’erne.

Der er så mange referencer til andre film, tegneserier, computerspil, tv-serier og bøger, at man formentlig skal se Ready Player One mere end to gange for at få dem alle med. Mon ikke det bliver en af de kommende uger og måneders store fritidsbeskæftigelser: at spotte alle referencerne og blære sig med sin skarpsindighed på nettet? Jeg er i hvert fald klar til at tage udfordringen op.

Forførende verden

Ready Player One er baseret på en ivrigt dyrket science fiction-roman af Ernest Cline, og den foregår i 2045, hvor verden er et ganske trist sted at være. Wade Watts (Tye Sheridan) er en ung mand, der ligesom stort set alle andre mennesker har det bedst, når han i skikkelse af sit alter ego Parzival befinder sig i OASIS, en uendelig virtuel verden, hvor alting kan lade sig gøre.

Her kan man glemme, at man som Wade bor i en trailerpark i Ohio, hvor skurvognene står stablet i mange etagers højde. Man kan være, hvem man har lyst til at være – antage hvilken som helst skikkelse fra sine favoritfilm, tegneserier og tv-serier – udleve sine fantasier og deltage i konkurrencer, kampe og væddeløb for at tjene mønter og dermed få flere muligheder for at slå sig løs.

Der er ingen tvivl om, at Steven Spielberg har moret sig med at skabe OASIS. Det er en forførende computeranimeret verden, der ligner et af de mest avancerede computerspil, man kan komme i tanke om, og hvor man kan møde alle fra King Kong, Jernkæmpen og dræberdukken Chucky til Jokeren, Harley Quinn og Mario fra Super Mario Bros. Men der er også en dybere mening med OASIS, som Parzival – der umiddelbart er noget mere slick og cool at se på end Wade – og hans venner derinde, Aech (Lena Waithe), Sho (Philip Zhao) og Daito (Win Morisaki), forsøger at finde frem til.

Jagten på ægget

Manden bag OASIS, den excentriske, verdensfjerne James Halliday (Mark Rylance), der døde mange år tidligere, har efterladt et såkaldt ’easter egg’, en gåde, der skal løses, i sit skaberværk, og den, som først klarer tre opgaver og finder frem til ægget, får overdraget kontrollen med OASIS. Det er en eftertragtet præmie, som også et andet spilfirma under ledelse af den skruppelløse Sorrento (Ben Mendelsohn) er ude efter, fordi det vil betyde, at det nærmest kan kontrollere verden. I forvejen bruger Sorrento gældsplagede mennesker nærmest som slaver i sine såkaldte loyalitetscentre.

Jagten på Hallidays hemmelighed, som Parzival har alle forudsætninger for at finde, fordi han kender den socialt kejtede spilskabers liv og karriere ud og ind, giver ham også en ny allieret, den mystiske, men seje Art3mis (Olivia Cooke), som han falder for med et ordentligt brag. Og hendes evner i både den virkelige og den virtuelle verden bliver der god brug for, når Parzival og hans venner skal forsøge at udkonkurrere Sorrento med de mange ressourcer. Art3mis har dog også sin egen dagsorden.

En af opgaverne i OASIS skal løses på The Overlook Hotel fra Stanley Kubricks The Shining. Det er Steven Spielbergs hyldest til hans afdøde ven, og det er et både hæsblæsende og morsomt gensyn med hotellet og dets mere eller mindre uhyggelige beboere. Parzival og Art3mis har set filmen og ved, hvad der sker, og hvor man ikke bør bevæge sig hen. Det har Aech ikke – og sikkert heller ikke en stor del af Ready Player Ones kernepublikum – hvilket kun gør sekvensen endnu mere underholdende.

Flot indpakning

Og den slags øjeblikke er der mange af i Ready Player One, der både hylder og dissekerer den populærkultur fra især 1980’erne, som Ernest Cline selv er vokset op med, og som fylder hans bog. Visuelt er filmen i en klasse for sig, og det er intet under, at Spielberg nåede at lave en hel film mere, The Post – der har dansk premiere i næste uge – mens computereffekterne til Ready Player One blev færdiggjort.

Men typisk for Spielberg er der også andet på spil i filmen. Den handler som så ofte for ham om familie eller fraværet af samme og i Ready Player One finder den forældreløse Wade en surrogatfamilie – først i cyberspace og siden i den virkelige verden. Og det er et andet af filmens budskaber: Det er fint med den virkelighedsflugt, det sansebombardement og den umiddelbare tilfredsstillelse, som moderne teknologi tilbyder os. Men fysisk kontakt med andre mennesker er afgørende for vores velbefindende, empatiske evner og måden, vi udvikler os på.

Spielberg er ikke en maskinstormer – han er selv en filmteknologisk pionér – men han og Cline advarer så at sige mod helt at fortabe sig i den virtuelle verden, hvor man ikke altid kan stole på, at folk er dem, de giver sig ud for at være. Endelig løser man ikke klodens – eller egne – problemer ved at flygte ind i et andet, mindre forpligtende univers. Til gengæld kan det univers og de egenskaber, vi tilegner os dér, hjælpe os med at turde række ud og være os selv ude i den virkelige verden.

Det er da en smuk tanke – ikke mindst når den er pakket så flot ind som i Ready Player One.

Ready Player One. Instruktion: Steven Spielberg. Manuskript: Ernest Cline og Zak Penn. Amerikansk (Biografer overalt i både den virkelige og den virtuelle verden)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu