Læsetid: 2 min.

En sukkerklistret sidste rejse

I ’Vores livs ferie’ fortsætter den italienske instruktør Paolo Virzì sin ærgerlige tendens til sødsuppe i en grad, så selveste Helen Mirren og Donald Sutherland bliver kedelige at se på
16. marts 2018

Den italienske instruktør Paolo Virzì kører i sin første engelsksprogede, amerikanskproducerede film videre ad samme spor som sidste års Springtur i Toscana om to psykisk syge kvinders vilde flugt gennem et storslået landskab, ud i det blå og væk fra den velmenende omverdens omklamrende redningsforsøg.  

I Vores livs ferie er det det aldrende ægtepar Ella (Helen Mirren) og John (Donald Sutherland), der pakker autocamperen og stikker af fra Ellas kemobehandling. Mere præcist er det Ella, der pakker bilen, for John lider af tiltagende demens.

Det forhindrer ham dog ikke i at føre autocamperen sikkert sydpå ad den samme rute, som de har kørt ad på så mange dejlige ferier med deres to, nu voksne, børn. Det er en tur ned gennem et solbeskinnet og frodigt landskab, men også (og ikke mindst) ned ad Memory Lane. I romanforlægget af Michael Zadoorian kører John og Ella fra Detroit til Disneyland i Californien.

I Virzìs version går turen fra et villakvarter i Boston ned langs USA's østkyst til Hemingways hus i Florida, som den forhenværende engelsklærer og inkarnerede Hemingway-fan altid gerne har villet se. 

Hej, vi er fra Syrien

Undervejs gør Ella og John holdt på naturskønne campingpladser og på cafeterier, hvor de skiftes til at tale ørerne af folk, der sjældent orker alt det, de to turister har på hjerte. Ella spænder hver aften et lærred ud mellem campingpladsens træer og viser John lysbilleder fra deres lange og lykkelige ægteskab. Som i Springtur fra Toscana smiles der gennem tårer til den store guldmedalje.

De mange glade minder er ved at glide John af hænde, og det er selvsagt et stort tab for dem begge. Indimellem gør demensen dog den fælles fortid mere nærværende, fordi John mentalt befinder sig i alle mulige forskellige epoker af deres liv sammen, som filmen på den måde kommer grundigt rundt om.

De skrøbeligheder, de har med sig, giver anledning til en masse tilspidsede situationer, som f.eks. når John forvilder sig ind i et Donald Trump-rally og råber med på tilhængernes slagord. 

Ella og John repræsenterer hver sin side af et bundhæderligt, liberalt Amerika, hvor man taler ordentligt til hinanden, ikke dømmer folk på deres hudfarve og elsker kunst og kultur. John er den intellektuelle af de to. Han holder spontanforelæsninger om Hemingways poetiske prosa for enhver servitrice, der serverer ham en burger, og bliver stoppet af en tidligere elev, der stråler af taknemmelighed over hans inspirerende undervisning.

Ella kan, som hun forklarer to syriske tankpassere, bare godt lide at tale med mennesker. Det er typisk for filmens måde at flage for sine værdier på at lade to statister stå og sige »Hej, vi er fra Syrien«, hvorefter Ellas hjertelige, men måske ikke så udenrigspolitisk opdaterede væsen lyser ud over tankstationen og fremprovokerer et livsbekræftende mellemmenneskeligt møde.

I sin forhippelse på at formidle budskabet om, at livet sammen er skønt, er det lykkedes Virzì at få selveste Helen Mirren og Donald Sutherland til at fremstå som flade glansbilledfigurer på en sukkerklistret sidste rejse. 

’Vores livs ferie’. Manuskript: Stephen Amidon m.fl. baseret på roman af Michael Zadoorian. Instruktion: Paolo Virzì. Amerikansk. I biografer over hele landet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu