Læsetid: 3 min.

Superhelteserien ’Jessica Jones’ er en vidunderlig manifestation af kvindekraft i #MeToo-tider

Med store kræfter følger stort vanvid. Det må superhelten og privatdetektiven Jessica Jones sande i anden sæson af Netflix-serien ’Jessica Jones’, der med så mange spændende kvinder foran og bag kameraet bliver en art feministisk manifest i en #MeToo-tid, hvor der virkelig er brug for det
Superhelten og privatdetektiven Jessica Jones (Krysten Ritter) er i anden sæson af Netflix- og Marvel-serien på jagt efter de mennesker, der gav hende superkræfter.

Superhelten og privatdetektiven Jessica Jones (Krysten Ritter) er i anden sæson af Netflix- og Marvel-serien på jagt efter de mennesker, der gav hende superkræfter.

David Giesbrecht

23. marts 2018

Der er kvinder både foran og bag kameraet på Netflix og Marvels fremragende superhelteserie Jessica Jones, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt. Og i anden sæson af serien, der lige nu kan ses på Netflix, er der kun skruet op for det kvindelige islæt – f.eks. er samtlige afsnit instrueret af kvinder og de fleste skrevet af kvinder – det er lidt af en revolution og en vidunderlig manifestation af kvindekraft i en tid præget af #MeToo og #TimesUp.

Samtidig er der tale om en serie, der på alle måder handler om kvinder og deres mange kampe – både med sig selv og med en omverden af mænd, som har svært ved at acceptere det, hvis de er alt for stærke, begavede og direkte. Det gælder selvfølgelig hovedpersonen, superhelten og privatdetektiven Jessica Jones (Krysten Ritter), der har det med at slå, før hun stiller spørgsmål. Men det gælder også flere af seriens mange, spændende kvindefigurer.

I løbet af anden sæson tager Jessicas bedste veninde, radioværten Trish (Rachael Taylor), et præstationsfremmende stof, der gør hende fysisk stærkere, mere klartseende, hurtigere og også mere aggressiv og begærlig. Det er tydeligt, at hun nyder det rush og den magt, som stoffet giver hende – og som giver hende en opførsel, der til forveksling minder om de mest grænseløse mænds – men tømmermændene bagefter er voldsomme.

Stærk og misantropisk

Det er blot en af de måder, hvorpå Jessica Jones, der er skabt af Melissa Rosenberg, leger med kønsroller og stereotyper, og markerer sig som en art feministisk manifest med en eksistentielt udfordret hovedperson, der har det lige så svært med andre mennesker, som hun har det med sig selv.

Og det er Krysten Ritters fænomenale Jessica Jones, der er omdrejningspunkt i serien. I første sæson gjorde hun det af med sin nemesis, det bevidsthedsmanipulerende monster af en mand Kilgrave, og i denne sæson forsøger hun at finde ud af, hvem der er skyld i, at hun er, som hun er: Stærk og misantropisk. Da Jessica var pige, mistede hun sin familie i et forfærdeligt biluheld, hvor hun selv var den eneste overlevende, og hendes superkræfter var en bivirkning af den behandling, der reddede hendes liv.

Det skyldtes en mystisk organisation, IGH, som Jessica nu sammen med Trish og sin nabo og assistent, Malcolm (Eka Darville), kommer på sporet af. Det viser sig, at der er flere som hende, der har været i kløerne på IGH og har fået superkræfter, blandt andre den maniske Whizzer (Jay Klaitz), som siger, at med store kræfter følger ikke stort ansvar – som hos Spider-Man – men stort vanvid.

Iltert temperament

Ordene gør indtryk på den hårdtdrikkende og hårdtslående Jessica, der ser sine kræfter som en forbandelse, og som takket være et iltert temperament og mistillid til stort set alle andre mennesker har det med at komme i knibe, fordi hun lader sine næver tale. Hun er klar til at overskride alskens moralske og etiske grænser for at finde sandheden om sig selv og beskytte de få mennesker, hun trods alt holder af, men indimellem må selv hun standse op og spørge, om hun mon er gået for langt.

Det er hun ofte, og det er en af attraktionerne ved serien: Jessica Jones er et komplekst og splittet menneske, som har oplevet så megen sorg og svigt gennem sit forholdsvist korte liv, at det er et under, at hun endnu hænger sammen. Og det gør hun jo i virkeligheden heller ikke. Det er det, der er problemet. Gennem viceværten i hendes ejendom, Oscar (J.R. Ramirez), der er far til en nysgerrig dreng, får Jessica et glimt af det almindelige (familie)liv, hun aldrig selv har haft, og hun kan mærke, at det trækker i hende – at hun længes. Men hun vælger at gøre sig hård – af hensyn til andre og af hensyn til sig selv.

Jessica Jones er en brillant blanding af superhelteserie og privatdetektivfortælling af den hårdkogte amerikanske slags. Lige fra den melankolske, jazzede intromelodi til Jessicas voice over, hvor hun lyder som en anden Sam Spade eller Philip Marlowe, mens hun bevæger sig rundt i New Yorks gader. Som figur er Jessica Jones på sin vis en pastiche på den ensomme, sarkastiske detektiv, blot iført læderstøvler og læderjakke i stedet for trenchcoat og blød hat, men hun er også meget mere end det, ikke kun fordi hun er kvinde, men det er bestemt en vigtig del af det.

Jessica Jones, sæson 2. Skabt af Melissa Rosenberg. Kan sammen med sæson 1 ses på Netflix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Thomas Tanghus
Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Og hvis man er til den lettere genre, er der også "Agent Carter", hvor frk. Carter i en meget mandschauvinistisk efterkrigstid giver alle de mandlige agenter baghjul. Den unge kvindelige agent er ikke hverken splittet eller misbrugt, men hun bærer ligesom Jones på en stor sorg. Hvilket ikke forhindrer hende i være den, der har de metaforiske bukser på, selv om hun konsekvent er yndig, meget feminin og altid klædt i tækkelig kjole.

Mads Jakobsen

Ja, jeg kunne ikke komme igennem Agent Carter. Alt det fokus på hvordan "onde" mænd talte til kvindelige sekretærer og servitricer, alt imens en mandlig agent stilfærdigt humpede rundt på krukker i baggrunden. Han havde nemlig mistet sit ben på Guadalcanal.

Niels Duus Nielsen

Den britiske butler er det hele værd. Okay, det er rent kitsch, men jeg kan godt lide kitsch. Og så sparker hun røv, agent Carter.