Læsetid: 5 min.

Tafdrups tredje bog om sanserne er en broget poetisk brainstorm

Efter at have skrevet om smags- og lugtesansen er Pia Tafdrup nået til den mere poetiske synssans i sin serie af digtsamlinger om de fem af slagsen. Det er seriens bedste, men konceptet er øvelsesagtigt på godt og ondt
Efter at have skrevet om smags- og lugtesansen er Pia Tafdrup nået til den mere poetiske synssans i sin serie af digtsamlinger om de fem af slagsen. Det er seriens bedste, men konceptet er øvelsesagtigt på godt og ondt

Anita Graversen

28. marts 2018

Synet af lys er den tredje digtsamling i Pia Tafdrups serie om de fem sanser. Hun indledte den i 2014 med Smagen af stål, i 2016 kom Lugten af sne. Det er derfor helt planmæssigt, at Synet af lys nu følger, næsten nøjagtigt to år efter, og dette planmæssige er netop, hvad der kendetegner Tafdrups sansedigte: Der er en plan for deres tilblivelse, et koncept og en rutine. Det er et koncept og en rutine, der også i Synet af lys giver digtene en nærmest øvelsesagtig, rituel karakter. Det er der i nogle digte noget produktivt ved og i nogle noget netop rutinemæssigt ved.

Synet af lys består ligesom de to foregående – og mange andre af Tafdrups – bøger af ni dele, der hver har et tema, relateret til enten synssansen eller den ild, der ligesom stålet og sneen udgør det stof, som digtene sætter sig i sanselig forbindelse med. De temaer kan være løse og stramme. Sammenhængene kan være åbenbare, og de kan være dunklere.

Under overskriften »Brændpunkt« er der f.eks. digte om forskellige visuelle teknologier (teleskoper, selfies, linser), om Feng Shui og svaler. »Livet er et drama« er breve til malere. Og i »Ildprøve« er der digte om terror og bådflygtninge, om Ikaros-myten, mindet om en gammel ildebrand og en blussende beskrivelse af skovbrande.

Poetisk brainstorm 

Pia Tafdrup: Synet af lys.

Sansningen er ikke kun den subjektive måde, digtene møder verden på, deres anskuelsesform. Sansningen er også den ting, digtene tænker over. Her er der ikke noget modsætningsforhold mellem den umiddelbart sansende krop og det tænkende intellekt. Tværtimod er hver bog i serien en slags poetisk brainstorm over sanserne, et samlet set helt encyklopædisk katalog over, hvad og hvordan man kan erfare med sine sanser.

For synssansens vedkommende begynder det med fødslen:

»Det første barnet sanser, når det forlader hulen,
når inde bliver ude,
når det kommer ud fra sit trygge sted,
når ude bliver et anderledes inde,
er lys (…)

barnet slår øjnene op,

ser lys, trækker vejret, forsøger at fokusere,
ni måneders evighedsmørke afløst af lys,
ny himmel, ny jord, en kraft vibrerer i sjælen.«

Sådan lyder det i det første højtidelige digt, som sammen med det sidste om døden rammer bogen ind i en krans af en art jordisk metafysik:

»Fra evighed til evighed,
tid er ikke tid, men rum af tilblivelse,
når inde i verden bliver ude af verden,
måske en anden form, en overskridelse
af denne verdens grænser,

forude findes tunneler af lys, siges det,
snehvidt lys,
smukt, og ikke blændende,
foreløbig er vi kun på vej. Uvidende.«

Mellem de to digte associeres der, over en hel skala af stillejer, over en divers blanding af ting, høje som lave, bogstavelige som overførte, der kan ses: Fra konkrete sanselige iagttagelser – af lyset i et træ eller i storbyens »flammehav af farver« – til visioner, »forestillinger om fremtiden« og erindringer, øjets fysiologiske opbygning, skuespil, film og malerier.

Der er seværdigheder, sortsyn, mørkeblindhed, farveblindhed, drømmesyner, fantasiens »indre biograf«, blind tillid, snigende »tågeslør« for øjnene og regnbuer. Og bare begæret og kærligheden i den knappe form, som Tafdrup er bedst i:

»I dit blik ild og drøm, skønt døden
lyser på os som skinnet fra de yderste stjerner,
dit blik varmer mig, varmer hele kroppen.

Jeg lyser, når du ser mig, siger du,
når dit blik fanger mit,
er mere end synssansen på spil.

Produkt af solen er du, ild er du,
rejs gennem mit liv, rejs gennem mig,
jeg fanger lysstråler, fanger solen.«

Lille poetik

Nogle af digtene tænker også mere direkte over – og kommenterer – sig selv. I et brev til Gerhard Richter om hans maleri Fem døre viser sig næsten en poetik: 

»På maleriet fører alle fem døre ud til det samme,
ligesom vores fem sanser er indgange
til samme krop,
ofte vil alle døre netop stå åbne samtidig,
alle sanserne være modtagelige.

Der er ikke en baggrund, men et tomrum
på den anden side af de åbne døre, intet findes skjult
bagved, men jeg fylder noget i det tomrum,
jeg ser dørene som metafor for åbninger
ind til kroppen og dermed en forbindelse til verden.

Jeg sanser ikke bare, jeg tænker også,
prøver at forstå Deres værk,
lige siden jeg så Fem døre, har jeg set dem åbne sig,
stå som muligheder
for at træde ind i verden, møde den.

Med venlig hilsen

Pia Tafdrup«.

Sådan, nøgternt, men slet ikke upoetisk og heller ikke helt udunkelt billedbetragtende og brevskrivende om at møde verden med kroppen er Tafdrup faktisk allerbedst.

Belærende og broget

Når det, ret konkret, er alt mellem himmel og jord, der kan inkluderes i kortlægningen af synssansen, mister Tafdrups koncept skarphed. Et digt som »Skole for arkitekter«, der bl.a. beskriver skolen som »ynglepladsen for vilde visioner,« hvor den gamle arkitekt »prøver at åbne« de unges:  »øjne for menneskers behov/ for fast grund under fødderne, dog gerne med udsyn/ til horisonter, til himmelrum og stjerners mysterium.« Det virker næsten som ren skriveøvelse i, hvor mange synsmetaforer et digt kan indeholde.

Eller det kunne være, når Tafdrup i tidens ånd, men næsten som et ekko af Thorkild Bjørnvig, skriver samfundsdebatten direkte ind i digtet og så bliver helt belærende, formel og stiv i sproget. I digtet »Kyklopens øje« er det statens overvågning af borgerne, der er emnet:

»Jeg tilhører et af de mest registrerede folkefærd,
hver dag høstes digitale aftryk,
jeg følges nøje, dog ikke
for den kærlige omsorgs skyld.

(…) skønt staten har til hensigt at beskytte
mod vold og terror,
hvad jeg desværre godt kan have brug for,
men hvordan sker det, uden at mit liv stjæles?«

»dog har jeg nu og da grebet mig selv i
at overtage vogterens blik
og censureret mig selv,« tilføjes det, før digtet ender med at mobilisere en forbløffende patosfuld modstand:

»Men min sjæl dirrer endnu af liv,
jeg vil følge solen, forsøge som barnet
at være mig selv,
indimellem gå under radaren, undvige kyklopens øje,
jeg vil bevæge mig privat og frit,
være uset, når jeg vil være uset,
ikke leve som en grænsevagt for mig selv og andre.«

Synet af lys er den bedste af Tafdrups tre foreløbige sansebøger. Men ligesom de to foregående er og bliver den, i kraft af konceptet, også en broget samling digte.

Pia Tafdrup: Synet af lys. Gyldendal. 148 sider. 199,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu