Læsetid: 4 min.

Teatermonologen ’Manning er fri’ viser os, at det er Chelsea Mannings krop, der er scenen for det virkelige drama

Det giver god mening at fortælle den på én gang personlige og politiske historie om mennesket Manning som teater. For på teatret er der faktisk en krop. Når monologen ’Manning er fri’ viser os kroppen som den scene, det virkelige drama udspiller sig på, tilfører den en klarhed, der heldigvis aldrig bliver entydig
Det giver god mening at fortælle den på én gang personlige og politiske historie om mennesket Manning som teater. For på teatret er der faktisk en krop. Når monologen ’Manning er fri’ viser os kroppen som den scene, det virkelige drama udspiller sig på, tilfører den en klarhed, der heldigvis aldrig bliver entydig
13. marts 2018

Chelsea Manning legemliggør i egen ene person og helt korporligt, hvordan det private i dag er politisk. Historien om den tidligere amerikanske soldat (og mand) som blev dømt til 35 års fængsel for at lække hemmelige dokumenter om USA’s krigsførelse i Afghanistan og Irak; som den 17. maj sidste år blev løsladt og forlod fængslet som kvinde efter at have afsonet syv år af sin straf, benådet af Barack Obama; og som nu stiller op til det amerikanske Senat, er en historie, hvor det personlige og det politiske ikke kan skilles. 

Tidens ideologiske brydninger omkring krig, køn, og hvad der i begge henseender skal forblive fortroligt eller privat, og hvad der må gøres offentligt, viser sig ingen steder klarere end i selve Mannings nu frie krop.

En fortælling

Det er en god grund til at fortælle en historie som Mannings som teater. På teatrets scene er der faktisk en krop til stede. På Mungo Park former monologen Manning er fri, der er instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen og både skrevet og spillet af skuespilleren Anders Budde Christensen, sig i første omgang som en minimalt teatralsk genfortælling af Mannings livshistorie.

Den kronragede Budde Christensen træder ind på den skarpt oplyste scene i noget nær civil og fortæller sagligt om drengen Bradley Manning, der vokser op i Crescent, Oklahoma, prøver sin søsters kjoler i skjul og finder et frirum fra sin fars og skolekammeraters faste håndhævelse af maskulinitetsnormer i computerspillenes virtuelle virkelighed.

Gennem en kavalkade af små, næsten bare skitserede scener fra Mannings liv, der især bæres af den enkle præcision i både Budde Christensens skarpe kropslige spil og lysdesigner Jacob H. S. Rasmussens skarpe skiftende spotlys, får vi fortalt, hvordan den unge Manning hjerteskærende melder sig til hæren i håb om dér at kunne »mande sig op«. Og hvordan, da det ikke lykkes, han kommer til Irak som dataanalytiker i stedet for som feltsoldat. Og så får vi fremlagt hele forløbet omkring den afsløring af statens hemmeligheder, der også ender som afsløringen af Mannings egne og sender hende i fængsel.

… om fængsling

Mannings fængselcelle illuderes af den gennemsigtige glasboks, der er placeret midt på den ellers nøgne scene. Glasburet fungerer også som den skærm, hvorpå vi bl.a. ser lækagens berømte optagelser fra den ulovlige amerikanske beskydning af en gruppe civile inklusive to journalister fra Reuters i Bagdad juli 2007, og de fortrolige chats med hackeren Adrian Lamo, i hvilke Manning afslørede sig selv som både whistleblower og transkvinde.

Historien om Manning handler ikke kun om store mængder af information, men er også selv fuld af information om Mannings liv og levned. Det er en informationstæthed, der tynger teksten i Manning er fri. Det er, når historien om soldatens uadskilleligt personlige og politiske desillusionering bliver mest kropslig, at den også bliver bedst som teater. Som fortællingen om Mannings egen forandring skrider frem, bliver også Budde Christensen mere og mere Manning.

Monologen ændrer sig ikke alene fra en tredjepersonsfortælling til en jegfortælling. Den ændrer også karakter fra dramatiseret foredrag til så mere og mere fysisk en skildring af Mannings indespærring og sammenbrud i glasburet, at det næsten nærmer sig en kunstinstallation. Det er den transformation af hele teaterrummet, der virker stærkest i Manning er fri, fordi det er her, Budde Christensen mest nådesløst fremmaner mennesket Manning i sig selv og sin egen nøgne krop.

… og frihed

Manning er fri beskæftiger sig ikke meget med det etiske spørgsmål om, hvorvidt Chelsea Manning er helt eller forræder. Hun er helten. Det er klart. Da Anders Budde Christensen træder ud af sit glasfængsel, kan han iføre sig kjole og paryk og lade forbilledet Manning tale frit.

Det er en rørende transformation, men hvad siger Manning så selv: Er hun fri ligesom informationen? Det er, hvad monologen lægger op til med sin titel. Og det er, hvad Budde Christensen lægger op til, da han indleder sin fortælling med at bede publikum forestille sig den sorte boks med hemmeligheder i, som både mennesker og stater gemmer på, og siger:

»Menneske, stat, der er ingen forskel«.

Men Manning er fri bliver heldigvis aldrig en entydig frigørelsesfortælling.

Tværtimod får mennesket Mannings historie lov at komplicere idéen om, at frihed 50 år efter 1968 er et spørgsmål om total frigørelse, og at total gennemsigtighed, som den mere skurkagtige WikiLeaks-stifter Julian Assange har udtalt, er efterstræbelsesværdig. »Der er forskel på mennesker og stater,« siger Manning, og der må gerne findes sorte bokse. Hun bærer sit fængsel med sig. Det er en fin pointe om den dobbelttydige frihed, det er at være en offentlig krop.

’Manning er fri’. Mungo Park. Dramatiker: Anders Budde Christensen. Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen. Lysdesigner: Jacob H. S. Rasmussen. Til den 28. marts på Mungo Park samt den 3.-5. maj på Betty Nansen Teatret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer