Digteren Theis Ørntoft har skrevet en roman, Solar, om digteren og højskolelæreren Theis, der ligesom falder baglæns ud af sit liv, og efterhånden også ud af civilisationen, ud af alle de velkendte koordinater. Det sker i tre ryk, der nogenlunde svarer til romanens tre dele. Først vandrer Theis langs Hærvejen gennem Jylland, mens han erindrer og tænker dybe tanker især om naturen og omgivelserne. Alt er filtret ind i alt, konkluderer han, det giver ikke længere mening at tænke i kategorier som natur og kultur:
»Alt er vævet sammen og forbundet. Alt har årsager, alt har virkninger i et uoverskueligt, multidimensionalt væv.
Mennesket har intet sprog for det der foregår.
Mit liv indgår i denne uoverskuelighed.
Det private er ikke politisk.
Det private er planetarisk.«
Men han længes også efter noget mere primitivt, noget krybdyragtigt og kosmisk inde i sig selv, noget andet end det velordnede Danmark med dets parcelhuse, højskoleliv og velfærdsgoder. Måske kan det lade ham se »virkeligheden«, som der står undervejs, det vil sige alt det, hans artige højskoleelever ikke ser.
Så opgiver han sit let fordrukne digterliv i København til fordel for fitness, computerspil, kontanthjælp og en kæreste på Vestegnen. Så tomler han uden penge ned gennem Europa og går i hundene. Eller i krybdyrene, eller måske ind i en verden, der mest minder om det spil, Grand Theft Auto, han tidligere brugte sin tid på, med mekaniske interaktioner og pludselig vold.
Under alle omstændigheder er pointen tydelig: Når man falder ud af sit normale liv, ud af det sociale væv, der holder en fast i ens identitet og selvforståelse, så falder man ind i noget intenst, noget med planetariske skibskatastrofer og pludselig død. Men det noget er på én gang virtuelt, som et computerspil, og at ligne med en forskruet biologi.
En lyrikers roman
Man kunne også sige: Solar er en sammenbrudsroman, den fortæller en meget velkendt historie til en ny tid. Theis er jo ikke ligefrem den første mandlige digter, der går i hundene i et stykke moderne prosa. Men måske er han den første, der gør det i klimakrisens og den sjette masseudryddelses tid, dvs. på en måde, der føles adækvat for det 21. århundrede.
Og gamle historier kan jo godt være gode, det er ikke det. Og Solar er god, i passager endda virkeligt god, på sin egen kantede facon. Den er i den grad en lyrikers roman, også selvom Ørntoft ret ublu henter inspiration hos Lars Frost og Jeppe Brixvold. Det er den ikke, fordi den er følsom eller stillestående, men fordi den ikke er interesseret i at arbejde med de virkemidler, man normalt forbinder med romanen som genre.
Ørntoft viser for eksempel ingen interesse i at pudse på fortællestrukturerne, at nørkle med synsvinklen eller med forholdet mellem skriftens og handlingens hastighed. Her er der bare en jegfortæller, der afrapporterer sine handlinger og tanker, og som romanen end ikke overvejer at lægge distance til. Sådan lyder det, når Theis har et halvdårligt trip:
»Senere får jeg følelsen af at være lavet af læder. Det føles som om hele kroppen er lavet af tykt, sort læder. Og jeg er i tvivl om der overhovedet lever nogen i min krop. Lever der et menneske inde i den her sorte læderkrop? Halloo … Haha. Bor der nogen herinde? Eller er det bare massivt sort læder, hallooo? Ligesom et påskeæg af massiv chokolade? Tanken gør mig utilpas, og den varer et par minutter.«
Den slags passager føles underligt, nå ja, ubearbejdede, som en film, der ikke er færdigklippet. På samme måde er Solar tydeligvis ikke optaget af at skrive prægnante replikskifter eller scener frem. Nok er der masser af vilde og intense øjeblikke i bogen – Theis og vennen Diago spiller kroket på en tom golfbane i Portugal, Theis fisker som teenager og fanger en alt for stor gedde – men egentlig er Ørntoft ikke interesseret i at skære dem til, så de udgør traditionelle romanscener.
Solar vil noget andet, hvad kan være lidt svært at afgøre. På et niveau handler skriften stadig – som den gjorde i Ørntofts lyrik – om skred i stemning og sprog og om skalniveauer, der kollapser ind i hinanden. Det handler om at leve uden en fremtid, om at leve i tider, hvor naturen foretager et tektonisk skift. Undervejs blander erindringsglimt sig for eksempel med en anelse om dommedag. Her er Theis ti år, han har lige set tennis i fjernsynet, nu finder han sin mor i haven:
»Lige nu sad min mor i havestolen og lyttede til det jeg havde at sige. Der var noget radioaktivt i den stillestående luft, vi måtte befinde os i århundredet efter en voldsom trykbølge. Et lydløst skær der vokser i horisonten. Et overmenneskeligt glimt, solbriller, noget at skærme for lyset med, en skyggende hånd. Så trykbølgen. De renblæste skeletter der står tilbage et sekund, før de falder sammen som støv. Vi er publikum, forklarede jeg hende. Vi er publikum, men vi forstår ikke det vi overværer.«
Det er smuk og vild og visionær prosa, som – hvis den nu var sat på vers – lige så godt kunne komme fra Ørntofts foregående bog Digte 2014.
Men Solar handler også, tror jeg, om at finde en stemme, der kan få computerspillenes reducerede handlingsrum til at flyde sammen med skildringen af den faktiske verden. For mig er det her, i blandingerne af det virtuelle og det alt for kødelige liv, at Solar føles som noget nyt. Bogens bedste eller i al fald mest overraskende greb er i al fald den måde, de stadigt voldsommere begivenheder i bogens slutning i lange stræk minder om Theis tidligere oplevelser med en spilkonsol i hånden.
Jeg mener, verdens undergang har vi jo set før, men sjældent i en roman, hvor man på barerne kan drikke drinks, som giver ekstra liv eller egenskaber. Under alle omstændigheder: Solar er et forbumlet rough cut af en roman, umådeligt ambitiøs, skiftevis primitiv og smuk, velkendt og udknaldet, hæsblæsende og ærgerlig. Det er lige, som det skal være.
Theis Ørntoft: ’Solar’. Gyldendal, 304 sider, 250 kroner. Udkommer i dag.
