Læsetid: 2 min.

Tysk dokumentarist giver os et unikt kig ind bag kulisserne hos David Lynch

Den barokke, sorthumoristiske ’Blue Velvet’ bragte David Lynchs karriere tilbage på rette kunstneriske spor. Med på optagelserne var en ung filmstuderende og hans kamera, og det har nu, 30 år senere, resulteret i den fascinerende dokumentarfilm ’Blue Velvet Revisited’
Peter Braatz fik som ung filmstuderende uhindret adgang til at følge ’Blue Velvets’ tilblivelse.

Peter Braatz fik som ung filmstuderende uhindret adgang til at følge ’Blue Velvets’ tilblivelse.

CPH DOX

15. marts 2018

Da jeg første gang så David Lynchs Blue Velvet (1986), gjorde den et stort indtryk på mig – jeg syntes, at den var både fascinerende og uhyggelig.

I begyndelsen af filmen finder den unge hovedperson, Jeffrey (Kyle MacLachlan), et afskåret øre på en mark. Det vrimler med myrer på øret, der bliver et billede på alt det skjulte, det under overfladen, når det kommer til både mennesker og små, umiddelbart idylliske samfund som det, filmen foregår i.

Resten af filmen er ikke mindre syret, og den bragte David Lynch tilbage på det kunstneriske spor, han lagde grunden til med sin debutspillefilm, Eraserhead (1977). Med på optagelserne af Blue Velvet var en ung tysk filmstuderende, Peter Braatz, der af instruktøren havde fået uhindret adgang til at følge filmens tilblivelse.

Materialet blev aldrig brugt – før i 2016, hvor Braatz fandt det frem igen og skabte sin egen film, Blue Velvet Revisited, der bruger hans gamle optagelser til at give et unikt kig ind bag kulisserne på Lynchs skaberværk.

Surrealistisk spring

Blue Velvet Revisited er ikke en traditionel making of-dokumentarfilm, men snarere et impressionistisk stemningsbillede fra optagelserne i North Carolina, hvor humøret var højt, ikke mindst fordi David Lynch havde fået fuld frihed af sin producent til at gøre, hvad han ville.

Instruktøren havde lige lavet den stort budgetterede science fiction-film Dune (1984), der hverken var blevet en kunstnerisk eller økonomisk succes, og han havde nu brug for at genfinde sig selv.

I forhold til Dune var Blue Velvet en billig film, og det fjernede meget pres fra David Lynch, der i Peter Braatz’ film fortæller, hvor glad han er for at lave filmen – han kan næsten ikke kan vente, når han om morgenen står op og skal på optagelse.

Der er et næsten surrealistisk spring fra den gode stemning på optagelserne til Blue Velvet, der er et barokt og sorthumoristiske kig ind i mørkets hjerte. Men om noget får man lyst til at gense Lynchs film, mens man nyder Blue Velvet Revisited og er vidne til instruktørens perfektionisme og sans for detaljer.

’Blue Velvet Revisited’. Instruktion: Peter Braatz. Vises 15., 18. og 25. marts. Torsdag med introduktion af digter og David Lynch-fan Søren Ulrik Thomsen

www.cphdox.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu