Læsetid: 4 min.

Den tyske forfatter Jenny Erpenbeck stiller et svimlende spørgsmål: Hvad nu, hvis det korte liv ikke var endt her?

Tyske Jenny Erpenbeck lader et menneske dø og genopstå flere gange i sin strålende litterære fantasi om forholdet mellem skæbne og historie fra Første Verdenskrig til Murens fald
»Jeg er sikker på, at Erpenbeck også har skrevet sin roman med et blik vendt mod verden af i dag med dens krige, flygtningestrømme og tragisk afbrudte liv,« om Jenny Erpenbeck seneste roman.

»Jeg er sikker på, at Erpenbeck også har skrevet sin roman med et blik vendt mod verden af i dag med dens krige, flygtningestrømme og tragisk afbrudte liv,« om Jenny Erpenbeck seneste roman.

Gary Doak

23. marts 2018

Et barn dør i vuggen, årsagerne kan være så mange, men resultatet er det samme: Et liv slutter, før det for alvor er begyndt.

Et ikkeliv. Ingen livsbue, ingen fortælling.

Men hvad nu, hvis barnet havde overlevet? Hvad nu, hvis det, der kunne have reddet barnet, var en håndfuld sne holdt ind mod barnets bryst, og nogen havde gjort præcis det, og barnet så havde overlevet?

Jeg kan komme i tanke om andre fortællinger, der udspringer af den idé, men jeg kan ikke komme på nogen, der gør det med det formål så konsekvent at undersøge sammenhængen mellem menneskeliv og næsten et helt århundredes dramatiske historie, som tyske Jenny Erpenbeck gør det i sin nye roman Før sol går ned.

Flere versioner af et liv

Vi er i Galicien, et hjørne af det østrig-ungarske rige, i tiden omkring Første Verdenskrig. En mand hugges bogstavelig talt i småstykker af polske naboer, blandt udådsmændene er en nær ven af familien. Det er den slags barbari, der på indviklede måder står i forbindelse med forudgående katastrofer og fører nye med sig. Det gælder også her; krige i det centrale Europa, opløste stater, mennesker slået ned eller drevet på flugt. Dernæst dannelsen af nye stater, nye diktaturer, som igen fører til nye krige.

Gennem den store historie løber den lille som en næsten usynlig tråd: Datteren til den dræbte føder selv en datter, som altså dør, mens hun endnu er spæd, og i en anden version, ved digtningens og forfattergudens mirakuløse mellemkomst, lever videre.

I én fortsættelse af hendes skæbne vokser hun op i et fattigt Wien, tynget eller snarere splittet af sin jødiske herkomst (som hendes forældre forsøger at holde skjult i det tiltagende jødehad), splittet også mellem noget ildevarslende i hjemmet (faren fornemmer under sine fødder de små vibrationer, som går forud for det europæiske jordskælv) og sit eget ungdomslivs drifter. Det er en længere historie, der fører til ensomme nattevandringer og ender i en lidt diffus forelskelse og i et selvmord. 

Jenny Erpenbeck: Før sol går ned

Tabet, når et menneske dør for tidligt

I endnu en version – for hvad nu, hvis nogen havde blandet sig og forhindret selvmordet? – bliver pigen partitro kommunist og indvandrer i det nydannede Sovjetunionen. Og i endnu en forsættelse af sin skæbne overlever hun den sovjetiske fangelejr – for hvad nu hvis ...? – og forlænger sin rejse på én gang gennem sit eget liv og gennem den europæiske historie.

Det fascinerende ved romanen er især selve det hypotetiskes svimlende perspektiv: Hvad nu, hvis livet ikke var endt her, hvad nu hvis …?

Eller sagt på en anden måde, efter at Erpenbeck har udfyldt det ulevede med begivenhedernes og følelsernes tunge masse: Tænk engang, hvor meget der går tabt, når et menneske dør for tidligt. For det korte liv er altid en tragedie (det lange liv kan rumme flere).

Som en udvidelse af romanens hovedtema stiller fortælleren spørgsmålet, hvordan »krig, langvarig hungersnød eller en funktionærløn, der ikke følger med den galopperende inflation« – altså det ydre livs tildragelser og historiens store bue – kan »sætte sig spor i et tilfældigt, privat ansigt«. Besvarelsen af spørgsmålet gør Erpenbeck ikke til et skematisk lærestykke, tværtimod er det private ansigt, dvs. romanens personer og skæbneforløb, med en overbevisende kraft skildret som enestående liv og udfoldet med alle det enestående livs detaljer og særheder.

Senilitetens sprogblomster

Til romanens mange højdepunkter hører den både tragiske og urkomiske beskrivelse af den sovjetiske diktaturstats tilfældigt afsagte dødsdomme. Havner man i den venstre bunke, går man fri, havner man i den højre, venter fangelejr og sandsynlig død. Eller er det omvendt?

Det er døden som slapstick- eller forvekslingskomedie. Det er også en tilspidset formulering af hele romanens underliggende skæbnediskussion: Hvor langt rækker historiens love ind i tilfældighedernes uorden? Eller omvendt: Hvor stort et råderum har tilfældet i historiens maskinagtige fremadskriden?

Et andet højdepunkt og på samme måde både morsomt og dystert, men tættere på det poetiske, er gengivelsen af de gamles og snart-dødes sprogblomster: »Det synes mig, eller syges mig, at jeg er ved at blive til et dyr.« »Jeg er bange for at blive gennemsigtig til begge sider efterhånden.« »Skal vi ikke prøve at bide hul på vores sygdomme?«

Den senilitetens livsklogskab minder om det psykotiske sprog med dets skæve, men sanse- og erkendeåbnende sammenknytninger. Det er rystende smukt.

Herefter venter så den endelige død.

Sammenhængende historie, ituslået liv

Erpenbeck har en forkærlighed for opremsninger. Hun kan fylde en halv side med navne på husgeråd, for at understrege en idé om tilværelsens uafviselige konkretion, tror jeg, dens tingslighed. Hun holder også af gentagelser i form af retoriske figurer (»I den uge, hvor fru Hoffmann …« »I den uge, hvor fru Hoffmann …«) eller gennemgående sentenser (»Hvor er Din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre!«, »Faldet ved Kharkov«). Det kan indimellem virke som en pointes tunge tryk snarere end som tilværelsens melodiske bølgeskvulp.

Andre sammenbindende greb falder jeg pladask for. Til dem hører farens gyldne knapper med monarkiets ørn, som sidder nypudsede i hans jernbaneuniform som en evig påmindelse om den uendelige afstand, der eksisterer mellem kejserrigets storhed og jernbanearbejderens 11. lønramme. Og om det vingefang, der bærer menneskets drømme, og det billige skrammel, det alt sammen dybest set består af.

Jeg er sikker på, at Erpenbeck også har skrevet sin roman med et blik vendt mod verden af i dag med dens krige, flygtningestrømme og tragisk afbrudte liv. Men med sine dybe erfaringer og fortættede skildring af sammenhængende historie og ituslået liv peger den ind i alle tider.

Jenny Erpenbeck: ’Før sol går ned’. Oversat af Jacob Jonia. Rosinante, 245 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu