Udstillingsstedet Meter på Nørrebro er kendt for en eksperimenterende kuratorisk praksis. Ofte varer udstillinger op til et halvt år, hvilket giver tid og plads til at involvere en stor variation af kunstnere og perspektiver. Samtidig giver det tid og plads til at fortryde, forandre eller udvide udstillingerne hen ad vejen.
I anledning af den nyåbnede udstilling Shaking the Habitual: What is your utopia? har scenograf Marie Moberg stået for en total ombygning af Meter. En handicaprampe slanger sig fra indgangsdøren og op til det store udstillingsrum. Her stikker radiatoren op af et hul i gulvet, og synliggør, at gulvet er blevet hævet i hele galleriet.
Et mønster i gulvet rummer over 20 små skamler, man selv kan trække op og placere forskellige steder i rummet eller bygge en scene med, hvorved man frigør siddepladser i det blåmalede hul, der kommer til syne.
Det er et effektfuldt forsøg på at forvandle det lille galleri til et multifunktionelt og inkluderende rum, som man har lyst til at komme tilbage til. Ombygningen giver god mening i forhold til præmissen for Shaking the Habitual, som løber over fire måneder med to tematisk forbundne udstillingsperioder, men også byder på det mest spændende eventprogram, jeg længe er stødt på.
Lokale og internationale billedkunstnere, forfattere og kuratorer kommer til at fylde galleriet med talks, oplæsninger og workshops. Jeg vil helt klart møde op og placere min skammel for at teste, hvordan Meters ultrademokratiske rum fungerer i praksis, inklusive svedende vinterkroppe, akavede møder og friske uenigheder.
Samtidskunsten dyrker utopien
De mange events knytter sig til udstillingens ramme; spørgsmålet om, hvad en ikkepatriarkalsk utopi overhovedet kan være? Sidste år blev den feministiske dystopi allemandseje med tv-dramatiseringen af Margaret Atwoods dystre A Handmaid’s Tale, men hvad med dystopiens optimistiske søster, hende som tester vores evne til at forestille os fremtiden, uden at alt går i sort i vores primalhjerner?
Mens streamingtjenester fetichgøre dystopiens sammenbidte melankoli, har mange danske samtidskunstnere i stedet vendt sig mod det fabulerende og politisk frigørende i utopien – blot for at nævne nogle få ud af mange: Søren Thilo, Ursula Nistrup samt Rasmus Brink Pedersen, der gæster Meter med en performance om den næsten glemte amatørastronom Emmy Ingeborg Brun (1872-1929).
En rød tråd i Shaking the Habitual er netop genopdagelsen af visionære historiske personer eller tankegange, der knytter an til nye ritualer og fællesskabsformer, hvor de mindre magtfulde får stemme.
Således vil man kunne opleve en performance af billedkunstnerne Linda Lazer og Nina Ghafari med afsæt i det afrofuturistiske: En kunstnerisk strømning, der udforsker afroamerikansk slaverihistorie og identitet ud fra sci-fi-fantasier om de sortes herkomst og kolonialisering af rummet; eller en introduktion til den feministiske tænker Donna Haraway, der i sine bøger taler for at ’blive i besværet’ og tage livtag med planetens udfordringer ved at leve i en udvidet familiestruktur, der rummer både mennesker og andre organismer. Man kan også deltage i en fitnesssession med fokus på power pose positions eller en workshop om magtrelationer og hastighed.
Patriarkatet som affald
I gallerirummet lykkes det at mane utopien frem som små skitser til alternative verdner. Nanna Lysholt Hansens 3D-printede klitorisfigurer i et utal af farver og materialer flokkes skamløst amorfe i hjørnerne, som om de allerede har dannet et nyt samfund uden tilhørende kroppe.
Svenske Imri Sandström komplicerer klogt forestillingen om utopien som en have med basunengle: Hun har forestillet sig et samfund, hvor katastrofen aldrig indtraf, men hvor patriarkatet derimod florerer som affald, og sandstrandene er fulde af plasticstumper. Bredt ud over gulvet ligger en skriftrulle med langdigtet ’IN THE NOT-APOCALYPSE’, der i versaler ’messer’ det tilbageblevne:
»IF THIS IS UTOPIA
THERE IS NO HUMAN TO DISTINGUISH IT
FROM DYSTOPIA
IT CANNOT BE ORDERED
WILL NOT BE CONTAINED.«
En række stablede betonblokke har indskriften »PATRIARCHY IS ALREADY A RUIN« og en serie sære askemalerier maner træstrukturer frem. Hvem kan aflæse koderne, spørger værket, der lykkes med at forveksle det magtfulde og det livløse og plante ideen om, at patriarkatet smuldrer til affald i samme bevægelse, som vi insisterer på nye sprog, former og fællesskaber.
Samtidigt med #MeToo – den offentlige bevidstgørelse om dyb strukturel kønsulighed – er det godt at se bud på kunstneriske og kuratoriske strategier, der ikke er afmægtige, selvom de er politisk indignerede, men som tværtimod ønsker at genfortrylle forestillingen om en verden uden diskrimination. Ved at knokle for flere sociale møder end fysiske værker, om der så kommer to eller 50 på besøg, tager Meter over, hvor nu hedengangne københavnske nonprofitgallerier som fx Bureau Publik og X and Beyond slap.
Det er en platform med en stærk interesse for at se galleriet som et aktivistisk fabulationsrum.
’Shaking the Habitual: What is your utopia?’ 3. marts – 23. juni 2018. Meter. Henrik Rungs Gade 25, 2200. København N.
