Læsetid: 6 min.

Du er unik, du er unik, du er unik

Ikke kun individet men også økonomien hungrer efter selviscenesættelse af det unikke. Det kendetegner afskeden med moderniteten, som vi først nu begynder at kunne overskue de voldsomme samfundsmæssige konsekvenser af, mener den tyske sociolog Andreas Reckwitz, der har skrevet en gennemført og skamrost analyse af ’singulariteternes samfund’
23. marts 2018

Klart – i de gode gamle halvfjerdsere fandtes den allerede som undtagelsen: den særligt gode vin, der skulle have lidt ekstra omtale i det rigtige selskab. Men pilsneren var altid en standard-Hof – og alligevel var den identitetsstiftende.

En generation senere skal ikke bare vinen og øllet, men også brødet, spisebordet og salatbestikket bære sin helt egen historie. Ikke mindst i den ny middelklasse, der fører et liv med omhu for selv den mindste detalje, så den får en aura af at være unik.

Når vi har ferie, foragter vi charterrejsen, men svælger i den lokale lejlighed, vi selv fandt på Airbnb, og når vi arbejder, gør vi det for Guds skyld i selvudfoldelsens navn.

Vi ser os med andre ord helst som kunstnere – eller i det mindste kuratorer – i vores eget liv, sådan som den tyske sociolog Andreas Reckwitz formulerer det i sin nye bog Singulariteternes samfund, der er blevet overdænget med roser, mens den ved årets prestigefulde Leipziger Bogpris dog blev overhalet af det historiske storværk Det sovjetiske århundrede.

Farvel til generaliseringsmaskinen

Men i værket, der allerede er udråbt til en sociologisk nyklassiker, handler det om meget mere end den personlige selvudfoldelse gennem autentisk og »narrativt beriget« konsum.

Sociologiprofessoren fra Frankfurt an der Oder skaber intet mindre end en overordnet samtidsanalyse med det singulære som prisme. Allerede nu kan det roligt antydes, at det er et temmelig broget billede.

Reckwitz ser et samfund, der siden 1980’erne er blevet gennemvædet af »kulturøkonomien« – altså siden dengang, hvor en modernitet baseret på industrialiserede og standardiserede produktionsformer og en opadstræbende middelklasse stadig stod i det almenes tegn.

Både offentligheden og økonomien var formaliseret, og der blev hverken rynket på næsen af konformisme, middelklassedrømme eller massekultur i industrisamfundets ’modernistiske generaliseringsmaskine’, som disciplinerede både producenter og konsumenter.

Det ændrede sig – i første omgang næsten usynligt – med kulturøkonomiens sejrsmarch med senmodernitetens snigende indtog.

Flid og fine uddannelsesbeviser mistede langsomt deres status som samfundsbærende værdi, mens subjektets unikke profil og evne til at iscenesætte den kom i højsædet. Selvkontrol og pligtfølelse afløstes af kravet om selvrealisering, mens det almenes sociale logik langsomt mistede sit prægende greb om samfundet. I dens sted trådte det særliges logik.

Det er netop den logik, som Reckwitz ser som sociologiens nye opgave at blotlægge. Sociologien selv er nemlig barn af den industrielle modernitet. Derfor har den alt for unuanceret også bare talt om postmodernismen som ’individualiseringens tidsalder’.

»Men i singulariseringsprocessen sker der ikke bare en ’frisættelse af det individuelle’,« skriver Reckwitz. »Det handler nærmere om en yderst dynamisk social skabelse af unikke objekter, subjekter, begivenheder, steder og kollektiver, som kan analyseres præcist.«

Kulturel kapitalisme

Ud over digitalisering og internettet er det især den enorme akademiseringsbølge siden 1968, der har givet startskuddet til udviklingen af den kulturelle kapitalisme i Vesten.

Andreas Reckwitz inddeler her samfundet i tre grove dele.

I det ene hjørne står ’den nye middelklasse’ bestående af demonstrativt kosmopolitiske akademikere, kunstnere og projektmedarbejdere, der har en succesrig selvudfoldelse som tilværelsens øverste mål.

I et andet står ’den gamle middelklasse’ bestående af ansatte, f.eks. håndværkere og folk i socialsektoren, som tænker mere sikkerhedsorienteret.

I et tredje står ’den ny underklasse’ bestående af f.eks. vikararbejdere og langtidsarbejdsløse, der end ikke har en klassebevidsthed.

Den nye middelklasse er her klart den definerende klasse, som både er frontrytter i og produkt af det senmoderne opbrud hen mod en kulturel kapitalisme.

»Dengang var kapitalismen stadig økonomisk; i dag er den kulturel,« skriver Reckwitz.

»Dengang fandtes der stadig arbejdstagere, der kort og godt gik på arbejde hver dag og fik ordnet deres opgaver; i dag er der good performers og bad performers på singulariserede arbejdsmarkeder.«

Uden internettets fremkomst er den udvikling stort set utænkelig.

»Det senmoderne subjekt er stadig mere identisk med sin performance foran et publikum, og internettet er subjektets centrale arena,« skriver Reckwitz – ikke kun fordi vi er tvunget til det, men også fordi vi som individer får et kick (eller klik) ud af anerkendelsen.

At Google står for 80 procent af alle søgninger globalt, er blot ét argument for at se internettet som et ’individualiseret standardiseringsfilter’, som forstærkes af de sociale netværks algoritmer og ekkokamre.

I denne dobbeltbevægelse af individualisering og standardisering omtaler Reckwitz de moderne konsummarkeder i ’superstarøkonomien’ som winner take all-konkurrence: Det handler om at slå igennem med den rigtige historie.

Der kan ligge et hav af fejlskud på vejen derhen, men når man er der, kan man for en (stadig kortere) stund rydde markedet. For det nye unikke bliver selvsagt hurtigt mainstream – og dermed forkastet.

Den ny essentialisme

Som læser kan man godt savne mere empirisk belæg for analysen af økonomiseringen af mennesket som et individuelt brand i senmodernitetens ’kulturelle kapitalisme’ – i øvrigt et blik, som sikkert får filosoffer som Theodor W. Adorno til at rotere i graven af lutter kulturpessimisme.

Men jo længere Reckwitz zoomer ud, desto mere interessant bliver det – ikke mindst beskrivelsen af, hvordan kulturkapitalismen og singulariseringen smitter af på det politiske og det sociale.

Hvor man i modernitetens marxistiske termer talte om fordelingskonflikter, står ’vurderingskonflikter’ nu i centrum.

Det gælder den ny middelklasses kamp om at skabe det unikke, der skiller sig ud og dermed får opmærksomhedsøkonomisk værdi. Her er individet mere end nogensinde afhængigt af sin kulturelle kapital, altså en viden om og fornemmelse af, hvad der gælder som opsigtsvækkende og unikt.

Men det gælder også den gamle middelklasse og den ny underklasse. Kulturaliseringen af økonomien fører nemlig til en konstant polarisering af det politiske, fordi der konstant produceres symbolske vindere og tabere.

Som modstrategi til kulturkapitalismens markedslogik og til den ny middelklasse, der profiterer på globaliseringen og kulturkosmopolitismen, reagerer dele af den gamle middelklasse og den ny underklasse med at kræve en essentiel kultur, som kan bekræfte deres rødder – typisk i form af højrepopulisme og nationalisme, der styrker deres håb om en homogen identitet.

»Vi er folket,« råber de. Og Reckwitz har stor forståelse for dem.

Det ustyrlige samfund

På denne måde er klassekampen blevet til en kulturkamp mellem en rastløs hyperkultur og en essentialistisk kultur.

En af Andreas Reckwitz’ afgørende pointer er, at ikke bare den ny middelklasse er underlagt kulturkapitalismens subtile konkurrence, hvor den unikke performance belønnes. Også for de øvrige klasser er identitet og kultur blevet til nogle af de vigtigste ressourcer i den postindustrialiserede markedslogik, som heller ikke de kan slippe fri af.

Den udvikling fremmes af overgangen fra modernitetens omfordelingsprægede styringsstat til postmodernitetens innovationsorienterede konkurrencestat. Her ses staten stadig mere som garant for, at det private forbrug kan opretholdes, og stadig mindre som en styrende instans, der udstikker og arbejder hen mod større fælles mål.

Den pointe kan man roligt læse to gange.

Centralt i Reckwitz’ vilde værk står nemlig det afsluttende spørgsmål, om »det almene er i krise«.
Han tenderer til et pessimistisk ja.

Hermed går mulighederne for at styre samfundet langsomt tabt.

Det skyldes ikke kun, at økonomi og teknologi spiller efter sine egne regler, der konstant overtrumfer de politiske muligheder for at handle.

Det skyldes også, at kapitalismen selv er blevet kulturel og dermed konstant skaber nye symbolske forskelle, som igen forstærker reaktionære, nationalistiske, religiøst-fundamentalistiske og populistiske hyldester af ’substantielle fællesskaber’, som er fragmenterede og bagudrettede.

Den ny middelklasse giver heller ingen politiske svar, men vælger hellere individuelle kampe som f.eks. at spise vegansk for at redde klimaet. Det er en konkret og meningsfuld handling, men det viser ikke en overordnet politisk retning. Alt i det senmoderne individ stræber nemlig mod denne organisation.

Vi går hellere fra det ene konsistente og selvmodsigelsesfri protestprojekt til det næste frem for at lade os binde af et politisk parti med alt, hvad dertil hører af kompromiser.

Det er derfor ikke tilfældigt, at de store konservative, socialliberale og socialdemokratiske folkepartier, som i det 20. århundrede stadig pegede på politiske veje for samfundet, netop nu – med en generations forsinkelse – er i opløsning i en lang række europæiske lande.

I dette lys, skriver Reckwitz som sin sidste sætning efter 442 siders analyse, fremtræder »de forestillinger, som mange stadig måtte have, om at skabe en rationel samfundsorden, et lige samfund, en homogen kultur og afbalancerede personlighedsstrukturerer, som det, de faktisk er: ren nostalgi.«

Det unikkes logik ender således som en sort affære – ikke kun for den ny middelklasse, der driver og drives af den, men for hele det senmoderne samfund, som vi kun har set dæmringen af.

Andreas Reckwitz: ’Die Gesellschaft der Singularitäten – Zum Strukturwandel der Moderne’. Suhrkamp Verlag, 480 sider, 28 Euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Niels Johan Juhl-Nielsen
Søren Peter Langkjær Bojsen og Niels Johan Juhl-Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu