Læsetid: 6 min.

Ursula Reuter Christiansens ’Skarpretteren’ var måske ikke frihedskæmpende nok i 70’erne – men den virker i dag

Ursula Reuter Christiansens kønspolitiske hovedværk, filmen ’Skarpretteren’ fra 1972, blev i sin tid buet ud af feminister i Berlin. Nu fortryller den på Statens Museum for Kunst omgivet af sine tørre montrer. Hos galleri Sabsay, hvor kunstnerens nye malerier udstilles, er eventyrdrømmen stadig skramlet og tvivlende
Fra udstillingen ’Skarpretteren’ af Ursula Reuter Christiansen på Statens Museum for Kunst.

Fra udstillingen ’Skarpretteren’ af Ursula Reuter Christiansen på Statens Museum for Kunst.

Statens Museum for Kunst

6. marts 2018

Måske lever vi i Ursulaernes tid? Navnet betyder ’Lille hunbjørn’, og samtidens Ursulaer er både moderligt bløde og kampklare.

Den nyligt afdøde science fiction-forfatter Ursula K. le Guins essay »Bæreposeteorien om fiktion« er et klogt kampskrift for det omsorgsgivende som det oversete fundament for vores kultur. I den velkendte heltefortælling tager helten æren for at nedlægge fjenden med et »spidst redskab«, men før vi nogensinde havde våben, skriver le Guin, var der bæreposer til frø og havre, ja, livmoderen er jo en sådan! Brug bæreposen som en arbejdsmetode, skriver le Guin, kom slæbende med den, for den er blandt andet »fuld af begyndelser uden afslutninger, af indledninger, af tab, af forvandlinger«.

For denne anmelder, mor m.m., altid i rutefart mellem omsorg og arbejde i en verden, hvor det bærende ikke gives den største værdi, er det en fryd at læse le Guin og genkende min egen krop/eget arbejde i et opråb til flere bæreposeplots.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu