De virkelig onde er virkelig onde!

Morten Hesseldahl, forhenværende direktør for Information, kommende direktør for Gyldendal m.v. er også forfatter, og når det er den side af sit virke, han udfolder, har han udviklet en metode, der er ganske effektiv. Han tager simpelthen et aktuelt plot fra virkelighedens verden og udruster det med personer, der illustrerer plottet, samtidig med at dette formes, så det lever op til hans egne politiske forestillinger. For politiske er vist alle Hesseldahls bøger.

I Drager over Kabul (2007) var det Afghanistan-krigen, der var anledningen. Den afghanske præsident Karzai og den kvindelige islamkritiker Mona Tariq skal mødes i Danmark med den danske udenrigsminister som moderator, mens et terrorangreb lurer på dem.

En dansk gift afghansk tolk er blevet radikaliseret, og krigsveteraner og adskillige efterretningstjenester blander sig.

I baggrunden venter Iran på en last reaktorer fra Afghanistan, beslaglagt af en lokal krigsherre. Kvindefrigørelse, dansk snusfornuft og islam i moderate og rabiate udgaver danner ideologisk klangbund.

I Natten er lige begyndt (2009) udspillede intrigen sig omkring den colombianske oprørsgruppe FARC og en dansk aktivistgruppe med stærke mindelser om Blekingegadebanden og sympatier for de colombianske oprørere.

En dansk aktivist lader sig ’bortføre’ af FARC, så hans gruppe, WORLD, Warriors of Rebellion and Love, Denmark, kan kræve løsesum af en dansk storentreprenør. Både i Columbia og i Danmark får aktivisterne en lektion i kløften mellem teori og praksis. Et opgør med fanatisk idealisme og et indlæg for (dansk) rationalitet.

Og i Hesseldahls nye bog, Masada, dukker (resterne af) Blekingegadebanden igen op, nu blot under navnet Amagerbanden og med mordet på en ung bankmand på samvittigheden i stedet for virkelighedens politibetjent.

Oldtidsterrorister

Masada er navnet på den borg, hvor nogle jøder i oldtiden forsvarede sig mod romerne. Ifølge myten erobrede jøderne år 66 e.Kr. Masada, men nogle år senere vendte romerne tilbage og belejrede fæstningen, hvor der opholdt sig omkring 1.000 kvinder, mænd og børn. Da det lykkedes romerne at indtage den, begik de erobrede kollektivt selvmord. Masada blev et symbol på jødisk modstand mod fremmed overherredømme.

Myten kan læses hos den jødiske historiker Josefus, men arkæologiske fund skal angiveligt modsige den. Desuden har forskningen vist, at jøderne på Masada ikke var drevet ud af Jerusalem af romerne, men af deres jødiske medborgere, fordi de var nogle forbandede terrorister, der myrdede og plyndrede omkring sig.

Jøder mod jøder

Også Hesseldahl punkterer myten og lader desuden de nutidige aktører, der påberåber sig Masada, være mindst lige så grumme terrorister som deres forgængere i år 66.

Og også hos ham er det jøder, der bekæmper jøder. Han spiller den alleryderste højrefløj, der er så yderlig, at den ikke anerkender staten Israel, men vil oprette sit eget hellige land i stedet, ud imod den fornuftige og retskafne jøde, Ludmilla Noam, der vel nærmest deler synspunkter med Herbert Pundik.

Ludmilla er forhenværende politibetjent, men har forladt korpset i protest mod PET’s obstruktion af arbejdet med at optrevle Amagerbanden. Og det mere end antydes, at PET, ligesom i virkelighedens verden, prøvede at dække over en plantet agent i Blekingega... undskyld, Amagerbanden.

Også Masada trækker altså på virkelige begivenheder, samtidig med at den koncentrerer energien om modsætninger jøder imellem. Palæstina-spørgsmålet får lov til at forblive marginalt. Der optræder en enkelt palæstinenser, som er offer for kampene mellem israelere og palæstinensere, hvorved han tildeles en rolle, som ikke skal røbes her. Men politisk forbliver han en biperson.

Kynisk-realistisk

Den dominerende politiske problematik udfoldes gennem hovedpersonerne, en rig, gennemtraumatiseret jødisk kvinde, Benedicte, der er mor til sønnen Benjamin, et lille skak- og it-geni, samt en dansk eksdirektør, Rune Dalum, der ligesom Benedicte har penge nok, men i romanens nutid arbejder som rengøringsassistent – angiveligt fordi han ikke kan sove.

De bor som over- og underbo på en dyr Østerbro-adresse, og også Rune Dalum har traumer at slæbe rundt på, men han viser sig – til dels af samme grund – i løbet af handlingen som en handlingens mand. Hans moralske habitus er til gengæld diskutabel, er han en helt, er det en sort helt i et omfang, der ikke ganske retfærdiggøres af omgivelsernes ideologiske udskejelser.

Ikke sådan, at fortælleren forsvarer hans mere dubiøse adfærd, den er snarere tilføjet som kynisk-realistiske træk i en verden, der ikke skal opfattes som ideel.

Omkring disse tre, samt eks-strisser Ludmilla udfolder sig en vidtspændende intrige, der undervejs viser sig at indebære ikke så få livsfarlige og højdramatiske situationer, som ikke alle, der optræder i bogen, kommer fra med livet i behold. Men de gode og de onde optræder i alle strata – og de virkelig onde er virkelig onde!

Jeg læste den i ét stræk på en aften. Hesseldahls bøger bliver stadig mere velkonstruerede, og deres mange usandsynlige sammentræf gør ikke noget! Masada er spændende nok til, at man nødigt lægger den fra sig, før trådene er udredt.

Og det uhyggelige er, at handlingen på det overordnede plan ikke er helt usandsynlig.

Morten Hesseldahl: ’Masada’. Modtryk, 317 sider, 250 kroner.