Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Yves Tumor finder bæstet frem i selv den smukkeste hipster

Tre kunstnere fra toppen af den københavnske undergrund varmede fredag aften op for amerikanske Yves Tumor. Danskerne formåede aldrig rigtigt at overdøve småsnakken, men den musikalske kamæleon Tumor skabte et frirum for dyriske impulser og romantisk angst
Kultur
24. marts 2018

Vægge og loft er beklædt i tåget plast, og betongulvet er råt og udslidt. Umiddelbart ligner spillestedet Mayhem fredag aften en aflukket byggeplads – et sted, du ikke må være. Bag et aflangt bord, hvor der ligger fire Macbooks og nogle elektroniske apparater, kører der en grynet VHS-kvalitetsfilm på en storskærm. »Too late for self-reflection,« står der med gule bogstaver henover lærredet.

Kvinder i dunjakker og mænd i rullekraver og runde briller. Sort er en populær farve, og DJ’en spiller Travis Scott. De unge og de smukke er samlet under udvasket pastellys, der svagt bryder igennem plasttapetet. Det er Knife Magazine, som i samarbejde med filmproduktionsselskabet Lowlife Scum afholder endagsfestival på ydre Østerbro.

Aftenens første indslag er Scandinavian Star, hvis borgerlige navn er Malthe Fischer. Han er kendt fra den københavnske supergruppe Lust for Youth og tidligere Oh No Ono. For tre år siden udgav han et selvbetitlet kassettebånd under Scandinavian Star-navnet, hvor opklippede rytmer, støjfyldte landskaber og klar melodisk stedsans blandede sig i hektiske elektroniske kompositioner. Senest har han udgivet nummeret »Alang« via københavnske Posh Isolation.

Al lyset slukker. Pludselige, vaklende synth-anslag blæser ud gennem anlægget synkront med eksplosioner af blåturkist lys på bagvæggen. Forvredne vokal-samles, der trækker på engelske PC Music-kunstnere som SOPHIE og A.G. Cook, løber løsrevet rundt mellem de digitale spjæt. Scandinavian Stars musik har ingen letafkodelig, huggende puls – det er fragmenterede og komplekse figurer, som har en manisk kvalitet, men samtidig fraholder publikum fra rigtig at danse til musikken. Koncertens klimaks kommer, da Fischer endelig forløser en af sine kringlede strukturer i en stabil, stortrommepuls akkompagneret med hvidt, flimrende lys. Så er aftenen i gang.

Desværre bliver gnisten ikke bibeholdt. Den dansk-iranske sangerinde Soho Rezanejad skal optræde med et nyt værk, Torino, som hun har lavet i samarbejde med Anton Rothstein og Kamil Dosaar. Et multimedieprojekt, hvor musikken fungerer som underlæg til en halvkryptisk kortfilm. Det havde måske været anderledes, hvis man havde oplevet værket i en anden sammenhæng – i en biograf eksempelvis – men efter Scandinavian Stars optræden virker Torino malplaceret.

Soho Rezanejads vokal fylder meget lidt i musikken – det, der var hendes største force på debut-pladen Six Archetypes, er pludselig trukket helt i baggrunden. Det er ærgerligt, særligt når hverken musikken eller filmen er synderligt interessante. Lydsiden er generisk ambientmusik, mens billedsiden er proppet til randen med visuelle klichéer – havet, der langsomt bølger; et nøgent træ mod en grå himmel; en smal måne; et blad, der flyder på en flod.

En mere traditionel koncertopsætning med Rezanejads vokal i fokus havde klart været at foretrække.

Introvert vildskab kontra punk-æstetik

Trioen Khalil er det seneste eksperiment af Nikolaj Vonsild, som nok er bedst kendt fra When Saints Go Machine og duoen Cancer. Det er 80’erne møder fremtiden under digitale vandfald. Elektronikken er våd af rumklang, der er henvisninger til det eksotiske og det mystiske, og sangstrukturerne og arrangementerne er vævende og selvopløselige. Men popmusikken er hele tiden med, takket være Vonsilds gennemdigitaliserede vokal, som skærer igennem regnskovens støjdyb.

Det er en fin balancegang mellem Vonsilds Drakeagtige computervokal og de vildtvoksende atmosfæriske klanglandskaber. Melodierne er ofte retningsløse og forvirrede, hvilket betyder, at det fungerer bedst, når vokalen ligger tilbage i mixet og giver plads til det ret interessante lyddesign.

Desværre skete det modsatte fredag aften. Vonsilds vokal blev trukket så langt frem, at detaljerigdommen i produktionen gik tabt og blot henstod som baggrundmusik. Og i en underlig halvakavet rockkoncert-stemning blev der klappet mellem numrene, hvilket vidner om, at Khalil stadig har til gode at finde en form for deres liveshow, der kan noget andet og mere, end man får på pladen.

Trioen slap godt af sted med hittet »Rest My Head Against a Wall of Water«. Men derudover var der få højdepunkter, selvom Vonsild vedholdende forsøgte at finde ind til en vildskab, der kunne smitte publikum. Det lykkedes bare ikke rigtig.

Men vildskab endte ikke med at blive en mangelvare.

Den kryptiske amerikanske lydkunstner Yves Tumor var ikke til at se, da koncerten gik i gang. Han stod i et bur med vægge af den tågede afdækningsplast, og udover den støjende elektronik, der voksede sig vredere og vredere, kunne man kun se rødt lys gennem plastvæggene.

Tumors seneste udgivelse, pladen Serpent Music fra 2016, var en tæt, vammel suppe af krøllet fremtids-R&B, der kombinerede ikkevestlig melodisk inspiration og urmenneskelig nærhed med digital fremmedgørelse. Et ægteskab mellem det fedtede og det mekaniske.

I fredags var R&B-referencerne bortadopteret. Det var et rent, råt industrielt stormløb. Som støjrytmerne galoperede pressede Yves Tumor sit ansigt op af plastvæggene, rev huller i dem og skreg ind i en mikrofon, der transformerende hans stemme til en dæmonisk, forvrænget skrålen. Idet plastvæggene blev revet helt ned var adrenalinniveauet så højt, at publikum med mægtig voldsomhed farede ind i buret og kastede sig ind i hinanden i bedste punkagtige mosh-stil.

Yves Tumor blev presset op af sin DJ-pult og endte med at måtte stå på bordet og råbe ind i den effekttunge mikrofon over den fremdriftige, dyriske støjmusik. Det eneste nutidige orkester, der kan mønstre den slags fandenivoldske galskab er den amerikanske trio Death Grips. Ingen andre kan blæse dig omkuld på samme måde. Imponerende. 

Den svedige sorte krop hoppede ned fra bordet. Ud i publikum. Men i stedet for at kaste sig ud i konfrontative bevægelser, pustede musikken ud i en lang brummende bastone, mens Yves Tumor stod i tæt, øm omfavnelse med en helt tilfældig koncertgænger, hvor alting mellem mennesker lyste op.

Scandinavian Star, Soho Rezanejad, Khalil og Yves Tumor – Mayhem, Kbh., fredag. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her