Læsetid: 4 min.

Det har aldrig været nemt at være venstreorienteret i Labour

Her er bogen, der kan berede dig på kampen, hvis man vil være bare en smule venstreorienteret i det gamle britiske arbejderparti Labour
Her er bogen, der kan berede dig på kampen, hvis man vil være bare en smule venstreorienteret i det gamle britiske arbejderparti Labour

Simon Dawson

6. april 2018

Alle blev overraskede, da venstrefløjsveteranen Jeremy Corbyn i 2015 vandt formandsvalget i det britiske Labour-parti – også hovedpersonen selv. Og ikke nok med at denne gamle socialist, der i årtier har været en torn i øjet på skiftende partiledelser, vandt: Han gjorde det overlegent og med en bølge af aktivistisk energi og nye medlemmer i ryggen.

Hvor mange andre europæiske socialdemokratier styrtbløder stemmer, mens de bevæger sig stadig mere til højre og krampagtigt holder fast i en neoliberal nedskæringskonsensus, er Labour altså gået i den modsatte retning og har valgt deres rødeste leder i årtier.

Corbyn er populær blandt medlemmerne, men han er konstant blevet bekæmpet indædt af partiets parlamentsgruppe. Efter mindre end et år på posten forsøgte sidstnævnte at vælte ham ved et nyt formandsvalg, blandt andet ved hjælp af mildest talt ufine bureaukratiske finter, såsom eksklusioner af venstreorienterede medlemmer. Men Corbyn vandt blot med en endnu større majoritet.

I A Party with Socialists in It: A History of the Labour Left tilvejebringer fagforenings- og Labouraktivisten Simon Hannah et historisk overblik over, hvad der tidligere er sket, når Labours venstrefløj har forsøgt at bane sig vej til magten. Bogen er eksplicit skrevet til corbynistaerne og udgør en behørig påmindelse om, at man skal være beredt på kamp, hvis man vil være bare en smule venstreorienteret i det gamle britiske arbejderparti.

Ifølge Hannah har Labour altid været præget af en strid mellem en ’transformativ’ tendens, der søgte omfattende ændringer af samfundet, og en ’integrativ’ tendens, hvis mål var at integrere arbejderne i det borgerlige samfund og administrere kapitalismen mere effektivt. Labour var fra begyndelsen tænkt som et bredt parti for hele arbejderbevægelsen og var altså aldrig et decideret socialistisk parti; det var, som Hannah skriver, »et parti født af modsigelser«. 

Simon Hannah: A Party with Socialists in It

Hannah identificerer et mønster i partiets historie: Når det har regeringsmagten, bliver venstrefløjen inddæmmet og udmanøvreret – f.eks. gennem bølger af eksklusioner, antikommunistiske skræmmekampagner og brugen af interne informanter – for at gøre det muligt at føre den borgerlige politik, der skal få partiet til at fremstå ’ansvarligt’.

Med tiden mister partiet så sin popularitet, og dernæst følger en periode i opposition, hvor venstrefløjen styrkes og genvinder noget af den tabte popularitet. Labours venstrefløj er med andre ord ofte endt med at skabe den vælgeropbakning, der gjorde det muligt for partiets højrefløj at indtage regeringskontorerne, nedkæmpe venstrefløjen og føre borgerlig politik.

Således førte den katastrofale nedskæringspolitik, Labour-regeringen i 1929-31 implementerede som en reaktion på den store depression, til et massivt tab af popularitet. Efter at have slikket sårene og genopbygget den aktivistiske base, kom partiet igen til magten efter Anden Verdenskrig, hvor Attlee-regeringen opbyggede en velfærdsstat, der blandt andet omfattede det offentlige sundhedssystem NHS, der stadig er en af de store fjer i Labourhatten.

Men som Hannah forklarer, var Attlee-regeringens socialisme trods op- og udbygningen af velfærdsstaten en temmelig forkølet en af slagsen: Ja, der var omfattende nationaliseringer, men det var stort set kun meget uprofitable sektorer af økonomien, man nationaliserede, og der blev udbetalt enorme kompensationer til de tidligere ejere. Nationalisering betød ikke, at arbejderne fik mere kontrol over deres liv – socialisme blev identificeret med statskontrol, ikke arbejderkontrol.

Tony Blair og New Labour

Labours venstrefløj stod ret stærkt i begyndelsen af 1970’erne, men løb ind i et af de problemer, der har plaget partiet i store dele af dets historie: At parlamentsgruppen har kørt deres eget løb, ofte i modsætning til medlemmerne. Midt i en økonomisk krise kapitulerede Labour-regeringen i 1976 til Den Internationale Valutafond, der krævede nedskæringer til gengæld for lån. Labour tabte magten til Thatcher i 1979 og måtte gennem 18 lange år i opposition, før Tony Blairs New Labour vandt valget i 1997.

New Labour var med Hannahs ord intet andet end »en øvelse i forvaltning [management]. Blairitterne ville forvalte kongresser, forvalte uenighed, forvalte risici, forvalte medierne, alt sammen med et fokus på proceduremæssig konformitet og centralisme«. Blair underlagde sig den globale kapitals suverænitet uden at blinke og forvandlede Labour til en professionel politikvirksomhed: ud med klasseretorik, aktivister og velfærd – ind med kommunikationseksperter, topstyring og neoliberale reformer.

Da Blair kom til magten, havde partiet 405.000 medlemmer; ti år senere var der 176.891 tilbage. Men bedst som man troede, at blairitterne havde taget livet af Labour, kom Corbyn, bakket op af Momentum, der er den seneste af de organisationer, Labours venstrefløj gennem tiden har samlet sig i.

Efter det mislykkede forsøg på at vælte Corbyn i 2016 begyndte Labours højrefløj en smædekampagne, der især rettede sig mod Corbyns mangel på ’lederevner’ – da Theresa May sidste år udskrev valg, var nogle Labour-parlamentarikere sågar parat til at lade hende vinde blot for at slippe af med Corbyn. May beholdt premierministerposten, men valgets egentlige sejrherre var Corbyn, der sikrede Labour den største stemmeandel siden 1966.

Indtil videre er det altså lykkedes for Labours venstrefløj – der vel at mærke hører til på venstrefløjens højrefløj, presset fra venstre af diverse antikapitalistiske bevægelser – at afværge højrefløjens angreb, og med en fordobling af medlemstallet, der nu er oppe på 570.000, samt en stigende popularitet i meningsmålingerne, ser det overraskende lyst ud for corbynistaerne. Den virkelige prøve kommer imidlertid først, hvis det lykkes for Corbyn at vinde det næste valg, der skal afholdes senest i 2022.

Som A Party with Socialists in It viser, vil det kræve massiv mobilisering, resolut kampvilje og strategisk kløgt, hvis det skal lykkes at holde Labours højrefløj og andre reaktionære kræfter i skak.

Simon Hannah: ’A Party with Socialists in It: A History of the Labour Left’, Pluto Press, 288 sider, 13 £

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bernd Åke Henriksen
  • David Zennaro
  • Curt Sørensen
  • Torben K L Jensen
Bernd Åke Henriksen, David Zennaro, Curt Sørensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu