Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Anders Lauge Meldgaard finder stemmer og systemer til de nye tider

Meget få musikskabere er i stand til at iføre sig tynde konceptuelle gevandter og samtidig skabe noget med stor vægt. Den danske lydkunstner Anders Lauge Meldgaard, kendt som Frisk Frugt, er en af dem. Med sit nye konceptuelle album skaber han rørende, nysgerrig musik
Igennem sin karriere har Anders Lauge Meldgaard, der er medstifter af det kollektive pladeselskab Yoyooyoy og sidste sommer var med til at stifte sammenslutningen År & Dag, gang på gang sprængt de vante formater. Her spiller han koncert under navnet Frisk Frugt i Palmehuset, Botanisk Have i København.

Igennem sin karriere har Anders Lauge Meldgaard, der er medstifter af det kollektive pladeselskab Yoyooyoy og sidste sommer var med til at stifte sammenslutningen År & Dag, gang på gang sprængt de vante formater. Her spiller han koncert under navnet Frisk Frugt i Palmehuset, Botanisk Have i København.

Ditte Valente

Kultur
9. april 2018

Anders Lauge Meldgaard har bjælder om benet, og hans hår er uglet. På bordet foran ham står en række instrumenter, der ser ud, som kom de direkte fra et sløjdlokale: Et strengeinstrument udført i lys krydsfiner slås an af en lille hvid propel, som han holder en klokke hen til en gang imellem. Fra en kasse i lyst træ stikker mere end 20 fløjter i naive farver lige op i luften, fikserede som små orgelpiber, så de kun spiller én tone hver. Med et midikeyboard styrer han, hvilke fløjter der skal blæses luft igennem.

Den danske lydkunstner Anders Lauge Meldgaard er noget for sig selv. Men han er altså ikke bare en særlig musikskaber, fordi han er villig til at gribe en stiksav og noget trælim på sin vej imod den rigtige sound. Han er det, fordi han altid formår at skabe musikalske helheder og kommunikere noget meningsfuldt igennem sine sære kunstneriske scenarier. Som i den ovenfor beskrevne optræden fra Grimmuseum i Berlin, der kan findes på Youtube, hvor han i en svær blanding af komposition og improvisation opbygger et lille sejrsoptog af underfundig vellyd.

Igennem sin karriere har Anders Lauge Meldgaard, der er medstifter af det kollektive pladeselskab Yoyooyoy og sidste sommer var med til at starte sammenslutningen År & Dag, gang på gang sprængt de vante formater. Men mest bemærkelsesværdigt er det næsten, at han også har formået at passe sine lydeksperimenter ind i albumform.

I forbindelse med albummet Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite, som han udgav under alter egoet Frisk Frugt, brugte han feltoptagelser fra Mali og Burkina Faso til at lave et kryptisk sammenklippet værk, der fik kloden til at virke mærkeligt sammenhængende. Og med Den Europæiske Spejlbue fandt han, også under navnet Frisk Frugt, ind til kernen af sin egen naivistiske sangstil med skæve viser designet til at dreje folks opmærksomhed imod naturens mindste mirakler.

Væk fra vokalen

På sin nye udgivelse At Synge Verden Ind I En Ny Og Mangefoldet Tid, som han sender ud under sit eget navn, har han fjernet vokalen og fokuserer på forholdet mellem en gruppe selvstændige instrumentale stemmer. Disse stemmer er udført på træblæsere, strygere, klaver og harpe efter et underfundigt, kaotisk koncept, hvor musikerne spiller i otte forskellige tempi, der er blevet aflæst af Arduino-minicomputere.

Der er derfor ikke ét fælles groove, men flere forskellige grooves. Der er ikke én tid, men flere forskellige tider. Stemmerne glider ind og ud af hinandens berøring i et smukt iscenesat virvar. De forholder sig til hinanden, uden at de kan klamre sig til hinanden.

Anders Lauge Meldgaard selv optræder først og fremmest som komponist og spiller kun med på et enkelt nummer, »A4«, hvor han improviserer smukt på en såkaldt ewi – et elektronisk blæseinstrument. Men på hele albummet er hans musikalske aftryk til at tage at føle på.

Man mærker det i den melodiske sensibilitet, der er fuld af håb. Man mærker det i den musikalske formidling: Den måde, tiden strækkes på, føles naturlig. Den måde, hvorpå instrumenterne forskydes i forhold til hinanden, føles meningsfuld. Og så opstår der et helt særligt nærvær i udførelsen, hvilket er et resultat af Anders Lauge Meldgaards konceptuelle genistreg: Ved at opbløde de rytmiske rammer, ved at fjerne de rytmiske støttehjul og gøre det hele elastisk og usikkert, skaber han grundlag for en særlig intens tilstedeværelse i musikken.

Jagten på det førmusikalske

At Synge Verden Ind I En Ny Og Mangefoldet Tid er nysgerrig musik, der hele tiden begynder forfra og forholder sig åbent til, hvad musik er. Hvad musik gør. Værket skaber dermed en illusion om noget formløst og førmusikalsk og tager os med tilbage til en forestillet tid før de store komponister satte musikken i system. Men samtidig føles kompositionerne – med deres klare udtryk – berigede af tanken og intentionen. Man fornemmer hele tiden, at der er mere på spil end den isolerede leg med disciplinen.

Denne indbyggede dobbelthed sender Anders Lauge Meldgaard ud på en svær balancegang. Imellem det konceptuelle og det, der går fra koncepterne. Men han og hans musikanter formår ikke desto mindre at holde balancen igennem de 24 minutter, som albummets ni skæringer strækker sig over.

Meget få musikskabere er i stand til at gøre dette, at afklæde sig selv på denne måde, iføre sig tynde konceptuelle gevandter og så samtidig skabe noget så værdifuldt, som Anders Lauge Meldgaard gør det her. Mange vil stå tilbage iført kejserens nye klæder. Eller ville fremstå naragtige med bjælder om benet. Men ikke Meldgaard. Han finder i stedet stemmer og systemer til de nye tider.

Anders Lauge Meldgaard: ’At Synge Verden Ind I En Ny Og Mangefoldet Tid’ (År & Dag)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her