Læsetid: 2 min.

Anne-Louise Bosmans digte dirrer med en lavmælt intensitet, som stemningen i hele Bruxelles

Stemningen i ’Bruxelles’ er uden illusioner, men også uden forbehold. Det er en digtsamling, man godt kunne overse, men det ville være en skam
13. april 2018

Hvornår er man egentlig fremmed, og hvem føler sig hjemme hvor? De spørgsmål rumsterer i Anne-Louise Bosmans’ lavmælte, konstaterende digtsamling Bruxelles, hendes første i ti år. Bruxelles fortæller så om de ti år i Bosmans’ liv uden egentlig at være bekendende. Digtene fortæller, at hun i Bruxelles mødte H, oprindeligt fra Algeriet, og blev gift med ham, at de får et barn sammen og langsomt lader et hjem gro op om sig midt i en fremmed by.

De fortæller om en stadig skam, en følelse af at stå udenfor, der ikke altid har en bestemt årsag, men mere føles som en atmosfære. De fortæller om, hvordan Bosmans passer sin moster i Bruxelles, mens hun dør af kræft. Og i sidste tredjedel fortæller de om at bo i en by, der rammes af terror, om at bo i et kvarter, hvor terrorister holder til. Det er svært at finde den rette indstilling, når terror for nogen er en gammel bekendt, for andre mest en anledning til at råbe op. 

Sådan her lyder det i et af digtene:

»Min svigerinde kommer hjem fra arbejde.
Politiet har anholdt nogen tæt på, hvor hun bor.
Svigerfamilien griner.
De har allerede oplevet en uafhængighedskrig og levet i årevis med terror.
129 døde i Paris er ingenting i forhold til så meget andet, siger H.
129 er dog noget for nogen, svarer jeg igen.
I et debatprogram ringer en kvinde ind, som bor i Nice.
Hun kender nogen i Paris, for hvem intet er hændt, men hun føler,
det er hendes ret at udtrykke sine følelser offentligt.« 

På en måde stiller Bruxelles spørgsmålstegn ved den ret. Dens digte viser i al fald, at det kan være stærkere at dæmpe sine udbrud, at skrive dirrende og præcist og med følelserne i kort snor. Bruxelles vil hellere bruge sproget til at registrere verden og dens stemninger så enkelt som muligt, sige det man kan være sikker på, og det især når verden er forvirrende, når den filtrer nærmest uforenelige ting sammen.

Så er den forfærdelig og smuk side om side. Så viser det trygge og det fremmede sig at stå ret op og ned af hinanden. Så siver verdenshistorien ind i hverdagen. Men undervejs er der også digte som denne smukke og resignerede tekst om at være mor:

»Hun låner mig sin blyant, så jeg kan skrive når hun sover.
Lyden af blyanten på papiret og hendes åndedræt.
Det kommer til at hænge sammen.
Jeg har født et barn, der ikke er udødeligt.
Barnevognen lignede en ligkiste.
Jeg skammede mig over at give livet og døden samtidig.
Jo mere jeg er her nu, jo mere vil jeg altid være der.«

Det er syv konstateringer, ikke mere, og alligevel dirrer de på siden med en lavmælt intensitet. Det er et digt uden illusioner, men også uden forbehold. Men sådan er stemningen i hele Bruxelles. Det er en digtsamling, man godt kunne overse, men det ville være en skam.

Anne-Louise Bosmans: ’Bruxelles’. Antipyrine. 56 sider, 160 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu