Læsetid: 5 min.

Bachs orkestersuiter sprudlede af energi og idérigdom med Concerto Copenhagen

Det danske barokorkester har længe været allieret med den italienske stjerneoboist Alfredo Bernardini. De har været på danmarksturné med Bachs fænomenale orkestersuiter, og turen kom tirsdag i sidste uge til København, hvor man måtte fryde sig over den mangfoldighed af udtryk, der kan lokkes ud af noderne
25. april 2018

Der var en duft af et svunden sanseligt europæisk åndsliv i Garnisons Kirke, da Johann Sebastian Bachs fire orkestersuiter blev fremført af musikerne i Concerto Copenhagen på deres historiske instrumenter. Disse suiter er en guddommelig melange af tysk og fransk musikkultur, først og fremmest må man kalde dem franske med de forskelligartede karakterdanse – menuet, bourrée, rondeau, courante, passepied, gavotte og så videre. Mens det tyske fingeraftryk høres i de sindrige bearbejdelser af dansene og ikke mindst i den kontrapunktiske udlægning af ouverturen, som hver suite indleder med.

Her gælder det som så mange andre steder, at tysk musik står for dybden, og fransk musik for pragten. Bach var en genial fusionsmester, og det faktum demonstrerede koncertforløbet på overbevisende måde.

Hvad var nu et orkester på Bachs tid? Det kunne variere voldsomt, men normalt en snes musikere, og Concerto Copenhagen var forleden nede på et minimum af 15 for at kunne besætte de fire suiter, der har forskellige størrelser. Det gennemgående korpus er strygere og cembalo, en på hver stemme, og der støder så fløjte, oboer, trompeter og pauker til i diverse kombinationer. Ledelsen var lagt på skuldrene af Alfredo Bernardini, medspillende oboist og orkestrets 1. gæstedirigent.

Det var hans energi og iderigdom, der forplantede sig til de andre, men i grunden var der tale om at spille kammermusik, hvor hver musiker tager ansvar for at tilpasse sig helheden. Og det var en stående koncert, sådan som man gjorde i baroktiden, og det gav dem friheden til at bevæge sig sammen med musikkens svingninger, så man på den måde ikke fornemmede noget skel i forhold til, hvad der plejer at foregå i Jazzhouse eller Vega.

Gestiske menuetter

De tog ikke dem i nummerorden. De festlige D-dur-suiter (nr. fire og tre) med tre naturtrompeter stod som koncertens indgang og udgang, omkransende nr. to i h-mol og nr. ét i C-dur. Det gav en helt rigtig fordeling af klangvariation og styrkeforhold.

Der var fra begyndelsen og hele vejen en stærk samhørighed i orkestrets behandling af rytmer og fraser, som i celebreringen af ouverturens pompøse indledning i nr. fire, og senere – da tempoet blev sat op i fugadelen – blæsere over for strygere i en vidunderligt pulserende konversation med knap tid nok til at trække vejret. Bach kan være som en bæk, der bugter sig, breder sig, indskrænker sig, løber og løber uden rast – og sådan var det her.

Hvilken mangfoldighed hørte man dog også i dansenes karakterer. Den høviske gavotte og de roligt gestiske menuetter, som fik en skøn melodisk udvikling med udsmykninger på Bernardinis obo. Dirigenten Nikolaus Harnoncourt har, i parentes bemærket, engang fortalt mig i et interview, at menuetten var en hurtig dans på Ludvig 14.s tid.

Solkongen var Versailles’ førende menuetdanser, men jo federe han blev af at spise og drikke, desto langsommere blev den kongeligt autorisererede menuet, og det var altså i denne ende af skalaen, vi befinder os i Bachs suiter et par årtier efter Ludvigs død.

Til gengæld var bourréerne ekstra sprælske hos Bernardini, for så vidt i alle fire suiter. Nogle steder gik det så meget over stok og sten, at den rytmiske tydelighed var i fare. En knivspids mere roligt tempo ville have gavnet, for der må vel også gælde visse fartbegrænsninger i musikken. Den samme hæsblæsende kådhed indtog også førersædet i den sidste sats i nr. fire, glædesdansen kaldet Réjouissance, som tilmed blev givet som ekstranummer.

Molières komedianter

Oboerne og trompeterne forsvandt, og en traversfløjte af træ gjorde sin entre i nr. to, spillet af en sand kunstner, engelske Katy Bircher. Denne molsuite var nok aftenens største oplevelse. Birchers lyd var blød og luftig som en menneskelig stemme, hendes vejrtrækningsteknik aldeles overlegen og sikke en legende musikalitet, der kom for dagen.

Hun havde nogle pragtfulde udvekslinger med bandet, hvor især cello og kontrabas viste imponerende fingernemhed i undergrunden. Man hørte derefter Birchers fløjte og koncertmester Fredrik Froms violin føre sarabandens melodi frem i en henførende symbiose, og en tilsvarende sommerfugledans iscenesatte hun i den anden bourrée, nænsomt støttet – doucement står der – af strygernes finmaskede akkompagnement.

Polonæsen forekommer kun denne ene gang i suiterne. Igen var det som at se en maskerade for sig, en flok komedianter fra et af Molières tidlige stykker, med pyntede gevandter og malede ansigter, og hvor er det godt gjort at fremmane sådanne billeder.

Doublen eller polonæsens anden del er en svimlende linedans for fløjten, en ekskursion ud i varianter og associationer, med bassens haltende skridtgang som eneste sikkerhedsnet. Og slutfyrværkeriet, det berømte Badinerie, som betyder fjas eller pjank, blev skudt af i fnuglette kaskader. Det var en fantastisk fløjtenist.

Overflødig dirigent

Efter pausen kom suite nr. ét, stadig var gejsten stor, men der indsneg sig desværre en manglende koncentration hos oboerne i den noget overkørte bourrée. Det er altså krævende koncertmusik, disse suiter. Det er umuligt at køre på autopilot, i frase for frase kræves der fuldt fokus på detaljen, når man spiller på de gamle instrumenter, og det kan være, at træthed var årsagen.

Det var overraskende, at Bernardini uden obo stod frem foran orkestret for at dirigere den afsluttende suite, nr. tre. For indtil da havde en dirigent været overflødig, musikerne beviste til fulde, at de kunne selv. Det blev heller ikke bedre med dirigenten. Man mærkede faktisk et lille fald i intensiteten, og det måtte vel skyldes, at musikerne nu skulle indstille sig på en mild form for eksercits.

Mange på kirkebænkene havde sikkert siddet og ventet på den mageløse Air for strygerne, som kom til at lyde noget anderledes, end man plejer at høre den. En ting er den vibratoløse klang, men den solistiske besætning betød også, at melodien fremført alene af Fredrik From blev sat i skyggen af de andre, særligt de dybe strygere.

Cembalisten havde desuden travlt med at fylde takterne ud med brudte akkorder, og det hjalp hverken på balance eller gennemsigtighed. Det skulle dirigenten jo have korrigeret, men han ønskede måske, at det netop skulle være sådan. Jeg ville have skippet enten celloen eller kontrabassen og ordineret pause til cembaloet, så havde Fredrik From haft en chance for at blive bedre hørt med sit altid kompetente violinspil.

Johann Sebastian Bach: Fire orkestersuiter. Concerto Copenhagen med oboisten Alfredo Bernardini. Garnisons Kirke 17. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu