Læsetid: 4 min.

Beyoncé begik en afroamerikansk megabegivenhed

Hvis ikke verden var vågnet og havde fattet den amerikanske superstjernes kraft, så ringede vækkeuret med umisforståelig styrke under den youtubetransmitterede koncert fra den toneangivende Coachella-festival
Hvis ikke verden var vågnet og havde fattet den amerikanske superstjernes kraft, så ringede vækkeuret med umisforståelig styrke under den youtubetransmitterede koncert fra den toneangivende Coachella-festival

Luis Sinco

17. april 2018

»Jeg har lige set det bedste show, der nogensinde vil blive opført,« tweetede Chance The Rapper.

»Min dronning på livstid . Altid . Og for evigt . Du får mig til stadighed til at føle mig så stolt over at være en sort kvinde & kunster,« skrev Janelle Monáe på Twitter.

Jo, tak, Beyoncés show i weekenden på Coachella Valley Music and Arts Festival i Californien har fået musikverdenen, populærkulturen og bemærkelsesværdige kunstnere som ovenstående til at slå flikflak af benovelse.

I lørdags blev Beyoncé den første sorte kvinde blandt hovednavnene på den toneangivende festival, hvor man kan overpræstere, så det giver genlyd verden over. Det skete for Daft Punk i 2006 og for Prince i 2008. Men i endnu højere grad i lørdags for Beyoncé, hvilket har fået folk til at omdøbe festivalen Beychella.

Over en 105 minutter lang koncert, der blev livetransmitteret på YouTube, havde hun søsteren Solange og gemalen Jay-Z på besøg, og hun fandt også tid til at blive genforenet med sin gamle trio Destiny’s Child, der ellers blev opløst for 12 år siden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Endelig en anmelder der forstår antallet af "hvide" contra "sorte" er af største betydning for musiske kvalitetsvurdering. Besynderlig brølt.

Torben Lindegaard

@Ralf Christensen

Jeg løb selvfølgelig hen og fik gang i YouTube lige efter jeg læste anmeldelsen.

YouTube viser showet i småbidder, og de småbidder jeg har set, viser Beyoncé og de 100 dansere i en ret bastant dans - en stampende koreografi, som du skriver.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl, at hvis Beyoncé havde ønsket et andet udtryk, så havde hun fået det frem - og under alle omstændigheder er det stærk tobak at se Beyoncé plus en snes kvindlige dansere for fuld udblæsning i en bastant Twerk !!

Men det ville godt nok kræve sin mand at skulle vove et fremstød over en af disse twerkende kvinder - og det er måske netop budskabet ??

Bjørn Pedersen

Ligeså tåbeligt som amerikansk "white pride" er amerikansk "black pride", naturligvis.. Og ligeså hyklerisk er en amerikansk hvid progressiv eller ethnisk dansk kulturradikal hyldest til den ene form for race-syge frem for den anden. Og så er det naturligvis flovt med den grad af underdanighed medier herhjemme har overfor entertainere i det hele taget. De er musikanter. Hold da for pokker op med at gøre musikanter til mere end de er, bare fordi de tjener flere penge og/eller er mere berømte end jer selv. Nyd deres musik, deres kunst. "Celebrity"-kultur, derimod, gavner kun din egen underdanighed og fører kun til Præsident Trump'ere - til idiotiske samfunde, der febrilsk søger efter "succesfulde", rige, og berømte menneskeguder de kan tilbede. Kvalmende amerikansering. Skid hul i Beyonce og hendes race stolthed og skid hul i alle dem der hylder den syge racekultur fra USA.

Peter Knap, Jørn Andersen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Jeg lever sgu ikke i Beyonces verden, Ralf Christensen. Det gør du heller ikke, hvilket du sikker vil opdage, hvis blot du kunne få armene en smule ned.

Kulturel kapital er en virkelig ting - som blandt andre Pierre Bourdieu har belært os om. Som kulturskribent er du vekselerer i dét system, hvilket selvsagt fordrer en vis form for ydmyghed og tilstræbt objektivitet - ellers veksles der til tvivlsomme penge, som kun er kurante i udvalgte kredse...

Det er bemærkelsesværdigt, at du i din - tilbedende? - beskrivelse af Beyonce's seneste mediestunt slet ikke berører musikken? Dens kvalitet, dens vedkommenhed? Tydeligvis anmelder du en 'kulturevent', og man kan vel næsten tilgives for at sidde tilbage med den oplevelse, at du tilnærmelsesvis tilskriver den samme betydning som Rosa Parks insisteren på en plads foran i bussen?

Men er det i virkeligheden, hvad der foregår? Er dette 'real cultural change' eller blot endnu et eksempel på kapitalismens fantastiske evne til at suge virkelig kapital ud af alle involverede?

For mig - en kridhvid, dansk fattigrøv - som gennem indoptagelsen af alt for store doser af afroamerikansk hip hop, rap, soul, funk, og ikke mindst jazz gennem årene - har udviklet en særdeles stor sympati for det sorte amerikas befolning og dets trængsler, er denne faldenpåhalen over et super-materialistisk, super-poppet og dermed super-kapitalistisk masseprodukt intet mindre end kvalmende.

Hvorfor tildeles Kendrick Lamar pludselig en Pulitzer? Måske fordi der endelig her er en 'nigger', som lyder som forvalterne af den kulturelle kapital så længe har drømt om?

Illmatic får sgu aldrig en pulitzer - for nu bare at tage et enkelt eksempel..Jeg gætter på at dén plade ikke er jazzet nok, ikke musical nok, og ikke mindst ikke intersektionel nok til forvalterne af den kulturelle kapital - alle de der åh så frustrerende 'whiggas'?

Jørn Andersen, Sören Tolsgaard, Bjørn Pedersen og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

"We are living in a dark age of musical pollution. You put the radio on, and five minutes after you need an aspirin" (Vangelis)

Den amerikanske mediemaskine er gået i selvsving: Hvor og når som helst trænger dens hårdt pumpede rytmer ind i øregangen og mellemgulvet. Beyoncé, Cardi B. eller heavy metal fra Sibirien - danske anmelderes yndlinge er alle med på vognen.

Findes der overhovedet andet? Jo, om end fraværende i de danske medier trives en europæisk musiktradition, inspireret af nyt og gammelt fra alle verdenshjørner, mere sjælfuld med små midler end de allerstørste amerikanske shows.

Muligvis skal man være lidt op i årene for at sanse det, men en intim forårskoncert med Melina Aslanidou tænder for mig - om end jeg ikke forstår et ord - mere olympisk ild end dusinvis af mekaniske twerkere.

https://www.youtube.com/watch?v=s3G_3Lguzlo