Læsetid: 6 min.

Christian Axboe Nielsen har skrevet et hovedværk om Jugoslaviens opløsning

Den hidtil grundigste danske fremstilling af den jugoslaviske krig imponerer med både overblik og detaljerigdom
En ældre kvinde besøger mindelunden Potocari ved Srebrenica, hvor mere end 8.000 mænd og drenge blev slået ihjel.

En ældre kvinde besøger mindelunden Potocari ved Srebrenica, hvor mere end 8.000 mænd og drenge blev slået ihjel.

DIMITAR DILKOFF

6. april 2018

Denne bog er simpelthen den bedste bog om den jugoslaviske opløsningskrig, jeg har læst. Der kan siges mere om Jugoslaviens grundlæggelse på ruinerne af det østrig-ungarske kejserrige i 1918, end forfatteren gør, men det er ikke det, der er hans ærinde. Formålet er en grundig redegørelse for krigens årsager og forløb, og det opfyldes i imponerende grad.

Der er intet som retssager, der kan kaste lys over et kompliceret historisk problem. Alle sider bliver i princippet hørt, professionelle sagførere sørger for, at intet bliver overset, vidneudsagn nedfældes, dokumenter fremlægges. Bevaret for eftertiden udgør de en guldgrube for forskningen. Det gjaldt Nürnberg-processerne efter Anden Verdenskrig, og det gælder slutspillet efter den blodige krig, der efter 1991 opløste det land, der var kendt som Jugoslavien.

Historikeren Christian Axboe Nielsen har som en af vore største Balkankendere i mange år arbejdet ved FN’s Internationale Straffedomstol for det tidligere Jugoslavien, som afsluttede sit arbejde for få måneder siden, akkompagneret af et selvmord for åbent tæppe. I sin grundige fremstilling af Jugoslaviens opløsning og borgerkrig kan han trække på det uhyre omfattende materiale fra processerne mod de mange krigsforbrydere. Alene i sagen mod Slobodan Milosevic blev der fremlagt 1,2 millioner siders bevismateriale samt utallige lyd- og billedoptagelser.

Under krigen i Jugoslavien blev begrebet »etnisk udrensning« indført i de europæiske sprog, efter at fænomenet havde været fraværende i 45 år, og mens omverdenen så til i rædsel, begik serbiske, kroatiske og bosnisk-muslimske paramilitære styrker det ene overgreb efter det andet på hinandens civilbefolkninger. 

Pressebillederne af udsultede fanger i Omarska-lejren, serbiske militsers årelange belejring og bombardement af Sarajevo og senere massakre i Srebrenica på mere end 8.000 mænd og drenge mens FN-tropper så magtesløst til, er bare de kendteste eksempler. Denne bog bringer mange, mange flere. Der svælges ikke i detaljer; de lange nøgterne redegørelser for hændelserne taler deres eget effektive sprog, så man ikke er i tvivl om forbrydelsernes omfang; særlig øjenvidneberetningerne fra Srebrenica-massakren er hjerteskærende.

Denne anmelder kan efter et længere ophold i en kroatisk flygtningelejr bekræfte krigens ødelæggende virkning på mennesker. I den lejr var der ikke en sjæl, der troede på våbenhvilen i oktober 1995, forløberen for Dayton-aftalen, der blev underskrevet den følgende måned og gjorde en ende på krigen, efter at NATO havde bombarderet bosnisk-serbiske militære mål og tvunget serberne til forhandlingsbordet.

Som Christian Axboe Nielsen rigtigt gør opmærksom på, var der intet uafvendeligt i Jugoslaviens sammenbrud. Krigen kunne, som alle andre, være undgået. Sovjetunionen blev opløst i 1991, uden at mange skud blev affyret; Tjekkoslovakiet kunne deles i 1992 på fredelig vis. Det multietniske østrig-ungarske kejserriges opløsning i 1918 var ikke ledsaget af blodige opgør om grænsedragninger.

Men i Jugoslavien var der ingen vilje til forsoning blandt dem, der havde kunnet standse konflikten. Jugoslavien havde ingen dominerende etnisk gruppe, der kunne holde sammen på det hele. I Jugoslavien var alle folkeslag i mindretal og blev derfor hurtigt optaget af at beskytte sig selv mod de andre, da centralstyret smuldrede. Det såkaldte sikkerhedsdilemma – selvforsvarets slå-først-princip – satte voldsspiralen i gang og gjorde ideologier overflødige.

Det var paradoksalt nok Titos socialistiske diktatur selv, der havde skabt forudsætningerne for opløsningen. Med en nationalitetspolitik, der søgte at balancere mellem en stærk forbundsstat og selvbevidste etniske grupper anerkendte man både den makedonske og den (bosnisk) muslimske nation, ligesom man gradvist slækkede på det centrale styre, efterhånden som forbundsregeringen i Beograd tilsyneladende mente, at Titos samlende skikkelse og det socialistiske samfundssystem havde overflødiggjort nationalismen. Men dér tog man fejl.

Decentralisering og den faktiske afskaffelse af centralstyret med forfatningen af 1974 pustede for alvor liv i delstaternes selvstændighedsbevægelser og anses af mange for at være en afgørende faktor i statens endelige opløsning efter 1990. Forfatningen gjorde også den aldrende folkehelt Josip Broz Tito til præsident på livstid, og efter Titos død i 1980 gik præsidentposten på skift mellem repræsentanter for de seks delstater for et år ad gangen.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at præsidentposten havde ringe betydning, når dens indehaver ikke besad Titos karisma og samlende personlige symbol. Tværtimod fik de skiftende præsidenter snart travlt med at pleje egne, lokalpatriotiske interesser, og de stod ikke på bar bund. Af de 23,2 millioner jugoslaver, der blev registreret ved folketællingen i 1991 erklærede kun 5,4 procent sig som jugoslaver. Alle andre mente først og fremmest at være slovenere, kroatere, serbere, montenegrinere, muslimer i Bosnien, makedonere, albanere i Kosovo, ungarere i Vojvodina osv.

Da forbundsstaten samme år for alvor begyndte at smuldre, da Slovenien og Kroatien den 25. juni erklærede sig uafhængige og vandt international anerkendelse, var det med andre ord kulminationen på en proces, der havde stået på længe.

Man havde således at gøre med en sprængfarlig cocktail af statslig decentralisering, overdreven førerdyrkelse, spirende nationalisme, personlige magtambitioner og så selvfølgelig den manglende demokratiske komponent i den politiske kultur, som havde kunnet afbalancere de forskellige interesser. Alt sammen bidrog det til at nære nationalismens centrifugale kræfter, som endte med at splitte landet.

Hvad der til sidst antændte krudttønden var lokale magthavere, der udnyttede situationen til at ophidse befolkningen til had, »præventive angreb« og straffeekspeditioner. Det skete ved systematisk udspredelse af rygter og fake news, tilsvining af modstanderne og grænseløs lovprisning af deres eget folks kvaliteter og glorværdige historie.

Det serbiske mindretal i Kroatien dannede sin Republika Srpska med Radovan Karadzic i spidsen som forsvar mod påstået kroatisk undertrykkelse og i forbund med Milosovics Serbien, som igen støttedes af Moskva. Franjo Tudmans kroatiske regering på sin side havde tidligt vundet international anerkendelse af bl.a. Tyskland og mente, man forsvarede sig mod serbisk ekspansion. I Bosnien blev muslimerne fanget i midten og forsøgte at undgå at blive delt mellem Kroatien og Serbien, mens andre mente, de udnyttede situationen til at vinde land for islam.

En vigtig del af retorikken fra de stridende parter bestod i udnyttelsen af nationale stereotyper, og her er der en direkte lære at drage. Som Christian Axboe Nielsen indledningsvis gør opmærksom på, er det dybt problematisk at benytte nationale etiketter som kollektivbegreber. Når vi siger »serberne«, »kroaterne«, »skotterne«, »samerne«, »muslimerne« osv. reducerer vi individer til repræsentanter for en bestemt etnisk gruppe; en forsimpling, der typisk har medvirket til at skærpe konflikter – og også har været brugt bevidst med netop den hensigt, ikke mindst under optakten til den jugoslaviske krig.

Her er præcision afgørende: Det var ikke »slovenerne«, der mente sådan og sådan; det var f.eks. den slovenske regering eller en bestemt gruppe slovenske intellektuelle. Det er ikke nemt at gennemføre konsekvent, og Christian Axboe Nielsen slipper ikke helt fra selv at falde i. Men det er småting. Alt i alt sidder man som læser tilbage med en god fornemmelse. Her bliver man godt og grundigt oplyst, og bogen er befriende fri for moralske domme. Her taler begivenhederne for sig selv.

Vi føres også kompetent gennem efternølerkrigen om Kosovo i 1998-99 og det retlige efterspil ved krigsforbrydertribunalet i Haag. En omfattende litteraturliste afslutter på fornem vis dette hovedværk på dansk om Jugoslaviens opløsning.

Det er aldrig for sent at drage lære af den tragiske begivenhed. Under den syriske borgerkrig, som nu raser på ottende år og har resulteret i millioner af døde og fordrevne civile, er det værd at huske på, at det kun var den konsekvente indgriben fra det internationale samfunds side, der fik standset krigen i Jugoslavien.

Måske er det også værd at huske, at Danmark for ikke så længe siden viste sig i stand til at modtage 20.000 jugoslaviske flygtninge og integrere de fleste af dem uden at gøre et stort nummer ud af dét. I dag er modtagelsen af nogle få hundrede syriske flygtninge åbenbart et fuldstændig uoverstigeligt problem.

Bogen er desværre fattig på kort, og oversigtskortet s. 23-24 er ubrugeligt på grund af opslaget. Ærgerligt i en bog, hvor geopolitik er omdrejningspunktet. Men så er det jo bare frem med det gamle atlas, og så ellers i gang med den hidtil bedste bog på dansk om Jugoslaviens opløsning.

Christian Axboe Nielsen: ’Vi troede ikke, det kunne ske her. Jugoslaviens sammenbrud 1991-1999’. Kristeligt Dagblads Forlag, 416 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Katrine Damm
David Zennaro og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Joachim Lund

Skrivefejl:
"Det serbiske mindretal i Kroatien dannede sin Republika Srpska med Radovan Karadzic ...."
Kroatien skal ombyttes med Bosnien&Herzegovina.

Det lyder bestemt som en spændende og læseværdig bog.

Men .... det er godt nok et dystert emne, som for mig fjernede den sidste tro på FN's muligheder i skarpe situationer. FN gør kun ondt værre ved at opstille forhåbninger, som organisationen ikke har en jordisk chance for at kunne leve op til.

Torben Bror Larsen

Fantastisk god anmeldelse. Får nok aldrig læst selve bogen, men føler jeg er blevet klogere på både Balkankrigen og mere generelt hvad mennesker kan finde på at gøre eller vælge at undlade at gøre ved hinanden, bare ved at læse denne anmeldelse.