Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Man dør, hvis man larmer i gyseren ’A Quiet Place’

’A Quiet Place’ er som en moderne gyserudgave af ’Det lille hus på prærien’, nu uden naboer, men med ekstremt lydfølsomme, blodtørstige monstre, der kommer farende ved den mindste lyd
Kultur
6. april 2018

Ingen har sagt, det skulle være nemt at have en familie at passe på. For familien i John Krasinskis gyser A Quiet Place er det ikke bare svært at beskytte sig selv og hinanden mod omverdenens farer, det er tæt på umuligt, fordi planeten pludselig er befolket af store, blinde monstre med exceptionel hørelse. Ved den mindste lyd, der stikker ud fra det øvrige lydbillede, kommer de farende og slår en ihjel.

Filmens simple præmis kan virke latterlig på skrift, men på det store lærred – og ikke mindst lydsystem – i biografen, er A Quiet Place en stabilt uhyggelig, underholdende gyser båret af en enkel og gennemført idé.    

Praktiske gøremål og kronisk livsfare

Forældrene Lee (John Krasinski) og Evelyn (Emily Blunt) bor med deres datter, Regan (Millicent Simmonds), og søn, Marcus (Noah Jupe), på en forladt gård i Midtvesten, omgivet af frodige majsmarker og dyb, susende skov. Verden, som vi kender den, er et overstået kapitel, og alle må klare sig selv. Sådan har det været i lidt over et år, og nede i kælderen har Lee indrettet en radiocentral, hvor han dag efter dag prøver at komme i kontakt med andre. Uden held.

De lever af det, de kan fange og plukke, og kommunikerer med hinanden på tegnsprog, som de på forhånd mestrede, fordi Regan er døv (ligesom skuespilleren Millicent Simmonds er det). Hverdagen er fuld af praktiske gøremål, kreative løsninger, alarmsystemer og sikkerhedsprocedurer. Det er som en moderne udgave af Det lille hus på prærien, minus naboer og nogen form for civilisation, plus monstre og kronisk livsfare.

Tankeeksperimentet – hvordan man kan leve uden en lyd – er i sig selv sanseskærpende, fordi et utal af støjkilder åbenbarer sig, når man begynder at tænke simple dagligdags gøremål igennem.

A Quiet Place er fantasifuld i sin udpegning af potentielle støjkilder og generøs med skrækscenarierne. Gulvbrædder kan knirke, og visne blade kan knase – derfor er de sikre steder på trappen markeret og stierne dækket af sand. Et søm stikker op af et trappetrin og udgør ikke bare en risiko for smerte og stivkrampe, men også for den visse død, hvis man kommer til at skrige. Den absolut største trussel mod familiens sikkerhed er det barn, Lee og Evelyn venter sig – og glæder sig til.

Når kameraet fokuserer på Regan, erstattes lyden susende træer og bare, forsigtige fødder på skovbund af en rungende brummen. Det er det mest påfaldende eksempel på den rolle, lyddesignet spiller i fortællingen, og den fungerer godt. Store, pludselige drøn er udeladt til fordel for almindelige, men ikke desto mindre foruroligende lyde.

Man spidser automatisk ørerne for at skelne mellem de lyde, der bliver overdøvet af det øvrige lydbillede, og de lyde, der stikker ud og derfor er livsfarlige. 

Monstrene er halvt kæmpeedderkopper, halvt aber og 100 procent klamme, men de er ikke filmens største kilde til skræk og rædsel. Det er de lyde, familiens medlemmer uundgåeligt frembringer.          

’A Quiet Place’. Manuskript: Bryan Woods m.fl. Instruktion: John Krasinski. Amerikansk. Vises i biografer over hele landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her