Læsetid: 2 min.

Eels svæver mod skønheden – og forbi

Multiinstrumentalisten E og hans band demonstrerer på deres tolvte studiealbum, hvordan man via alternativ rock kan puste liv i håbet, når verden har brændt en af
E fra Eels

E fra Eels

Gus Black

6. april 2018

Jeg ved ikke, hvor den stammer fra, men den fremhæves ofte i forbindelse med skabende kunstnere. Ideen om, at det sublime værk er skabt på et bjerg af smerte. For når du én gang har stirret ned i helvedes ild, må dit syn være skærpet, så du sanser verden anderledes og kan sætte skønheden i relief.

Hvis det er tilfældet, har den californiske indiemusiker E med det borgerlige navn Mark Oliver Everett de bedste forudsætninger for at skabe et mesterværk. Hans 54-årige liv har indtil videre budt ham en kræftsyg mor, faderens tidlige død og en skizofren søsters selvmord. Begivenheder, han i slutningen af 1990’erne bearbejdede musikalsk, bl.a. på albummet Electro-Shock Blues.

Siden han i 1996 sang: »Life is hard / And so am I,« har E skiftet alle bandmedlemmer ud og overvejet at droppe musikken helt. Men efter fire års pause udgiver Eels nu deres tolvte studiealbum, The Deconstruction.

Det handler ikke længere om at overleve, men om at leve, og som en anden Fugl Fønix svæver bandet afsted. Der trampes hårdt i både stortromme og distortionpedaler, og på »Today Is The Day« tager den elektriske guitar gadedrengehop, mens Everett med sin kronisk hæse stemme skråler om at begynde på en frisk.

Nødt til at bryde alting ned

På de mere stille numre skortes der hverken på inderlighed eller strygere. Men til trods for spredte håndklap og fuglekvidder er det, som om bandet halvvejs gennem de 15 numre taber pusten. Der ophober sig en klump af klaverbårne ballader, der har det til fælles, at de er alt for forudsigelige.

I »There I Said It« siger E til sin elskede, at han elsker hende, og sangen fortsætter med genkendelige rim a la »A pure heart needs protection / Sweet love and affection«. Og som om klicheerne ikke var søvndyssende nok, afrundes kavalkaden med en vuggevise, der – som vuggeviser er flest – bedyrer, at det er sengetid, så nu skal lille Archie sove. Godnat!

Eels’ ambition på The Deconstruction er at besynge optimismen og opfordre til at nedbryde den overflod af mismod, brutalitet og sorg, der er i verden. En verden, der ifølge E er fucked, fordi vi mennesker ikke kan finde ud af at passe ordentlig på den. E skriver på bandets hjemmeside, at der er tidspunkter, hvor man bliver nødt til at bryde alting ned for at finde ind til noget smukt.

Tilsvarende er der også tidspunkter, hvor man bliver nødt til at skære det overflødige fra, for at skønheden kommer til sin ret. Det har bandet glemt i forbifarten.

Eels. ’The Deconstruction’ (EWorks/PIAS).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu