Læsetid: 8 min.

Engang var kunsten og den politiske debat langt tættere forbundne

Lasse Horne Kjældgaard vil i ’Meningen med velfærdsstaten’ vise, at debatten om velfærdsstaten er en vigtig ramme for at forstå periodens litterære værker
For Villy Sørensen var velfærdsstatens sociale programmer kun et middel. Det egentlige mål var at skabe et samfund, der gav rum til den enkeltes eksistens, til udfoldelsen af den frie personlighed.

For Villy Sørensen var velfærdsstatens sociale programmer kun et middel. Det egentlige mål var at skabe et samfund, der gav rum til den enkeltes eksistens, til udfoldelsen af den frie personlighed.

Per Pejstrup

20. april 2018

Hvordan talte man egentlig om velfærden, dér i 1950’erne og 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, i det vi i dag forstår som velfærdsstatens guldalder? Dengang folkepensionen og det offentlige sygevæsen fik sin nuværende form, skolerne ændrede karakter og uddannelsessystemet fik vokseværk – sammen med den øvrige offentlige sektor.

Dengang forstæderne og parcelhusene og siden hen betonbyggeriet voksede frem, dengang omgangsformerne blev afslappede, imens den materielle overflod, ungdommen og popkulturen begyndte at røre på sig. Dengang gode tider blev bedre, som det hed i Socialdemokratiets berømte valgslogan fra i 1960.

Man talte ikke om velfærden, som man gør i dag, svarer Lasse Horne Kjældgaard, professor i dansk litteratur på RUC. Det gør han i en forkortet, men stadig meget lang udgave af sin doktorafhandling, som han forsvarede sidste sommer, og som nu udkommer med titlen Meningen med velfærdsstaten. Emnet er litteraturen og debatterne om velfærdsstaten i perioden 1950-1980. En af hovedpointerne i den grundige, informative og vidende bog er, at de to ting – kunsten og den politiske debat – simpelthen var langt tættere forbundne dengang, end de er i dag. 

Lasse Horne Kjældgaard: ’Meningen med velfærdsstaten’

Kampen om begrebet

Det var de, mener Kjældgaard, fordi spørgsmålet om velfærdsstaten har ændret sig. Mens man i dag mest diskuterer, hvordan man økonomisk set kan fastholde velfærden – løsningen er typisk at beskære den – så diskuterede man dengang, hvad meningen med al den velfærd egentlig var. Man diskuterede velfærdens mål, kan man sige, eller man diskuterede velfærden som et middel til at opnå et mål. Man var bare usikker på hvilket.

Den diskussion foregik på alle kanaler, som man ville sige i dag. i sommerrevyer og læserbreve, i radioforedrag, digte, tidsskrifter og debatbøger – over det hele løb debatten. »Ved siden af ordet ’røv’ er ’velfærdsstat’ vel det, der giver det nemmeste grin i vore revyteatre,« stod der søreme i en anmeldelse i Information i 1964! Og Meningen ved velfærdsstaten gennemgår alle krinkelkrogene. Alle sten vendes, og det selvom præmissen er, at velfærdsstaten som samfundsmodel led af et »refleksionsunderskud«, det er det ord, Horne Kjældgaard bruger.

Op gennem 1950’erne blev ordet »velfærdsstat« snarere brugt af kritikerne end af sine fortalerne. For kritikerne betegnede det en stat, der sikrede social tryghed, for eksempel via tiltag som retten til folkepension, der blev vedtaget i 1957, men som så viste sig at have en række bivirkninger: Den var formynderisk og gjorde borgerne konforme.

Fortalerne for de socialpolitiske tiltag holdt derimod begrebet ud i strakt arm. Da Jens Otto Krag i 1958 skrev til den daværende leder af socialforskningsinstituttet, satte han for eksempel gåseøjne om det: »Hvornår og hvor er i øvrigt betegnelsen “velfærdsstaten” opstået?« 

’Den åndelige velfærdsstat’

Noget bevidst socialdemokratisk projekt var der ikke tale om. Først omkring 1960 tog velfærdens forkæmpere ordet til sig. Det gjorde de, viser Horne Kjældgaard, idet de i det store hele gentog forfatteren Villy Sørensens ræsonnementer.

For Sørensen var velfærdsstatens sociale programmer kun et middel. Det egentlige mål var at skabe et samfund, der gav rum til den enkeltes eksistens, til udfoldelsen af den frie personlighed. Den sociale tryghed var ikke et mål i sig selv, men fundamentet for det, Horne Kjældgaard kalder »den åndelige velfærdsstat«.

Hvilket også vil sige: Velfærdsstaten blev ikke længere tænkt som forkrøblende for den enkelte, men derimod som en ramme om det gode, meningsfulde liv. Den slags ville man gerne have.

Til at udvikle velfærdens åndelige dimension havde politikerne imidlertid brug for kunstnernes »kærlige og forstående« vejledning, sådan formulerede socialdemokraten Viggo Kampmann det i 1960 i herværende avis. Og også borgerne havde brug for kunstnerne. Moderne litteratur foruroligede nemlig sine læsere på en personlighedsbefordrende måde, forklarede Villy Sørensen i sine essays. Så scenen var sat for en tæt, men ofte ret frustreret dialog mellem kunstnere og politikere, en dialog, som Meningen med velfærdsstaten afdækker.

Netop det gør den forbilledlig klart og med stor grundighed. Hvad var det, udover konformitet, man anklagede velfærdsstaten for at gøre (at gøre alle skøre, at skabe vrede unge mænd, at ødelægge »den kæmpende personlighed«)? Hvordan var det egentlig med velfærdsstaten og den store debat om popkultur? Alt det får man gennemgået, ligesom Horne Kjældgaard overbevisende viser, hvordan forsvaret for velfærd – forestillingen om velfærdens åndelige overbygning – reelt formes af de angreb, de tidligere kritikere rettede mod den. 

En af kvaliteterne ved sådan en gennemgang er, at man som læser kan overveje andre konklusioner end dem, forfatteren selv fremlægger. For eksempel er Horne Kjældgaard, der gennem hele bogen tydeligt sympatiserer med Villy Sørensen, mere optaget af at påvise hans indflydelse – og det gør han glimrende – end af at undersøge modsigelserne og sprækkerne i datidens ræsonnementer.

Ikke desto mindre er det påfaldende, i hvor høj grad samtalen mellem politik og kunst blev tænkt som en art envejskommunikation. Ingen forestillede sig reelt, at politikerne kunne lære forfatterne noget. Deri ligger en vis arrogance, egentlig. Samtidig er det at rådgive magthaverne jo ikke det samme som det at skrive for offentligheden.

Nogle i samtiden forstod den forskel. I en anmeldelse af Villy Sørensens Formynderfortællinger erklærede den senere justitsminister Erling Olsen for eksempel, at han »vil græde tørre tårer, hvis bogen ikke opnår nogen større udbredelse«.

Til gengæld burde den læses af socialdemokratiske politikere, de kunne lære noget. For Olsen fungerede digteren som fyrstens rådgiver, kunne man sige, og ikke som offentlig intellektuel. Det er næppe sådan, Villy Sørensen forestillede sig sit virke. Men for Horne Kjældgaard er det afgørende, at en sådan anmeldelse overhovedet findes, at det dengang var meningsfuldt for en fremadstormende socialdemokrat at reflektere over en modernistisk samling fortællinger.

Det er da også et utroligt og i dag helt fremmedartet syn. 

Et alternativ til Villy Sørensens velfærdsmodernisme

Så vidt, så godt. Men Meningen med velfærdsstaten vil ikke bare kortlægge en debat, den vil vise, at debatten om velfærdsstaten er en vigtig ramme for at forstå periodens litterære værker. Og mens det projekt lykkes i bogens meget grundige læsninger af Villy Sørensens essays og fortællinger og i et stort kapitel om Anders Bodelsen – litteraturhistorisk er Horne Kjældgaards største bedrift at cementere Bodelsens betydning for 1960’ernes danske litteratur – så er den noget mindre overbevisende, når det kommer til de sene 1960’ere og til 1970’erne.

Bodelsen skriver fra velfærdens nye steder og om velfærdens nye stemninger, argumenterer Horne Kjældgaard. Det gør han i en stadig dialog både med 1960’ernes politiske debatter og med 1930’ernes socialrealisme, hvis former og temaer netop må gentænkes, i det øjeblik ambitionen er at beskrive en ny type socialt miljø fyldt af forstæder, funktionærer og frie omgangsformer. Resultatet er en velfærdsrealisme, der både forlænger og er et alternativ til Villy Sørensens velfærdsmodernisme. Det er en rigtig fin og følsom læsning. 

Så meget desto mere skuffende er det, at Meningen med velfærdsstaten reelt ikke er interesseret i at skrive om sen-1960’erne og de tidlige 1970’eres danske litteratur. Faktisk forvrides dens argumenter måske, fordi de indirekte udgør et angreb på bogens helt, Villy Sørensen.

Hans-Jørgen Nielsens bidrag til diskussionerne af Statens Kunstfond affejes for eksempel kortfattet med, at han bare gentog rindalisternes argumenter; hans litterære værker end ikke nævnes. Mere generelt repræsenteres venstreorienteret kritik af velfærdsstaten af en ortodoks marxisme – velfærdsstaten er bare et skalkeskjul for kapitalismen – hvis rødder skal findes i den tidlige efterkrigstid, og slet ikke indfanger alt det, man finder i de tidlige 1970’eres kunst.

Bare et enkelt eksempel: På Røde Mors første Sangbog blander sange om velfærdsstaten sig med hyldester til Che Guevara og Ho Chi Minh, men i de sange er velfærden en art eksistentiel sæbeboble, der når som helst kan briste:

»Du drømmer om guld / du gir den gamle drøm om velfærd / det bløde vand / du leger vildt på bølgen / du går på strandens sten / mens vinden blæser i dit hår/ du drømmer om stål / du drømmer om dit land i fare / en vind så tung,« synger Troels Trier, mens den spanske guitar draperer guirlander rundt om ordene. Det er melankolsk og tvetydigt. Det er langt, langt ude på venstrefløjen, men egentlig ikke præget af marxismen.

Affamiliarisering og fravær af kvinder

Det er måske bagsiden af Horne Kjældgaards greb, af hans forsøg på at læse litteraturen i lyset af debatten om velfærdsstaten, som den formede sig i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Så er det svært at skrive om værker, som nok har et ærinde med velfærd, men hvis udgangspunkt er et helt andet end Villy Sørensens.

Måske kan det også forklare det mest mærkelige – og kritisable – ved Meningen med velfærdsstaten, nemlig det nærmest totale fravær af kvindelige skribenter. Der er ingen vej uden om det: At læse sig gennem bogen føles lidt som at gå med i de vandkæmmede drenges vagtparade. Men ser man på 1970’ernes litteratur, så burde det ikke være svært at finde forfatterskaber, der – ligesom Anders Bodelsen – skriver om velfærdens steder og stemninger. Kirsten Thorup ville være et bud, det samme ville Dea Trier Mørchs Vinterbørn.

Fraværet er især påfaldende, fordi Horne Kjældgaard i de værker fra 1970’erne, han faktisk analyserer – Stangerups Manden der ville være skyldig og Svend Aage Madsens Se dagens lys – fokuserer på begrebet »affamiliarisering«. Det mærkelige ord betegner den måde, den danske velfærdsstats institutioner ideelt set frigør den enkelte fra familien.

Offentlige plejehjem gør de ældre uafhængige af deres børn i deres alderdom. Børnehaver og vuggestuer gør børnene mindre afhængige af deres forældre – og frigør også forældrene, i praksis mødrene, så de kan arbejde og få deres egen økonomi.

Det betyder så også, at affamiliarisering og kvindefrigørelse reelt er to sider af samme sag. Også derfor trænger det dystopiske blik – som Stangerup og Svend Aage Madsen ifølge Meningen med velfærdsstaten anlægger på fænomenet – i dén grad til at blive suppleret med tekster fra og om 1970’ernes kvindeliv, om kvindefrigørelsen og de nye livsformer, den åbnede op for.

Det mangler fuldstændigt. Nåja, man kan aldrig få det hele med. Alligevel ville det være rart, hvis den næste bog eller doktorafhandling om velfærdens litteratur kunne tage den slags emner op. Nogle burde redigere en antologi med titlen Velfærdens kvinder, lige der er der masser at skrive om.

Lasse Horne Kjældgaard: ’Meningen med velfærdsstaten’. Gyldendal, 371 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I takt med at velfærdssamfundet afvikles - og her holder Sosserne sig ikke tilbage - da nedvurderes og afvikles kulturen tilsvarende. Vi skal tilbage til Anker Jørgensens tid, for at finde ledende politikere, der havde og viste respekt for kunst og kultur. De udsagn af kunstnerisk karakter, der er kommet siden da, har mest været politiske pamfletter blæst op til bogformat.
Naturligvis har der været undtagelser - Bertel Haarder, Søren Pind og Per Stig Møller blandt de borgerlige, har forsøgt sig. Andre må bedømme kvaliteten af deres værker. På venstrefløjen står det skraldt til. Hvem har siden Jesper Jensen m.fl. - begået noget kunstnerisk, her der er værd at hæfte sig ved?