Læsetid: 5 min.

Erika Fatlands reportagebog ’Grænsen’ er et imponerende ambitiøst og overvældende detaljeret storværk

Det originale koncept i Erika Fatlands reportagebog ’Grænsen’ er at rejse gennem alle grænselandene med det gennemgående spørgsmål: Hvordan er det, og hvordan har det historisk været, at være nabo til Rusland? Den kan anbefales alle, der vil vide mere om Rusland og omegn, end hvad den nuværende russiske præsident symboliserer
Fatland har en stor fordel i tydeligvis at være fysisk robust og uforfærdet, samtidig med at hun som ung kvinde (f. 1983) virker ufarlig i de kontrollerende myndigheders øjne.

Fatland har en stor fordel i tydeligvis at være fysisk robust og uforfærdet, samtidig med at hun som ung kvinde (f. 1983) virker ufarlig i de kontrollerende myndigheders øjne.

Sophia Juliane Lydolph

13. april 2018

259 dages researchrejse og i alt tre års arbejde ligger bag Erika Fatlands seneste bog, alt sammen udløst af en drøm: »jeg vandrede på et stort kort. Turen gik langs en rød, bugtende streg: Ruslands grænse. Jeg strejfede fra land til land, hele tiden med det enorme Rusland mod nord og øst.«

Resultatet er et både imponerende ambitiøst og overvældende detaljeret og faktarigt storværk, som stadig er letlæst og kan anbefales alle, der vil vide mere om Rusland og omegn, end hvad den nuværende russiske præsident symboliserer.

Bogen er udformet som en rejseberetning, hvor det erklærede mål er at blive klogere gennem egne observationer og møder. Rusland er omdrejningspunktet, men i stedet for at drage i fodsporene på tidligere russiske udforskningsrejser, der ellers har en lang og rig tradition, vælger Fatland det originale koncept at rejse gennem alle grænselandene med det gennemgående spørgsmål: Hvordan er det, og hvordan har det historisk været, at være nabo til Rusland? Hun foretager to rejser fra øst til vest, først syd om og dernæst nord om Rusland.

Interessen for selve grænsen er et godt greb, både kompositorisk og tematisk, for det viser sig, at nok repræsenterer de mange landegrænser storpolitik, magtforhold og territoriedeling med tilhørende forhandlinger, konflikter, deportationer og krige, men andre gange fungerer de tværtimod som samlingssteder for kulturelle og merkantile udvekslinger, hvis ikke blot som formelle foranstaltninger uden megen praktisk betydning. Grænser kan skifte, og det kan deres betydning og bevogtningsgrad også.

Hvis russerne får en ny leder, kan det være, han vil ændre på alt. Men russerne ved også, at tingene ikke behøver at blive bedre af den grund. De ved, hvad de har med Putin, men de ved ikke, hvad de får. Erika Fatland begiver sig ud på en 9.000 kilometer lang odyssé med den transsibiriske jernbane for at finde ud af, hvad russerne i virkeligheden mener om Putin
Læs også

Grænsen til Rusland er det gennemgående tema, men samtidig strukturerer mødet med de mange grænseovergange mellem nabolandene Fatlands beretning, som overgangen til et nyt kapitel, vi hver gang er spændte på, om hun får adgang til. Nogle steder tager kontrollen tid og er intimiderende, andre gange er overgangen skuffende udramatisk, som Fatland selv udtrykker det om grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Andre mulige begrænsninger for hendes projekt er ekstreme vejrforhold og upålidelige transportsystemer samt ikke mindst sprogbarrierer.

Fatland har en stor fordel i tydeligvis at være fysisk robust og uforfærdet, samtidig med at hun som ung kvinde (f. 1983) virker ufarlig i de kontrollerende myndigheders øjne. Det, der driver rejsen og fortællingen frem, er hendes mærkbare drive efter at se, vide og forstå. Hendes største force er dog hendes sprogkundskaber, ikke mindst russisk, som stadig er lingua franca i mange af grænselandene, samtidig med at engelsk vinder frem. Det er nærmest kun i Kina, hun oplever at føle sig sprogløs. 

Historiens rolle

Ud over de gode sprogkundskaber har Fatland en uddannelse i socialantropologi, som hun tidligere har anvendt til feltarbejder og reportager om både Beslan og Breivik, og også til en rejseberetning fra de fire tidligere sovjetrepublikker, der ender på -stan (i bogen Sovjetistan). Det socialantropologiske mærkes i Fatlands interesse for at afdække en mangfoldighed af konkrete forhold og individuelle menneskeskæbner, og når hun interviewer, er hun åben for at lade samtalepartnerne definere, hvad der er vigtigt for dem at få fortalt.

Erika Fatland: Grænsen

I Grænsen kobler hun løbende sin nutidsrejse til historiske facts vedrørende geografien, industrien og kulturen i de forskellige områder, men mest af alt søger hun den historiske baggrund i det politiske, ikke mindst international politik, en konsekvens af interessen for grænsedragninger og landenes naboskaber. Der hvor balancen mellem nutid og fortid fungerer bedst, leder den historiske baggrund frem til en dybere fortolkning af landskaber, økonomier og politiske konstruktioner, og til en bedre forståelse af nutidens livsbetingelser og livsberetninger.

Med grænsen som definerende koncept ligger der dog en stor udfordring for Fatland i at udvælge, hvilke facts der er relevante for en forståelse af det, hun møder i nutiden, og hvor langt tilbage i historien, hendes interesse går. Udvælgelsesprincipperne står ikke helt klart, og flere steder – især i Europa-afsnittet – kammer beretningen temmelig meget over i (indimellem banal) historisk redegørelse og mister derved sine kvaliteter og dynamik som netop rejseberetning. Her kunne Fatland have skelet til Geert Mak, som i sin Europa-bog afgrænsede ved at udvælge afgørende historiske begivenheder i de forskellige lande og kronologisk opsøge deres spor i nutiden.

Fatland synes i løbet af sin rejse at være stadig mindre opsat på at interagere med mennesker, for i stedet at opsøge mindesmærker og udlægge historien. Hun glemmer så at sige antropologien til fordel for (amatør)historikerrollen. Måske overvældes hun simpelthen af den omskiftelige nyere historie, efterhånden som hun bevæger sig ind i Europa? Skuffende nok er Polen således et af de lande, hvor Fatland tilsyneladende ikke i særlig grad kommunikerer med nutiden, men til gengæld taler generaliserende om »det polske sind«. Det ville ellers have været yderst interessant at få konkretiseret og nuanceret, hvad forskellige polakker mener om forholdet til Rusland.

Gæstfrihed uden grænser

Andre episoder i bogen står til gengæld virkelig stærkt, uanset om det er udvalgte historiske skæbner, aftalte interview eller uforudsete møder og indtryk. Det gælder Bering-ekspeditionernes strabadser i Sibirien; den overraskende smukke natur i Nordkorea; Mongoliets dyrkelse af Djengis Khan og mongolske rensdyrvogteres syn på geoansvarlighed; Tjernobyl-zonen som på én gang turistmagnet og bosted for gensidigt paranoide ældre mennesker; og ikke mindst de hviderussiske jøders umenneskelige oplevelser.

Krig, død og ødelæggelse præger både historien og nutiden, men der er også meget morsomme episoder, som den udstafferede og selvbevidste mongolske strubesanger, og »bowling i Bajkonur«, hvor det aldrig lykkes at se den berømte kosmodrom, men hvor vi alligevel får hørt om både sputnikken og Gagarin og den lokale guides tåbelige undskyldninger og forslag til anden underholdning.

Det samlet set mest velskrevne afsnit er »Havet«, om Nordøstpassagen, som udgør den sidste del af Fatlands rundrejse, men får lov at figurere først i bogen. Det giver en lidt forvirrende afslutning, hvor hjemkomsten til Norge ikke er den samlede rejses slutning, men det er et godt og fængende anslag, om den fantastiske natur og de få spor af mennesker – fortrinsvis i form af skrot – i det arktiske område, som nu undergår ekstreme klimamæssige forandringer.

Bliver Fatland og hendes læsere så klogere på Rusland og omegn? Hun konstaterer selv, at hun står tilbage med flere spørgsmål end svar, men hun har faktisk gjort os meget klogere, netop pga. selve mangfoldigheden af grænselandsindtryk og -møder med deres tilhørende historiske baggrunde.

Det, vi lærer af bogen, er først og fremmest, hvor stort og nuanceret et land Rusland er, samtidig med at vi også får indblik i de mange nabolandes selvdefinitioner ud fra – men ikke kun – grænsen til Rusland. Vi bliver også klogere på vores medmennesker i alle disse forskellige lande og områder, som ofte lever liv, der er meget forskellige fra vores, men som vi – repræsenteret af Fatland – med ganske få undtagelser bliver modtaget yderst venligt og gæstfrit af. Netop gæstfriheden synes der ikke at være nogen grænser for.

Erika Fatland: ’Grænsen’. Oversat fra norsk af Poul Henrik Westh. Informations Forlag, 606 sider, 350 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu