Læsetid: 4 min.

Erindringer fra en undersåt, der blev forfatter

Den kenyanske forfatter Ngũgĩ wa Thiong’o væver i sit tredje erindringsbind kolonimagtens myrderier og overgreb tæt sammen med sin egen fødsel som forfatter. Et vigtigt spørgsmål, som han godt kunne have givet et længere svar
Konflikten mellem egen kultur og kolonikultur lever i Ngũgĩ wa Thiong’os erindringer

Konflikten mellem egen kultur og kolonikultur lever i Ngũgĩ wa Thiong’os erindringer

Graham Jepson

26. april 2018

Det afgjort mest rystende i den kenyanske forfatter Ngũgĩ wa Thiong’os (f. 1938) tredje og sidste erindringsbind er kolonitidens langvarige overgreb og myrderier og begges tilsyneladende rationelle, for ikke at sige humane begrundelser.

Den historie er ingen nyhed, og måske er netop det usensationelle ved herre-slave forholdet og vores fælles viden nu mere vane end egentlig begribelse, og det virker forstærkende på chokket. Ikke mindst når man som her møder historien tæt sammenvævet med en konkret og højst nærværende livsfortælling.

Et centralt eksempel på den britiske kolonimagts voldsstyre er den såkaldte Hola-massakre, der fandt sted den 3. marts 1959. Ved den lejlighed blev 11 indsatte i fængslet – eller koncentrationslejren – Hola i det østlige Kenya tævet til døde med knipler, mens snesevis andre blev skadet for livet.

Afrikaneren som eksotisk dyr

De indsatte tilhørte oprørshæren Land and Freedom Army, som den britiske kolonimagt gav navnet Mau Mau. Gruppen var emnet for den officielle rapport The Origins and Growth of Mau Mau skrevet af Frank Derek Corfield, en tidligere guvernør i Sudan og Palæstina.

I rapporten, der lå færdig i 1960, konkluderede Corfield, at soldaterne i LFA (Mau Mau) var socialt utilpassede, og at »kimet til potentiel uro uvægerlig bliver sået, hver gang et primitivt samfund kommer i tæt kontakt med et langt mere civiliseret samfund«.

Den konklusion og betragtningerne over forholdet mellem det primitive og det civiliserede gentager en udbredt pointe blandt både videnskabsfolk, koloniens embedsmænd, kunstnere (Karen Blixen bliver nævnt i Ngũgĩ wa Thiong’os veloplagte og forbitrede analyse) og såkaldt almindelige mennesker: Eksotismens portræt af den indfødte med – i Ngũgĩ wa Thiong’os formulering – en hyppig »brug af zoologiske og skovrelaterede metaforer«.

I Corfields rapport hedder det således som forklaring på, at LFA-soldater ofte holdt til i skovene, at »det sårede dyr har en medfødt tilbøjelighed til at søge tilflugt i sin hule«.

Hvad gjorde mig til forfatter?

Ngũgĩ wa Thiong’o: ’En drømmemagers fødsel – En forfatter bliver til’.

Det andet bemærkelsesværdige i Ngũgĩ wa Thiong’os erindringer er det dybe og positive aftryk, som britisk – altså kolonistyrets (fjendens, om man vil) – kultur sætter i ham.

Hvordan og hvor dybt får man indtryk af, når man følger ham fra det kenyanske bondeland (skildret i erindringstrilogiens første bind) via gymnasiet (andet bind) til Makere University i nabolandet Uganda. Det er et universitet efter britisk forbillede, et rent Oxford (eller Hogwarts, Harry Potters troldeskole) med kollegier med fantasifulde navne, excentriske eforer, indvielsesritualer, klubber, foreninger og naturligvis et gennemført vesterlandsk curriculum og ét fælles sprog: engelsk.

Det billede gentager sig to afgørende steder.

Den ene gang i en let selvhøjtidelig og retorisk følelsesfuld (begge dele bliver Ngũgĩ wa Thiong’o indimellem) passage, der kredser om det initierende i forfatterlivet (eller med titlens metafor: i drømmemagerens fødsel).

Skyldtes den »mirakuløse undfangelse« oplevelserne om aftenen i hytten med morens fortællinger om Svale, Hare, Hyæne og Løve? spørger forfatteren. Eller – spørger han og snurrer en gang rundt på sin dobbelte kulturs drejeskive – har den sin årsag i de bibelske beretninger om Abraham, Kain, Abel, Isak? Eller i Jim Hawkins (Skatteøen), Oliver Twist eller i Brontë, Tolstoj osv. Altså hele den vesterlandske kulturkanon for store og små.

Forfatteren skifter navn

Det andet helt afgørende sted, kolonistyrets kultur slår igennem hos ham, er i hans eget forfatterskabs inderste kerne, dvs. i sproget. Ngũgĩ wa Thiong’o – eller James Ngugi, som han kaldte sig dengang – skrev sine første bøger på engelsk.

Paradokset tematiseres nogle steder. Mod slutningen skriver han:

»De kolonialistiske og de antikolonialistiske værdier kæmpede altid indbyrdes i mit verdenssyn(…)« 

Et andet sted fortæller han om en litterær konference, hvor de afrikanske forfattere, der skrev på deres eget sprog, var udelukket.

Konflikten mellem egen kultur og kolonikultur har dybe rødder og lever stadig. For Ngũgĩ wa Thiong’os vedkommende sker der et tankemæssigt og ideologisk skifte i de senere 1960’ere. Han ændrer sit navn og begynder at skrive på gikuyu og swahili.

Begivenheden, dens årsager og via omveje temmelig dramatiske konsekvenser (Ngũgĩ wa Thiong’o sad i mere end et år fængslet i det topsikrede Kamiti-fængsel i Nairobi), ligger uden for erindringsbindets tidsramme. Men det forhindrer jo ikke, at emnet, som hele tiden har ligget indkapslet både i det personlige og i det kunstneriske liv, blev behandlet grundigere. I hvert fald havde det været interessant at høre mere.

Romandebut og Kenyas selvstændighed

Som det nu er, glider erindringerne ind og ud mellem Ngũgĩ wa Thiong’os lange og slidsomme (og højst ambitiøse, det har været nødvendigt) rejse mod forfatterdrømmen og de trykkende og evigt usikre politiske og kulturelle omgivelser. Det første har taget farve af det sidste, det er klart hele vejen igennem, også hvor erindringerne er allermest anekdotiske og selvfejrende.

Ngũgĩ wa Thiong’o taler om sin »erkendelse af sorthed« og om, at »sort magt« er »det eneste svar på hvid magt«, fordi den er en forudsætning for jævnbyrdighed. Forfatterskabet, der begynder søgende med noveller, enaktere, et afvist romanmanuskript og endelig romandebuten Weep Not, Child, er i den forstand netop magt.

Krydspunktet mellem de to linjer – landets politiske og drømmemagerens – udgør da også på dramatisk og elegant vis bogens komposition: Ngũgĩ wa Thiong’o fører sin snart slentrende, snart skarptslebne og dybt fascinerende fortælling frem til Kenyas selvstændighed i december 1963 og til sin næsten samtidige debut i maj 1964.

Sammenfaldet er naturligvis en tilfældighed, men det understreger også, at de to historier er én.

Ngũgĩ wa Thiong’o: ’En drømmemagers fødsel – En forfatter bliver til’. Oversat af Ellen Boe. C&K Forlag, 240 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu