Nogle af de bedste danske tegneserier lige nu bliver offentliggjort i et forældet format: Fiesta-magasinet er et hæftet blad trykt i sort-hvid, det udgives tre gange om året og er ’grimt trykt i Århus’. Det udkommer i en tid, hvor de fleste kortere tegneserier publiceres på nettet i formater, der gør sig på en telefonskærm. Det er en antologi af den slags, der formede halvfemsernes danske undergrund, med korte, tilsyneladende uforpligtende tegneserier af folk, der tjener til dagen og vejen andetsteds. For tegneserier kan man sgu ikke leve af.
Det er derfor ikke overraskende, at Fiesta redigeres af tre veteraner fra dengang: Mårdøn Smet og Peter Kielland, to af dansk tegneseries store excentrikere, slog begge deres første publicerede streger under firsernes albumboom og raffinerede siden deres særegne udtryk i smallere og smallere udgivelser, før graphic novels gav dem nye muligheder – senest hhv. Stig & Martha (2012) og Hr Gris (2015), to kosmisk-komiske hovedværker, der stiller de Store Spørgsmål i traditionel cartoon-pantomime.
Den yngste på holdet er Johan F. Krarup, som for et dusin års tid siden debuterede i det hedengangne Nørrebroblad Free Comics og senest har høstet anmelderroser for Styrelsen (2016), en ærkedansk verité-tegneserie om banal korruption i Udlændingestyrelsen, delvist baseret på fortællerens egne oplevelser som offentligt ansat.
Til Fiesta bidrager han med sin spartansk stregtegnede, tilbagevendende komedie om ’Bruce og Robin’. Den iscenesætter den amerikanske flagermusmand og hans yngre hjælper som neurotisk mandepar i dagens København. Robin agerer blåøjet co-narcissist for sin tyranniske velgører, som konsekvent udnytter hans velvilje til egen gavn og ydmyger ham for at skjule egen uvidenhed. Krarup mestrer en dagligdagsdreven dialog af den art, der tydeliggør social dysfunktion – det er tåkrummende morsomt, men også tankevækkende grumt.
Smet står for nogle for ham typisk – dvs. ekstremt – krøllede og vanligt virtuost tegnede, tilbagevendende serier: en af dem omhandler en virksom og optimistisk papegøje, der konsekvent trækkes gennem civilisationens søle i form af bureaukrati, nyreligiøsitet og teknologibåren fremmedgørelse. En anden kredser omkring Mester Brøndkarse, en usoigneret vismand med gæld til den amerikanske underground-konge Robert Crumbs Mr Natural, hvis diller hænger udenfor bukserne, og hvis guldkorn er af slagsen »kvinder er den hemmelige ingrediens i feminisme«.
En tredje iscenesætter to Disney-agtige figurer i rablende orddueller på ideologikritisk og identitetspolitisk nysprog. Replikker som »Sådan en antropomorf fims skal ikke komme og trække sin maddike-normative retorik ned over ørerne på mig. Jeg er altid 100 gange mere transhuman end dig« er bare mærkeligere og mere provokerende, når de fremsættes af et talende dyr, som i øvrigt i samme nu flår sit Alice i Eventyrland-kostume af, mens Chesire-kattens smil bliver hængende over ham. Smet har alle dage overlæsset sine tegneserier med ideer, men det gøres uden at ryste på hånden.
Det går i det hele taget hårdt ud over venstrefløjens mere salvelsesfulde tendenser i Fiesta: Kielland sætter en grum pirat til at kappe hovederne af to små hvide dydsmønstre, efter at de omkalfatrer hans skonnerts stald af etniske stereotyper til små ’flinke, rare og goder’ kloner af hinanden. Det er sjovere afleveret end tænkt, mens hans tilbagevendende koncept om diktatorer – Putin, Erdogan, Kim Jong-un – der fortæller om deres tegneseriesamlinger, er decideret kostelige (de tre er hhv. til Marvelhelte, Tintin, og sig selv og sit hår). I Fiesta nr. 2–3 bliver det endda til et nyt, grumt perspektiveret folkeeventyr med Hr Gris, som kulminerer i en både latterligt gotisk og skræmmende tidløs helside, hvor vor hovedperson dingler nøgen fra en lysekrone, mens en hob af landhajer snapper efter hans kød.
Smets, Kiellands og Krarups serier er hovedstolen i Fiesta, men magasinet gæstes af en række andre tegnere, bl.a. Christian Henry med hans rabarber og makaroni-makabre opdateringer af diverse horror-klicheer og Line Høj Høstrup som minsandten også hudfletter vores digitalbårne extreme civilisation med figurer – en superhelt, en journalist, en baby – der gør forgæves oprør.
At netop civilisationskritikken er central for dette undselige og pjattede blad – at humoren menes alvorligt – kan man forvisse sig om i det specialnummer, redaktionen i vinters sendte på gaden. Temaet er ’Verdens Ende’ og der trakteres med alt fra et grafisk kantet, uhøjtideligt Ragnarok – eller ’Dummedag’, som stortalentet Clara Jetsmark kalder det – over lyrisk blyantstegnet undergangsoptimisme med en rumrejsende snegl som hovedmotiv af Nanna Amstrup, til Syndfloden illustreret af Smet med signeret hilsen til den store danske tegner og grafiker Palle Nielsens apokalypse, Katalog fra 1983, med blåhvaler, der kredser om druknet arkitektur.
Fiesta-magasinet nr. 1–4 og ’Fiesta-magasinet special: Memoirer fra Verdens Ende’, Fiesta-forlaget, 2017–18, 49 kr. stk., kan købes i Fantask, Faraos Cigarer, CMYK-kælderen og Trianglens Antikvariat i København, samt Fyns Antikvariat i Odense og Stribeladen i Århus. Mere på Facebook.com/fiestamagasinet
