Læsetid: 3 min.

Film om tragisk divaliv forsømmer nuancerne mellem ekstase og ubærlighed

Filmen ’Dalida’, som handler om en af Frankrigs største sangerinder, kammer over i sin iver efter at ramme historien om den tragiske diva klokkerent
Sangeringen Iolanda Gigliotti havde kunstnernavnet Dalida. Filmen af samme navn kammer over i sin iver efter at ramme historien om den tragiske diva klokkerent, mener Informations anmelder.

Sangeringen Iolanda Gigliotti havde kunstnernavnet Dalida. Filmen af samme navn kammer over i sin iver efter at ramme historien om den tragiske diva klokkerent, mener Informations anmelder.

41Shadows

26. april 2018

Uanset om man kender til den legendariske chanteuse Iolanda Gigliotti med kunstnernavnet Dalida og hendes livshistorie i forvejen, er man fra begyndelsen af Lisa Azuelos’ Dalida klar over, at det er en tragisk skæbne, der skal udfoldes.

Filmen lægger ud med at vise Dalidas (Sveva Alviti) første selvmordsforsøg i 1967, 34 år gammel og 11 år inde i en glorværdig karriere som fornyer af den franske chanson-tradition for smægtende og teatralske kærlighedsballader.

Dalidas kæreste, den italienske sanger Luigi Tenco (Alessandro Borghi), har kort forinden begået selvmord, og under påskud af at skulle besøge hans familie tager Dalida afsked med sine søskende og trofaste støtter for i stedet at tjekke ind på det hotelværelse, hvor man i tilbageblik ser de to ligge omslynget, talende om Heidegger og døden, for at gøre en ende på det hele. Det lykkes ikke.

Selvmordsforsøget bliver det smertenspunkt, hvorfra resten af Dalidas liv ses. Gennem to timer bevæger filmen sig fremad gennem dette glamourøse og benhårde liv, som er fuldt af kunstnerisk succes og kuldsejlede romancer, hele tiden med selvmordets mulighed som en tung skygge. Luigi Tenco var ulykkeligvis ikke den sidste mand i hendes liv, der valgte at tage sit liv. 

Mange katastrofer at nå

Lisa Azuelos væver utallige tilbageblik ind i fortællingen. Først indrammet af Dalida og hendes pårørendes samtaler med en psykiater efter selvmordsforsøget, siden som forklarende glimt af fortiden.

Sådan får man hovedpunkterne opridset: Barndommen i Cairo som barn af italienske migranter, Dalidas mindreværdskomplekser over sit udseende, hendes violinistfars smitsomme kærlighed til musik og hans anholdelse for at samarbejde med tyskerne efter Anden Verdenskrig. Herfra er der et spring frem til Paris 1956, hvor Dalida bliver opdaget af radiochefen Lucien Morisse (Jean-Paul Rouve), som sætter gang i hendes karriere, gifter sig med hende, men forsømmer at opfylde hendes drøm om et konventionelt kvindeliv med børn.  

Sammenhænge og kontraster bliver understreget i den ene montage efter den anden, hvor Dalidas fejrede sceneoptrædener klippes sammen med et turbulent kærlighedsliv og en smertefuld fortid. Æstetikken i disse montager tangerer den type musikvideoer, der ofte ledsager små og store divaers ballader:

Elegant filmede nærbilleder af en kjoles sølvfrynser; projektørlyset, der rammer de slanke arme, idet hun strækker dem op i triumf; meget tydeligt fortællende sekvenser (elsker forlader sin grædende kone med kuffert i hånden) og nærbilleder af sangerindens ansigt, der viser, hvordan hun er gået i fuldstændig følelsesmæssig forbindelse med sangen.

Som konventionen er i film om musikere, bliver forbindelsen mellem Dalidas personlige kvaler og hendes sangtekster om f.eks. at finde livet meningsløst uden en bestemt persons kærlighed (over)betonet. 

Dalida har mange private katastrofer, den skal nå omkring, og filmens tempo veksler mellem det jappende og det svælgende. Selv med en længde på to timer føles filmen som en parade af meget følelsesfulde punktnedslag, der underbelyser alle de aspekter, som ikke passer ind i fortællingen om en tragisk diva.

Ikke alle Dalidas kuldsejlede romancer bliver rundet lige elegant af, filmen skal videre til det næste dramatiske højdepunkt, hvor der så til gengæld dvæles og klippes frem og tilbage i tid, frem og tilbage mellem scenen, hvor succesen ingen ende vil tage, og hjemmet, hvor lidenskabelig tosomhed veksler med afgrundsdyb ensomhed. 

Rent musikhistorisk er Dalida en spændende figur at følge, fordi hun i løbet af sin lange karriere formåede at bevæge sig fra traditionel chanson og videre gennem den mangfoldighed af genrer, der vandt frem mellem 1950’erne og 1980’erne. Derfor er det også irriterende, at filmen i sin iver efter at ramme historien om den tragiske diva klokkerent bruger musikken som et rum for sublimering af privat ulykke. På den måde forsømmer Lisa Azuelos de nuancer i Dalidas liv, der ligger mellem ekstase og ubærlighed.     

’Dalida’. Manuskript: Lisa Azuelos m.fl. Instruktion: Lisa Azuelos. Fransk. Vises i Valby Kino og Øst for Paradis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu