Læsetid: 2 min.

Et fint projekt til alle, der er ved at være liiidt #MeToo-trætte

Mosaikken DK-Metoo, hvor 100 skuespillere genfortæller #MeToo-beretninger fra danske kvinder og mænd, er ikke original, men den fungerer genialt
Meta Film har samlet 100 beretninger fra kvinder og mænd, som har »oplevet sexismen i dens forskellige afskygninger« i en digital mosaik, hvor hver beretning fremføres af forskellige danske skuespillere.

Meta Film har samlet 100 beretninger fra kvinder og mænd, som har »oplevet sexismen i dens forskellige afskygninger« i en digital mosaik, hvor hver beretning fremføres af forskellige danske skuespillere.

dkmetoo.dk

13. april 2018

#MeToo-bevægelsen, der tog sit udgangspunkt i filmbranchen, har ændret verden, som vi kender den. Men den oprindelige bølge af hashtags og beretninger på sociale medier er så småt stilnet af. Som et afdæmpet efterskvulp har Meta Film i en digital mosaik samlet 100 beretninger fra kvinder og mænd, som har »oplevet sexismen i dens forskellige afskygninger«. Parkeringsvagter, spejdere, psykologer, asylansøgere, læger.

I stedet for at møde beretningernes ophavsmænd direkte møder vi dem imidlertid gennem en professionel skuespillers stemme og ansigt.

Det er ikke superoriginalt. Kampagnen for Vold i kærlighedens navn, Christina Rosendahls film om partnervold fra sidste år, brugte samme greb. I små gå-viral-egnede klip læste kvinder som Lina Rafn og Signe Wenneberg andres beretninger op, så man som modtager sad tilbage virkningsfuldt forvirret over, om de uhyrligheder, der væltede ud fra computerskærmen, var noget, Infernal-Lina og have-Signe havde været udsat for, eller hvad der foregik.

Men selv om ideen ikke er original, fungerer den genialt.

En sukkende Jesper Christensen med strikhue beretter, hvordan han som mekanikerlærling havde en svend, der slog ham i skridtet og kaldte ham ’bøsserøv’. Rosalinde Mynster fortæller, at hun, da hun var elev i en blomsterbutik, havde en sød gammel mand som stamkunde, som blev mere og mere nærgående og en dag greb fat i hende, rørte hende på brysterne og prøvede at kysse hende.

Det er selvfølgelig ikke Rosalinde Mynster og Jesper Christensen, der har været udsat for de ting, men beretningerne forekommer på en eller anden lidt uhyggelig måde mere ægte og præsente, når de fremføres af en skuespiller, der kigger en i øjnene, mens hun fortæller – og som ovenikøbet er kendt – end når de bare står sort på hvidt på en skærm. Det er lidt trist, men sådan er det.

Mange er givetvis ved at være trætte af hele den såkaldte #MeToo-debat, der – som alle andre gode debatter har det med at gøre – er endt i en skyttegravskrig mellem to skingre fronter, der i stedet for at lytte bare venter på deres tur til at råbe. Og som bruger ventetiden på at bakke medsammensvorne fra den rigtige fløj op med digitale tommelfingre.

Mosaikken her – der dukker op, et halvt år efter at hashtagget optrådte første gang – kan med fordel ses af alle dem. Både de trætte og dem, der er kørt fast i den ene side af skyttegraven.

Mosaikken kan ses gratis på dkmetoo.dk og på udstillinger i hele landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det triste ligger vel i, at vi har mere empati med offeret, når søde Fie fra Badehotellet låner hende ansigt og stemme.

Jeg har ikke et sekund, mens jeg så "Vold i kærlighedens navn" eller i kampagnen op til haft Linda Rafn eller Signe Wenneberg i tankerne. Jeg forholdt mig til det, der blev sagt.
Og faktisk er det en god ide med at bruge skuespillere, fordi de nu engang er trænede i at formidle tekster, så virkningen bliver optimal - hvorimod autentiske stemmer faktisk kan være dårlige til det, også når det er deres egne.
Og det at man ikke kan se bort fra, at det er en skuespiller, er noget vrøvl.
Sidder Rasmus Elmelund også, når han ser "Sommer" og tænker - det er jo ikke en dement, det er Jesper Langberg, så det fortæller ikke noget om at være dement ?