Læsetid: 4 min.

Flersporede eftersøgninger uden resultat

Shirin Neshats nye, billedskønne filmværk søger efter kvinden bag den egyptiske diva Oum Kulthums stemme, men ender i flerstemmig forvirring
Fra filmen ’Looking for Oum Kulthum’.

Fra filmen ’Looking for Oum Kulthum’.

Shirin Neshat

11. april 2018

Shirin Neshat (f. 1957) er ikke et ukendt navn for det danske kunstpublikum, som blandt andet på ARoS i 2008 kunne opleve hendes monumentale filmproduktion Women Without Men.

Den iranskfødte kunstner har taget sin uddannelse i USA og har levet langt størsteparten af sit liv i New York. Hendes værker, som både tæller fotografier, videoer og film, har opnået international eksponering og anerkendelse.

Shirin Neshat behandler i sine værker problematikker omkring religion, køn og begær, som trækker på erfaringer fra såvel barndommen og ungdommen i Iran og voksenlivet i USA. Hendes værker har en udtalt politisk dimension, men er aldrig didaktiske eller entydige. Tværtimod er de typisk karakteriseret ved en åbenhed og flertydighed, der kombinerer et næsten surrealistisk formsprog med skarpe, ideologiske manifestationer.

Shirin Neshats seneste store produktion er filmen Looking for Oum Kulthum fra 2017, som har spillefilmslængde og er lavet i samarbejde med Shoja Azari. Filmen er ikke let at få hold på. Den rummer momenter af de drømmeagtige og suggestive billedverdener, som Neshat i tidligere værker har demonstreret sin suveræne beherskelse af. Som sådan præsenterer filmen et visuelt betvingende og originalt billedunivers. Men samtidig har den utvetydige ambitioner om at udfolde et mere klassisk narrativt rum, hvor personlige livsfortællinger og nationale historier blander sig på subtil vis.

Bag om myten

Som filmens titel antyder, er dens emne den egyptiske sangerinde Oum Kulthum (1899-1975), der i kraft af sin egenartet smukke og melankolske stemme fra slutningen af 1920’erne og frem til sin død i 1975 var en regulær celebrity i hele den arabiske verden.

Kulthums biografi og skæbne er i sig selv dybt fascinerende og interessant, men i Looking for Oum Kulthum fungerer den mest som en anledning til dels at kaste et lys tilbage på processen med at lave netop denne biografiske fremstilling, dels at problematisere det aspekt af kulturel appropriation, som kan ligge i at portrættere en person fra en fremmed kultur.

Ligeså meget som Looking for Oum Kulthum er et portræt af Kulthum, er den en selvbiografisk refleksion over Shirin Neshat og det mere generelle spørgsmål om, hvor den egentlige person, den egentlige biografi, befinder sig – bag myten, bag ikonet, bag navnet. Narrativet udfolder sig som en æske i en æske i en æske, lagvise bevægelser på forskellige fortælleplaner, der glider pludseligt og nogle gange umærkeligt over i hinanden.

Den filmiske portrættering af Kulthum bliver også til en skildring af arbejdet – og vanskelighederne – med at skabe denne film. Uden at det dog ligefrem er Shirin Neshat selv, filmen følger på dette metaplan, for hun skildres via en skuespiller, der fremstiller instruktøren, som ikke hedder Shirin, men Mitra.

Selv når filmen bryder med fiktionsplanet glider den med andre ord blot ind i et nyt og andet fiktionsplan, et metafiktionsplan. Her følger vi instruktørens kvaler med at behandle biografisk materiale fra en fremmed kultur, hvis sprog hun ikke behersker og derfor ikke forstår i dybden.

Denne udfordring får følgeskab af hendes vanskeligheder med at trænge bag om myten om den populære Oum Kulthum, at lære den egentlige kvinde bag stemmen at kende. Samt filminstruktørens udfordringer med at forene sin egen moderrolle med en ambitiøs og krævende karriere, når teenagesønnen sender hende hadefulde sms’er midt i optagelserne.

Afkappede fortider synes at være en ledetråd i værket, men hvor den ledetråd fører hen, er jeg ikke sikker på. Som filmens titel indikerer, er der tale om en søgen, en eftersøgning. Oum Kulthum fremstilles imidlertid som en person, der ikke entydigt lader sig finde, men hele tiden fortoner sig og forskyder sig. Et ikon, hvis arv og værk kan diskuteres og fortolkes. Dette søgende og spørgende aspekt er meget udtalt – nærmest uerkendt famlende – i filmen, der da heller ikke bringer så mange svar.

Feministiske kampe

Oum Kulthums skæbne gennem det tyvende århundredes omskiftelige Egypten skildres som et forsøg på at navigere imellem at være rundet – og elsket – af folket og samtidig at være elsket og udnyttet af de skiftende magthavere i overgangen fra monarki til republik. Centralt i filmen står også dilemmaet mellem at være en kvinde, der endda i barneårene var nødt til at forklæde sig som dreng for at få mulighed for at synge offentligt, og at være succesrig og ekstremt eksponeret.

Et spor i filmen forsøger at forene feministiske kampe i det tidlige tyvende århundredes Egypten med Oum Kulthums skæbne og indirekte også med filminstruktørens vanskeligheder med at opnå autonomi og anerkendelse. De egyptiske feminister river slørene af deres ansigter i offentligheden og kanøfles straks af beredent politi, mens metaplanets parallel bliver, at filminstruktøren underkendes af sin producent, da hun vil lade sin film ende med, at Oum Kulthums ved en koncert tier stille frem for at synge – altså afsløre Kulthums fejlbarlighed eller menneskelighed. Hvordan disse stridigheder dybere set hænger sammen, står imidlertid som et åbent spørgsmål.

Uden om filmværket, der er udstillingens helt centrale del, befinder der sig en stor mængde arkivalsk materiale i form af dokumentarfilm, fotografier, kollager, rekvisitter og manuskripter. Det fremtræder som en slags filmhistorisk museum over Looking for Oum Kulthum. Eller med andre ord endnu en æske i æsken i æsken – et materielt og musealt metaplan, som jeg undrer mig over, hvad meningen er med.

Her får man nok lidt mere præcise svar på, hvem Oum Kulthum var, men derudover understøtter materialet ikke i synderlig grad hverken filmens æstetiske udtryk eller fortællingens gådefulde udsagn. Spørgsmålet om, hvem Oum Kulthum var, stemmens ejerkvinde, giver Shirin Neshats udstilling ikke noget svar på. Til gengæld rejser udstillingen samlet en række spørgsmål om, hvad identitet er, og hvordan og af hvem den defineres. Men den lader i mine øjne flere af dem stå lige lovlig åbent, så det afsøgende slår om i forvirring.

Shirin Neshat: Looking for Oum Kulthum. Faurshcou Foundation. Klubiensvej 11, Pakhus 53, Sundmolen. Nordhavnen. Indtil den 7. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu