Læsetid: 4 min.

Fornem afrunding på Kim Blæsbjergs trilogi om Danmark i opbrud

Spændingskurven stiger voldsomt i ’Desertørerne 3’, der fermt sætter de sidste streger i et skarpt og underholdende portræt af den globale økonomiske krise og vor egen slidte moral og skarpe klasseskel
20. april 2018

Tingene skrider i afsluttende bind af Kim Blæsbjergs familiekrønike Desertørerne. Ikke for forfatteren, lad os straks slå det fast, men for stort set alt og alle i romanen. Fra Lemvig ringer juristen Marks lillebror for at overbringe beskeden om et dødsfald i familien, netop som Mark selv og hans chef Christian Kappel Bruhn sigtes for bedrageri med gamle pantebreve. Christians kone, Julie, bliver smidt ud af hjemmet på Frederiksberg efter en affære, og da parrets yngste datter, Sofie, må se sine overfaldsmænd frifundet i retten, søger hun atter mod selvdestruktionen. Også parrets ældste søn, Simon, berøres af en katastrofe, da en tornado rydder den egn i USA, hvor han forsøger at finde fred for familiens pres og sine oplevelser i Afghanistan.

Midt i det hele styrter en asiatisk tekstilfabrik sammen, hvor Kappel Bruhn Company har fået deres tekstilvarer produceret. Medierne erfarer, at arbejderne var underbetalte, og at fabrikken havde børn ansat. Familien står pludselig i deres værste krise. Sprækkerne, der viser sig, afslører, hvor galt det står til ikke blot internt i familien, men i verdensøkonomien, hvor jagten på profit har udviklet sig til, hvad Christian erkender, er »et ræs mod bunden«.

Jeg var begejstret for både første bind i Blæsbjergs trilogi, som vi fik i 2016, og det næste fra 2017, som jeg her i avisen roste for at have både stor underholdningsværdi og litterær dybde. Med Desertørerne 3 har karaktererne tillige fået den kant, jeg om ikke har savnet, så i hvert fald set frem til. Trilogien udspiller sig fra 2007 til 2012, og finanskrisen har bidt sig fast, investeringer er tabt, og tonen er blevet gradvist hårdere globalt såvel som privat, hvor loyaliteten bliver sat på prøve. Mange spørgsmål skal nu finde sit svar: Hvornår begynder magtkampene blandt børnene? Hvordan reagerer Christian, når han for alvor bliver presset? Hvor meget finder Julie sig i? Hvordan vil familien behandle Mark, når krisen indfinder sig? Og hvor langt vil Mark selv gå for at bryde med sin fortid og beskytte familien på Frederiksberg? 

Kim Blæsbjerg: ’Desertørerne’

Det sidste, forholdet mellem Mark og Christian, er trilogiens kernepunkt, og fundamentet for Blæsbjergs socialrealistiske anslag. Det fungerer. Med Mark bag rattet føres vi tværs gennem Danmark geografisk såvel som socialt; fra udkanten af Lemvig, hvor hjemmet er præget af druk, smøger, underskud og tavshed, til den store Frederiksberg-villa med sortglaseret tegltag, rønnetræer i haven, asiatisk au pair-pige og vægge fyldt med kunst.

De to modpoler er som resten af verden sært forbundet af et fintmasket økonomisk net – spundet af både lovlige og ulovlige tråde, viser det sig – men i sidste ende adskilt af et skel ligeså skarpt og spidst som porten foran villaen, der også pryder forsiden på romanerne. Kun Mark har brudt skellet, men prisen for at komme til tops i Kappel Bruhns verden er høj, hvilket han rent konkret mindes om, når han med jævne mellemrum får et nyt lønudspil med hjem i en kuvert:

»Tallet hvirvlede alt muligt op, sådan var det, hver gang jeg fik lønforhøjelse. Så var jeg et kort øjeblik tilbage i den røgfyldte lejlighed på Vesterled,« som han selv udtrykker det.

At Mark er pengene værd, tvivler læseren imidlertid aldrig på, ej heller at han er en vigtig brik i det verdensomspændende tekstilfirma. Ved trilogiens start er han dertil nærmest en del af familien, kæreste med familiens mellemste datter, Lea, på én gang outsider og insider, og som Fitzgeralds Nick Carraway vel det nærmeste vi kommer et moralsk kompas i Blæsbjergs fortælling (hvor han i modsætning til de andre da også optræder i førsteperson).

Pointen er blot, at kompasset ikke længere rækker som navigationsmiddel i en verden, hvor alle moralske pejlemærker gløder stadig svagere. Det gælder for Mark, der både privat og på jobbet tvinges til at handle lige så kontant for at redde sig selv og rydde op efter Christian Kappel Bruhn, som Christian selv har handlet i sin og firmaets håbløse jagt på profit. Og det gælder for Kappel Bruhn-familien, der gradvist indser – eller i hvert fald burde gøre det – at firmaets politik dikterer familiens værdier og ikke omvendt.

Vi forlader Mark og Kappel Bruhn, hvor vi begyndte, ved en stor middag i Frederiksberg-villaen. Denne gang er maden dog bestilt udefra, blikkene er hårde, og i de store stuer er folk vagtsomme over for hinanden, »som om alle er låst af forestillingerne om, hvad de andre tænker. Indimellem kan man næsten føle, at der er en stemning af opbrud,« som Mark siger.

Hvad der konkret er hændt inden da, og hvad de alle venter på, vil ske fremover, skal naturligvis ikke røbes her, hvor jeg vil nøjes med at konstatere, at Kim Blæsbjerg får rundet sin store samtidsskildring af med manér.

Bevares, man kan hævde, at de dramatiske optrin nærmest vælter over hinanden særligt på de første hundrede sider af dette bind tre. Omvendt er det jo netop ikke trilogiens første hundrede sider, vi her læser, men derimod starten på sidste tredjedel. Anskuet således – og læst således – giver det god mening, at spændingskurven stiger, karakterne presses til det yderste, og at det overordnede drama tilspidses.

I det hele taget giver det meste god mening i Kim Blæsbjergs dystre, velskrevne og medrivende dommedagsportræt af dagens Danmark. Også slutningen, der mere end antyder, at krisen så langt fra er overstået endnu. Desertørerne skriger på en tv-filmatisering, men i første omgang fortjener den en stor læserskare.

Kim Blæsbjerg: ’Desertørerne’. Rosinante, 462 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu