Læsetid: 7 min.

’Gådetale’ af Erik A. Nielsen er en appetitvækker af rang

Erik A. Nielsens fjerde bind i serieværket ’BILLED-SPROG’ leverer en kyndig indføring i ’emblemet’ som form og en åndelig vejviser til den overdådige udsmykning i en række jyske kirker
Erik A. Nielsens fjerde bind i serieværket ’BILLED-SPROG’ leverer en kyndig indføring i ’emblemet’ som form og en åndelig vejviser til den overdådige udsmykning i en række jyske kirker

Erik Refner

20. april 2018

Ved den tid, da Hans Egede, som i bogform skildret af Kim Leine, forsøgte at kristne Grønlands befolkning, foregik i visse jyske kirker en ganske speciel form for missionsvirksomhed. Med pensel i den ene hånd og Bibelen i den anden dekorerede Mogens Christian Thrane (1697-1764) stolestadernes låger med fromme kristne ’emblemer’, hvis formål det var at stemme den enkelte kirkegænger til syndsbevidsthed og andagt.

Sammen med især to, Christen Pedersen Lyngbye (død 1715) og Henrik Møller, som dog først var aktiv på den anden side af 1750, skabte Thrane et kunst- og kirkehistorisk enestående værk, som alt for længe har været næsten glemt, men nu bliver fremdraget og behørigt analyseret af professor emeritus Erik A. Nielsen i dennes lærde og gavmilde bog om emblemet som billed- og refleksionsform.

Med ordet ’emblem’ forbinder de fleste i dag et mærke eller tegn, som knytter bæreren til en forening, en klub. Men emblemet var førhen en højtudviklet udtryksform, som forenede iagttagelse og eftertanke i en sammenstilling af billede og ord. Emblemer er da: billeder med en underliggende mening. I emblemfeltet mødes et sanseindtryk med en udfoldet tanke. Til forskel fra et ’symbol’, hvis betydninger står åbne, udgør emblemet således en ’gåde’, som vel at mærke lader sig tyde, om end kun ad allegoriens vej. Når du ser et sådant billede, er det meningen, at du forstår, nøjagtig hvad det henviser til, og til denne forståelse hjælper dets over- og undertekst, den første ofte et bestemt bibelcitat, den andet hyppigt en kort opbyggelig strofe.

Jeg arme får

I Engum Kirke nordøst for Vejle ser man således en ung mand, nydeligt klædt i en dragt, som Holberg kunne have ejet, men bærende på et får. Det er naturligvis en hentydning til Jesu lignelse om det forsvundne får, dér, hvor det hedder, at hyrden, når han har fundet dyret, lægger det på sine skuldre med glæde (Lukas 15, 5). Under billedet står verset: »Jeg fundet er jeg arme Faar / thi glæder sig Guds Engle Chor.« Her er det den enkelte kristne, der taler.

Sådan lavede man religiøse billeder over det meste af Europa, men især i de protestantiske kulturer, i tiden fra senmiddelalderen til oplysningstiden. I deres funktion som kirkeudsmykning bygger emblemerne en bro mellem på den ene side kalkmalerierne og de gotiske træskærerarbejder og så på den anden side de sidste 200 års moderne kirkekunst. Men hvor kalkmalerierne i al deres billedynglende frodighed er skabt for folk, der stort set var analfabeter, henvender emblemerne sig til individer, der kunne læse. Erik A. Nielsen siger det på den måde, at emblemet er »bogfødt«.

Vægten, hvor korset, hjertet og nadverbægeret vejer lovens taler op. Viborg Sortebrødrekirke, udført af Mogens Christian Thrane 1734-36.

Mentalitetshistorisk afspejler det, at en ny tid er indtrådt i europæisk kristendom: en mindre naiv og mere spørgende periode, hvor den moderne læsende og troende søger at nærme sig mysteriet ad forstandens vej. Den fromme forestillingsevne og den nutidige erfaring prøver at nå og rumme hinanden. Men de har svært ved det, og derfor må den enkelte støttes pædagogisk gennem billeder, der i motivvalg tager udgangspunkt i hverdagsliv og natur. Spejlet bliver eksempelvis billede på den kritiske selviagttagelse og biernes myreflid en allegori for den kærlighed, der ikke søger sit eget.

I et særlig benyttet emblem, udbredt bl.a. i kraft af den tyske protestantiske forkynder Daniel Cramers storværk Emblemata sacra (Hellige emblemer, 1617), ses et øje og et hjerte, der står på hver sin side af tværbjælken i Kristi kors, og teksten belærer: »Den, der bevarer enfold i hjertet og visdom i øjet, han vil være både slangen og Guds due.«

På kirkerejse

Studiet af emblemer kræver, skriver Erik A. Nielsen, livlig gætteevne og adskilligt bibelkendskab. Men man må også kunne indleve sig i den ortodokse strenghed og den kristne livskrise, billederne jo udtrykker. Disse forudsætninger besidder lykkeligvis bogens skriftlærde forfatter, som sammen med lektor emeritus Bjarne Sandstrøm har gennemført en kirkerejse i stil med dem, Martin A. Hansen og Sven Havsteen-Mikkelsen i sin tid foretog sammen med Ole Wivel under forberedelserne til storværket Orm og Tyr (1952).

Hvad de vejfarende så, og hvad Nielsen nu har beskrevet, og Sandstrøm taget flotte farvebilleder af, var en hel stribe jyske kirker, men hovedsagelig fem, hvis skibe fremtrådte for dem som »læsestuer« beregnet på tavs individuel fordybelse. Stolestade for stolestade indtrådte de i et personligt åndeligt værksted. For i sin malede skikkelse, som kirkeudsmykning, var emblemet en intim, tænksom kunst og bevarede ikke så lidt af bogens karakter ved sin foretrukne plads på lågerne ind til kirkestolene.

Et stort spørgsmål bliver i øvrigt i forlængelse heraf, om emblemerne ved at overføre den meditative fromhedsøvelse til kirkerummet så at sige gør privatandagten offentlig eller omvendt privatiserer gudstjenesten. Det er nok værd at tænke over i en tid, hvor mange finder kirken for fjern, mens omvendt andre finder, at den gør for mange krumspring for at komme tvivlerne og de decideret gudløse i møde. 

En hyrde i en fornem frakke bærer et får hjem på skuldrene. Emblem fra stolestader i Engrum Kirke ved Vejle udarbejdet af kunstneren Henrik Møller i 1769.

Man kan heller ikke lade være med at spekulere over, hvorfor emblemmalerierne koncentrerer hele deres indsigt og kraft i ’kirkeskibet’ frem for i koret. Forfatterens bud på en fortolkning er, at 1700-tallets pietisme lægger op til en streng opdeling af gudshuset: Porten til koret sætter en principiel grænse mellem et rum af henvisende billeder og »et rum af billedløs væren«. Alt hovedbrud, al fortolkning, lades så at sige tilbage i skibet. Sakramenterne selv, som forvaltes i koret ved nadver og dåb, henviser ikke, de er.

Sætter man sig ind bag lågen, bringes den nutidige iagttager til måske bedre at forstå datidens mennesker, som levede i en æra med stærke autoriteter, der udefra greb ind i livsførelsen, hvad der forsyner dette ord med en ny, nuanceret betydning: en måske livslang proces, hvor det enkelte menneske selv bliver den, der bogstaveligt talt fører sit liv ved at overtage og tilslutte sig det, der af opdragere og myndigheder fremstilles som forbilledligt. Og som uvægerlig kræver selvtugt, disciplin.

Fakta om emblemkirkerne

Det danske kirkelige emblemmaleri er, bortset fra de spredte udsmykninger på prædikestole og pulpiturer, koncentreret på lågerne ind til de enkelte stolestader i fem jyske kirker. Det drejer sig om Engum og Nørup (begge nær Vejle), Horsens Klosterkirke samt Viborg Sortebrødre Kirke (også kaldt for Søndre Sogns Kirke) og Vroue Kirke (i det tidligere Fjends Herred, i dag beliggende i Viborg Kommune).

Ældst er billederne i Vroue, udført af Henrik Møller i de første år af 1700-tallet, i midten i tid ligger Mogens Christian Thranes udsmykninger i Nørup, Horsens og Viborg. Yngst er Christen Pedersen Lyngbyes stilfulde emblemserie i Engum. Skal man fremhæve en enkelt kirke, må det dog afgjort blive Nørup, hvis udsmykning fremtræder særlig velbevaret, for mig at se værdig til snarlig optagelse på UNESCO’s verdenskulturarvsliste.

Forklaringen er enkel: Billederne blev overmalet i 1858 efter ordre fra godsejeren, jægermester Høyer på Engelsholm, sparet for et århundredes slid og først fremdraget under kirkens store restaurering, der stod på i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne.

Man tager næppe munden for fuld, hvis man siger, at til denne genopdagelse svarer det kirkehistorisk og kunsthistorisk enestående fremgravningsarbejde, Erik A. Nielsen nu har præsteret. Men betyder det også, at Gådetale er fuldkommen som bog? Nej, men det har muligvis en from kristen forklaring, som kort skal forsøges givet her.

Menneskeværk

Jeg havde årrække embedsbolig på Københavns næstældste studenterkollegium, som efter byens brand i 1728 blev genopført det følgende årti, altså nøjagtig samtidig med, at Thrane gennemmalede stolestader i tre jyske kirker. Hver dag på vores vej op og ned ad trappen mellem stueetagen og første sal beundrede vi det smukke gelænder, herunder dets kunstfærdigt udskårne stolper. En af dem vender forkert i forhold til de andre! Men det skal den også, for ellers ville gelænderet postulere fuldkommenhed og mennesket altså have givet sig til at konkurrere med Gud. 

Påfugl med dødningehoved og teksten »Ald herlighed, ald / Hovmods Pragt / Ved Døden bliver dog nedlagt«. I Nørup Kirke ved Vejle udført af Mogens Christian Thrane.

Samme fromme princip synes Erik A. Nielsen og Gyldendal at have lagt til grund for den foreliggende bog, som formelig bugner af menneskelig ufuldkommenhed i form af fejl i navne og titler, små afskrivningsfejl i citater, manglende intern konsekvens, manglende selektion, ligesom man må undre sig over sludrevorne fodnoter og redundante ekskurser. Havde forfatter og forlag blot nøjedes med et enkelt sigende udslag af fejlbarlighed – såsom en af de ordrette gentagelser mellem siderne 129/172 eller 157/160, eller de to ens noter nr. 186 og 187, havde læseren formentlig kunnet more sig godmodigt, men som værket fremtræder nu, virker den hyppige udstilling af brist i fuldførelsesfasen lige en kende for from. 

Det må den læge læser forsøge at springe op og falde ned på, den akademiske læser prøve at tilgive. Men kirketuristen vil nok ærgre sig over, at bogen ikke rummer et kort med angivelse af de omhandlede kirkers placering, og over, at en kirkeoversigt overtaget fra tidligere sognepræst Peter Maarbjerg (Vroue) simpelt hen er ubrugelig som guide, efterdi informationerne drysses hulter til bulter og i nogle tilfælde er forkerte. Vroue er således i dag beliggende i Viborg Kommune, ikke i den nu nedlagte Fjends. Og Nørup hører under Vejle, ikke under Egtved. De blev nemlig lagt sammen i 2006/07.

Erik A. Nielsen kalder et sted såre rammende emblemerne for »et mødested mellem en ny tids tanke og en gammel tids kristentro«. De er, som der står, fortid i nutidsfortolkning. Om hans egen bog kan man sige, at den gør en ældre tid fysisk og åndeligt nærværende og derved udfylder et hul i vores horisont. Spildt viden bliver samlet op og glemte glæder gjort aktuelle. Man kan roligt spå en storhedstid for overnatningssteder i det jyske, for hvor bogens første halvdel lægger op til hjemmestudium, kan anden halvdel, BILLEDBOGEN, i al sin farvepragt næppe undgå at virke som en turmæssig appetitvækker af rang.

Erik A. Nielsen: ’Gådetale. Emblemer, symbolik, spejle’. BILLED-SPROG IV. Fotograferet af Bjarne Sandstrøm. Gyldendal. 418 rigt illustrerede sider. 400 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu