Navigationen er vigtig for Sivas, og han vil selv finde vej. Fuck gps’en, for der er alligevel ikke noget gangbart kort over den sociale bjergbestigning, han er på. Google Maps afslører sgu ikke de usynlige grænser, som han krydser, når han glider mellem ghetto og Geranium.
»Nyder chardonnay på restaurant / Spiser østers med et twist af lime / Der er ikke nogen Michelin i Brøndby Strand,« rapper han på sit nye, otte numre korte og strålende album ULTRA.
Ved at finde sig til rette i en verden med så mange blinde vinkler, at man kan vælge at blive paranoid eller overgive sig til livets urimelige tilfældigheder – og tro på, at man er en af de unikke og heldige.
»Jeg er en sensei,« rapper han.
Sigter bedre, rammer pulsåren
33-årige Sivas Memaran-Torbati har da også klaret sig ualmindelig godt i musikverdenen. Han blev født i Teheran, Iran, i 1984 og voksede fra han var fire op i Brøndby Strand.
Han er blevet nomineret til et væld af priser for sin musik og rap og modtaget nogle stykker – mest markant eksotisk Polka Verner Legatet i 2014 for sit sprog – en ære og et legat på lidt over 180.000 kroner, som han delte med ingen ringere end Klaus Rifbjerg.
Han har været på forsiden af Euroman, udgiver hits, optræder på de store scener og festivaler. Ja, på den letbenede »Havde ikk noget« med stigende glasbobler af synth kan man høre lyden af en seddeltæller. Sivas fortæller i indledningen, hvor meget han elsker den, hvor meget tid, den maskine har sparet ham.
Det kører for Sivas. Sådan ser det ud – ude fra eller lidt ovenfra, i det helikopterperspektiv, som Sivas forkæler sig med på dele af ULTRA. På dét vi kunne kalde hybrisdelen af hans andet album.
Men nede i gadehøjde er det hele mere klaustrofobisk, virkeligheden maser sig ind på en. Ansvaret lukker sig om vores hovedperson, angsten kan smages. Og der kan rimes på den.
»Og nu der blod nede i sandet ude ved skolegården/ Ja, alle min’ ung’ niños har et skudsår / Jeg går en tur med barnevognen gennem skudzonen / Counterstrike – De sigter bedre, rammer pulsåren.«
Sådan lyder det på åbningsnummeret, der ledsages af et klaver med tunge, sørgmodige tangenter.
Ladet med klanglig tvivl
ULTRA maner til besindighed. Og der tales – som han selv påpeger i pressemeddelelsen – til både de unge og de ældre. På hittet »Colombiana« advarer Sivas i slet skjulte vendinger mod kokainens vanedannelse, mens han på afslutningsnummeret nærmest er taknemmelig:
»Skal ikk’ glem’ de dage, hvor vi samled’ pant (nej) / Vi havde ikk’ noget, nu har vi alt, alt (easy penge).«
Musikalsk er det et mere udfordrende album end forgængeren, debutalbummet Famile Før Para (2016), der var højglanspoleret monokromt, opsat på en digitalskingert bygget storhed.
I stedet er musikken på ULTRA mere dæmpet, lurende, underspillet truende, ja, nærmest ladet med en klanglig tvivl. Og verdens lyde – latter, bilalarmer, skud – kommer i rungende eller mumlende form. Som fra en ond drøm eller som hørt fra den luksuriøst dæmpede verden inde bag BMW’ens tonede ruder.
»Kan ikke høre dem, jeg har headset / Ny skudepisode, ikk noget Netflix / Jeg kører bimmer gennem Kbh.«
Sivas’ slæde kører på vemod, gennem de åbne muligheders hovedstad. Men teksternes hovedperson erfarer også, hvordan voksennettet strammes om ham. Foto: Sony Music
Et tungt ansvar løftes
Det er stadig Reza Forghani, der er den primære producer, men Jens Ole McCoy (tidligere i duoen Ukendt Kunstner) er kommet til på to numre, hvor han formulerer en blødere, næsten porøs stil, et rum for Sivas’ mere komplicerede tanker. Det sker på det føromtalte åbningsnummer samt på »Vejen«, hvor musikken påvirker teksten, ikke mindst omkvædet ret så overraskende.
»Ja, de venter på vi viser vej / Ja, det den her vej, det den her vej.«
Ord, der kunne have været en sejrsfanfare, men synges afdæmpet, i et lunt leje, så de bliver sært triste (det er et tungt ansvar) og trøstende (men vi skal alligevel nok vise vej).
Der er andre genreåbninger på ULTRA: Den lige lovlig klagende caribiske, akustiske guitar på »Colombiana« og den frække slap bass og discostrygerne på den sørgmodigt desillusionerede scoresang »Sidste timer«.
Chefdrømme og voksenbekymringer
Men hvad der står stærkest, er, at Sivas har lagt udråbstegn og hashtags fra sig og opsøger en mere konfliktfyldt – stadig autotunet – soul og blues. En klar nuancering af storbyliv, chefdrømme og voksenbekymringer i hiphopregi. Et selv- og samfundsportræt fuld af snubletråde, spændetrøje og social mutation.
Sivas’ slæde kører på vemod, gennem de åbne muligheders hovedstad. Men teksternes hovedperson erfarer også, hvordan voksennettet strammes om ham. Udfordringerne, ansvaret og kompleksiteterne står bøjet i neon for ham. Og det nytter ikke at kigge i vejviseren efter råd.
Sivas: ULTRA (Hiroshima/Sony Music Danmark)
