Læsetid: 5 min.

Helle Helles nye roman om knugende komisk teenagesorg og diskret død er hendes tristeste og bedste længe

Med sin rørende skildring af teenagesorg og sit rammende tidsbillede af Lolland i firserne ligner ’de’ et realistisk højdepunkt i Helle Helles forfatterskab
’de’ er en ’coming of age’-historie om at falde ud af de skrøbelige små fællesskaber, man har været del af, når ens mor skal til at dø, samme år som man begynder i gymnasiet.

’de’ er en ’coming of age’-historie om at falde ud af de skrøbelige små fællesskaber, man har været del af, når ens mor skal til at dø, samme år som man begynder i gymnasiet.

Ulrik Jantzen

13. april 2018

De griner meget i Helle Helles nye roman, de. De »griner alle sammen meget«, »de griner og griner«, »de griner en gang til«, konstateres det, næsten hver gang nogen laver noget sammen. Der er ellers ikke så meget at grine af, for de er den tristeste Helle Helle-roman længe.

»De« er først og fremmest romanens sekstenårige hovedperson og hendes enlige mor – der bare benævnes »hun« og »hendes mor« – og det triste først og fremmest, at sidstnævnte bliver syg og skal dø.

Det er ikke, fordi den navnløse lille symbiotiske familieenhed bestående af datter og døende mor ikke skildres med den småabsurde komik, som de lavdramatisk triste udkantsskæbner hos Helle Helle altid bliver. Til at begynde med er den generelle tristesse, der kendetegner de tos provinsliv i og omkring Rødby på Lolland i firserne, også til at grine af.

Der er komiske fælles holdninger (»de bryder sig ikke om krokus«), komisk omhyggelige hverdagsrutiner og ritualiserede hyggerutiner, der i forlængelse af morens arbejde i tøjforretningen Acacia især involverer diskussion af tidens indretnings-, tøj- og madmode (blomkålsgratin, spejlæg af ananas, ferskner og ost, pindemadder, fromage og flutes i lange baner), og der er hyppige flytninger fra den ene komisk faldefærdige fremleje til den anden.

Læs også

Det er komisk, når opregningen af de mange steder, de to bor, og måderne, de bor på, udgør så stor en del af romanens skildring af mor og datter, at den arkitektoniske metaforik – som her – forplanter sig til beskrivelsen af selve den firsertypisk kiksede fysiske fremtræden:

»De bor over Klippehulen, derfra stammer det ufrivillige etagehår. Hun sætter det op i en skorsten, men halvdelen falder ned. Hun føntørrer det med mousse og spejlet på en spisebordsstol, hun sidder på knæ på gulvtæppet. De har altid væg til væg. (…) Stuen er malet efter en lysestage. Den er gammelrosa, men de tænder ikke lyset. De tænder det to gange, men så opdager de, at det soder. De befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen.« (Det med at male stuen efter en lysestage, får vi senere præciseret, det »er bare at tage stagen med i tasken, viklet ind i et viskestykke, og holde den frem oppe hos farvehandleren«).

Det er også komisk, at mor og datters fælles glæde ved den gratis ugeavis kun kan måle sig med deres glæde ved funktionsløs og forloren dekoration som for eksempel stearinlysene, de ikke tænder, men også tomme fuglebure og barskabe i lejede parcelhuse med døre af pap. Det er komisk, at datteren går i kinasko året rundt og går langt, fordi den cykel, der »punkterer i fjor«, trods konstante tilløb aldrig bliver lappet.

Og det er komisk, at hun, mens hendes mor er indlagt med den sygdom, hvis nærmere karakter, vi modsat så meget andet aldrig får mere end diffust beskrevet, nægter at bruge af de penge, hun har fået til mad. Med ikke så lidt logistisk rod og sociale omkostninger, herunder en Pia Raug-koncert, der går i vasken, til følge. 

Helle Helle: ’de’

En ’coming of age’-historie

Men det er en knugende komik. Døden er ikke noget direkte samtaleemne i de, men det er alligevel den, det hele diskret drejer sig om. Alle flytningerne, alle boligernes skrøbelighed og skiftende indbo bliver en hel psykogeografisk spejling af den såvel kropslige som slet og ret socioøkonomiske sårbarhed, som sådan et ømt lille ’de’, som enhver enlig mor og datter faktisk er, bærer på. Al den opmærksomhed, de med højt humør og stædig stolthed viser oprydningsvaner og natcremerutiner for at bevare en overfladisk orden, pointerer, hvor hjerteskærende den skrøbelighed er.

Den snigende smertelighed i romanens sørgmuntre komik kulminerer i de mange måder, hvorpå det mislykkes teenageren at opretholde sin mors orden på egen hånd. I hendes fravær roder opskriftssamling og tøj til, mens selvkontrollen kommer helt ud af proportion og både resulterer i anorektisk afholdenhed og det, der må være dansk litteraturhistories mest omstændeligt ubeslutsomme og pinagtigt underholdende odyssé for at få stillet en tørst.

de er altså også en coming of age-historie om at falde ud af de skrøbelige små fællesskaber, man har været del af, når ens mor skal til at dø, samme år som man begynder i gymnasiet. »De« er ikke kun mor og datter. Der er også husvennen Palle, der »er hos Tøjmanden,« der er folkeskolevenner, som kontakten tabes til, og nye gymnasievenner og skiftende kærester, Tove Dunk, Hafni, Steffen, Bob, Kasper Hjort og ham »der hedder Henrik Strøm«, hvis holdninger og rutiner det også volder besvær at overtage, og som det aldrig rigtig lykkes at skabe en ny nærhed med, selvom de alle sammen som sagt griner meget.

Et realistisk højdepunkt

de er ikke bare den tristeste Helle Helle-roman længe, den er også den bedste længe. Med sin rørende skildring af teenagesorg og sit rammende (antager jeg) tidsbillede af Lolland i firserne ligner den et realistisk højdepunkt i Helle Helles forfatterskab. Samtidig er det, som om romanen radikaliserer sin egen realisme i en nærmest kubistisk poesi, hvor tiden (som en fiktiv kriminaldetektiv i den amerikanske tv-serie True Detective har sagt det) er en flad skive.

En stor del af romanens komik kommer helt konkret af, at den næsten udelukkende er formuleret i nutid og et realistisk talesprog, måske også en realistisk lollandsk dialekt, indforståetheder og frie tankeforbindelser, som ingen fortæller forklarer. Alle de steder, mor og datter har boet, ting, der tidligere er sket, og ting, der sker »senere«, omtales i nutid: Cyklen »punkterer i fjor, hun kører over et bræt.« Det »er hendes mor og Marna og altmuligmanden, der nyindretter forretningen for syv år siden«.

Og en stor del af romanens alvor kommer så af, at de samme træk i romanens mest poetiske passager stiliseres så meget, at både de rumlige grænser mellem »hun«, »hendes mor« og deres »de« og hele skalaen af fortid, nutid og fremtid opløses:

»De bor også i Rosenparken og i et rækkehus ude på Ahornvej og lidt bag biblioteket. Her vokser syrener for enden af vildnisset, hun plukker mange buketter, der er ikke vaser nok. Mængden af indbo holdes naturligt nede, hendes mor kasserer med hård hånd, det er døde ting. Hun har en remse med alle adresserne, hendes mor holder sig for ørerne, tørklædet falder frem i panden. Det er rødt og blåt og hvidt. Det er fra Sans Souci, det overlever. Hun haler de øverste grene ned med en rive, går hjem bag en lilla sky. Andre buketter ankommer med bud eller ligger på dørtrin i en lind strøm årene igennem.«

Det, der står, er, at det er morens oprydning, tørklædet overlever. Men fordi den flertydige grammatiske nutid udjævner fortællingens fortid, nutid og fremtid, er det svært ikke også at læse som, at det er hende, tørklædet overlever. I omslagets røde og blå og hvide cirkelgeometri opløses tørklædet selv i en flad kubistisk spejling, der igen spejler romanens blå tristesse og spejler, at romanen med sin egen fortællings cirkelkomposition begynder, hvor den slutter. Hvordan skal ikke afsløres, men sådan rører romanen med sin rene form. Det er så blåt, og det er så godt.

Helle Helle: ’de’. Rosinante. 158 sider. 260 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • ulla enevoldsen
  • Jørn Andersen
Katrine Damm, ulla enevoldsen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Jeg er ikke enig i Helle Helles stilistiske udgangspunkt at det er det der foregår lige under overfladen der er det mest komplekse i livet, for den status synes jeg man skal reservere til sorgen. Sorgen er det mest komplekse i livet. Psykiatere hævder at sindet er det mest komplekse i livet. I det kan jeg kun være uenig. Psykologien er det fundamentale, udgangspunktet som man dermed ikke kommer uden om og må bygge sin selvforståelse op omkring, såvel som forståelsen af andre mennesker. Jeg har hørt en præst sige at kærlighed er det mest komplekse i livet. Det er jeg også uenig i. Kærlighed er det største i livet og ikke en intellektuel opgave. Det er almindeligt blandt forfattere at hævde at sproget er det mest komplekse i livet men her skal vi, efter min mening, udvise særlig agtpågivenhed. Inger Christensen hævdede at hun havde et særligt forhold til hvert enkelt ord i det danske sprog som hun beskrev med sanselige ord som farve og smag. Den slags synes jeg ikke man kan tillade sig overfor sorgen. Vi må ikke svælge i sprogets virkemidler på den måde at vi glemmer at vi først og fremmest har brug for trøst og opmuntring når vi læser skønlitteratur. Ej blot til lyst, som der står over Gamle Scene. Hvis al læsning bliver til lystlæsning mister humanismen og den medmenneskelige respekt sin forankring i den realitet at "det er synd for menneskene", som Strindberg skriver.

Maj-Britt Kent Hansen

Historisk præsens hedder det. Stilistisk greb, der gør teksten mere levende.

Og det der med at grine hele tiden er meget tidsstypisk. Mennesker griner ad det, de selv siger og ad det, de andre siger. Der er næppe tale om grineflip, men om en nervøs refleks.

En smittende latter er der noget der hedder. Nogle gange forekommer det at være en slem virus, som lægger for mange ned.

Dog: Helle Helle er som regel ganske lun og dertil en rigtig god iagttager.

Læs også: https://www.information.dk/kultur/2018/04/top-20-kontaktbesvaer-helle-he...