Læsetid: 5 min.

Helle Helles nye roman om knugende komisk teenagesorg og diskret død er hendes tristeste og bedste længe

Med sin rørende skildring af teenagesorg og sit rammende tidsbillede af Lolland i firserne ligner ’de’ et realistisk højdepunkt i Helle Helles forfatterskab
’de’ er en ’coming of age’-historie om at falde ud af de skrøbelige små fællesskaber, man har været del af, når ens mor skal til at dø, samme år som man begynder i gymnasiet.

’de’ er en ’coming of age’-historie om at falde ud af de skrøbelige små fællesskaber, man har været del af, når ens mor skal til at dø, samme år som man begynder i gymnasiet.

Ulrik Jantzen

13. april 2018

De griner meget i Helle Helles nye roman, de. De »griner alle sammen meget«, »de griner og griner«, »de griner en gang til«, konstateres det, næsten hver gang nogen laver noget sammen. Der er ellers ikke så meget at grine af, for de er den tristeste Helle Helle-roman længe.

»De« er først og fremmest romanens sekstenårige hovedperson og hendes enlige mor – der bare benævnes »hun« og »hendes mor« – og det triste først og fremmest, at sidstnævnte bliver syg og skal dø.

Det er ikke, fordi den navnløse lille symbiotiske familieenhed bestående af datter og døende mor ikke skildres med den småabsurde komik, som de lavdramatisk triste udkantsskæbner hos Helle Helle altid bliver. Til at begynde med er den generelle tristesse, der kendetegner de tos provinsliv i og omkring Rødby på Lolland i firserne, også til at grine af.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • ulla enevoldsen
  • Jørn Andersen
Katrine Damm, ulla enevoldsen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Jeg er ikke enig i Helle Helles stilistiske udgangspunkt at det er det der foregår lige under overfladen der er det mest komplekse i livet, for den status synes jeg man skal reservere til sorgen. Sorgen er det mest komplekse i livet. Psykiatere hævder at sindet er det mest komplekse i livet. I det kan jeg kun være uenig. Psykologien er det fundamentale, udgangspunktet som man dermed ikke kommer uden om og må bygge sin selvforståelse op omkring, såvel som forståelsen af andre mennesker. Jeg har hørt en præst sige at kærlighed er det mest komplekse i livet. Det er jeg også uenig i. Kærlighed er det største i livet og ikke en intellektuel opgave. Det er almindeligt blandt forfattere at hævde at sproget er det mest komplekse i livet men her skal vi, efter min mening, udvise særlig agtpågivenhed. Inger Christensen hævdede at hun havde et særligt forhold til hvert enkelt ord i det danske sprog som hun beskrev med sanselige ord som farve og smag. Den slags synes jeg ikke man kan tillade sig overfor sorgen. Vi må ikke svælge i sprogets virkemidler på den måde at vi glemmer at vi først og fremmest har brug for trøst og opmuntring når vi læser skønlitteratur. Ej blot til lyst, som der står over Gamle Scene. Hvis al læsning bliver til lystlæsning mister humanismen og den medmenneskelige respekt sin forankring i den realitet at "det er synd for menneskene", som Strindberg skriver.

Maj-Britt Kent Hansen

Historisk præsens hedder det. Stilistisk greb, der gør teksten mere levende.

Og det der med at grine hele tiden er meget tidsstypisk. Mennesker griner ad det, de selv siger og ad det, de andre siger. Der er næppe tale om grineflip, men om en nervøs refleks.

En smittende latter er der noget der hedder. Nogle gange forekommer det at være en slem virus, som lægger for mange ned.

Dog: Helle Helle er som regel ganske lun og dertil en rigtig god iagttager.

Læs også: https://www.information.dk/kultur/2018/04/top-20-kontaktbesvaer-helle-he...