Læsetid: 9 min.

Hos Hestelund og Ravn er vi kodet med et begær efter forbrug, selv om vi ikke selv forstår hvorfor

Lea Guldditte Hestelunds nye og vilde udstilling på Overgaden, ’Consumed Future Spewed Up As Present’, er en totalinstallation af skulptur, rum og fiktion, som forfatteren Olga Ravns kommende roman ’De ansatte’ indgår i. Informations kunstanmelder Ida Marie Hede og litteratur- og teateranmelder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen har prøvet at finde hoved og hale i udstillingen sammen
Lea Guldditte Hestelunds nye udstilling ’Consumed Future Spewed Up As Present’ er en totalinstallation af skulptur, rum og fiktion, som forfatteren Olga Ravns kommende roman ’De ansatte’ er en del af.

Lea Guldditte Hestelunds nye udstilling ’Consumed Future Spewed Up As Present’ er en totalinstallation af skulptur, rum og fiktion, som forfatteren Olga Ravns kommende roman ’De ansatte’ er en del af.

Anders Sune Berg

18. april 2018

Ida Marie Hede:

Danske Lea Guldditte Hestelund bearbejder og forvrænger i sin praksis som kunstner de vestlige (fitness)kropsidealer og kønskoder, hun selv er formet af, med et skamløst blik på sig selv som et ungt, smukt og disciplineret materiale. Da hun i 2015 tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi trænede hun sin krop til at minde om den antikke skulptur Diskoskasteren og udstillede et androgynt selvportræt med en samling tvetydige fitnessredskaber i marmor. Hestelund iscenesætter køligt kroppen som en ting, men i hendes aktuelle udstilling på Overgaden, Consumed Future Spewed Up As Present, udarter dette sig ind i en mere weird og mindre menneskelig verden.

Udstillingen er en stramt komponeret totalscenografi i tre rum. I det første rum er en serie af såkaldte Carriers udstillet: ubestemmelige designs i læder og nitter, der minder om fetishudstyr, bøddeloutfits eller seletøj. Det andet rum udgøres af en futuristisk korridor og forbinder det første rum med det tredje, der oplyst af to store lysssøjler huser de i alt tyve marmorskulpturer, der bl.a. bærer titler som Kore NR_01A2, Terra CA_01A1 og Ova CM_02B4.

Et pirrende orange tæppe leder beskueren fra foyeren ind til det første udstillingsrum: Et venteværelse rummer en L-formet bænk med hipsterhvide lammeskind. De to vægge har indhak a la en semieksklusiv, men ordinær modebutik: i den ene væg bøjleophæng, i de øvrige bagbelyste ’vinduer’ med glasmannequinhoveder. Sirligt anrettet herpå og flagrende løst fra bøjlerne finder vi de såkaldte Carriers, som er designs i læder og nitter med frynser og straps – sorte, gule, lyserøde, dinglende, diffuse. Hvad skal de mon bruges til, og hvem skal bære dem? Er det fetishudstyr, bøddeloutfits eller seletøj til dyr eller mennesker, hvem?

Pressefoto

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen: 

På et aflangt bord ligger fire læderindbundne bøger i hver sin støvede jordfarve. Ved siden af dem ligger hvide bomuldshandsker, som vi uvilkårligt forstår, vi må iføre os for at undersøge bøgerne nærmere. Hestelund har inviteret forfatteren Olga Ravn til at skrive fiktion, der indgår i udstillingen, men som også udkommer som selvstændig roman til maj. Det er den, der ligger her som en slags ventesalslekture og inviterer os til at sætte os på bænken og læse i den. 

Romanen, der har titlen De ansatte, er et sci-fi-dokument, der består af en række anonyme, nummererede vidneudsagn afgivet af de både ’menneskelige’ og ’menneskelignende’ besætningsmedlemmer – de ansatte – på et rumfartøj. Det såkaldte ’sekstusinde skib’ er i en fjern fremtid sendt ud fra Jorden af en unavngiven organisation for at indsamle, studere og føre opsyn med genstande fundet på en planet, der kaldes Nyopdagelsen. Ud fra hvad man kan bladre sig til, er handlingsforløbet knapt og gentagelsespræget. De ansattes stemmer er ensartede og tonen næsten tør. De beskriver deres ensformige arbejde og liv på skibet. De beskriver de fundne genstande og den kraft i dem, som de drages af og opfatter med kærlighed og omsorg. På et tidspunkt begynder konturerne af en konflikt at dukke op i vidneudsagnene, illoyale ansatte gør oprør mod organisationen, og det leder til en ’biologisk termination’ af næsten alt liv på skibet. Kun genstandene og dyrebare skind og andre animalske materialer overlever.

Efter terminationen er rumskibet blevet indrettet til museum. Det er det museum, udstillingen er. Romanens fjerne fremtid er i dette nu fortid. I et af romanens første vidneudsagn beskriver en ansat det faktiske rum, som vi, der besøger udstillingen, befinder os i. Men romanen digter også en dimension til det, vi læsende selv kan se: »Loftet kan åbne sig i midten for at gøre plads til en søjle af lys, man stikker først hænderne og siden sine nøgne fødder ind i lyset, til sidst hele hovedet.«

Ida Marie Hede:

Når det sker, tænker jeg på den canadiske kunstner Janet Cardiffs audiowalks. Man går en fastlagt rute, f.eks. gennem en skov, ser ét, men hører Cardiffs bløde fortællerstemme, som udskifter små detaljer fra, hvad der faktisk er foran os: Et område bliver beskrevet som det så ud hundrede år tidligere. Det er den pirrende asynkronicitet, der opstår i mødet mellem bog og tekst.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen:

Romanen er på én gang en fiktion, der dramatiserer udstillingen, en metafiktion, der fungerer som en slags katalog til udstillingen. Og så er den en museal genstand på linje med udstillingens andre genstande. Den giver udstillingen et foruroligende liv. Eller rettere levn af liv. Er de ansatte ikke som en slags spøgelseskustoder i Hestelunds samling? De svært definerbare seledesigns her i venteværelset, som Hestelund kalder Carriers, og som romanen kalder de ansattes dragter, ligner også selv personer. Afsjælede skaller i en etnografisk udstilling om en uddød civilisation. Det gør kun de SM-agtige anordninger mere foruroligende, at man kan se dem som vidnesbyrd om en fremtidig arbejdskultur. 

Pressefoto

Ida Marie Hede:

Til ferniseringen var der Carriers-modeshow. Og forud for åbningen har Hestelund sendt en håndfuld mainstreamsmukke (ansigtsløse) modelshots med Carriers ud på de sociale medier.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen:

Der er også noget omklædningsrum eller teatergarderobe over dette rum. Det er, som om arrangementet med de hvide handsker ikke bare inviterer os til at sætte os og læse. Det er, som om det nærmest instruerer os i at installere os i den teatralske scenografi. Hestelunds Carriers ligner også kostumer, der bare hænger og venter på, at vi selv ifører os dem.

Ida Marie Hede:

Carriers kan altså bæres. Hvis vores kroppe ikke er kompetente til det arbejde, vi skal udføre, kan vi dresseres med et bidsel. I Hestelund og Ravns samarbejde er vi kodet med et begær efter forbrug, selv om vi ikke selv forstår hvorfor. Der findes ikke et ’uden for arbejdet’. Vi er selv en vare; det er på en gang klinisk fremmedgørende, absurd og ægte længselsfuldt. 

En passage ind i fiktionen

Ida Marie Hede:

En smal gang med samme orange tæppe fører mod det sidste udstillingsrum. I gangen glemmer jeg næsten, at det her er Overgaden, jeg ved ikke, om det har noget at gøre med gangens ubestemmelige ’duft’, som nævnes i Ravns roman. Jeg får en følelse af forladt og forældet bureaukrati, som har andre struktureret min verden, og det ved jeg; samtidig kan verdenen hverken undslippes eller regnes ud.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen:

Det er også en passage, der leder os dybere ind i fiktionen med sin scenografiske illusion af et klinisk rumskib. Igen er det nogle foruroligende stemmer, der taler til os fra fortiden/fremtiden. De advarer os: »Lad være med at gå ind i det andet rum. Der er ikke rart der. I har mulighed for ikke at gøre det. I kan lade os gøre det for jer. Vi har allerede været der.« Hvad er det, vi skal konfronteres med?

En livmoderagtig, vordende urtilstand

Ida Marie Hede:

Udstillingens sidste rum føles som i Alien-filmene, når man endelig kommer ind i udrugelses-grotten. Lydene er tyste og klistrede. Marmorskulpturer er placeret i små formationer i gulvhøjde på øer af pink. Man oplever den bedst på hug (i fødselsposition). Hestelund blander elegant det klassiske marmor med det poppede og industrielle, objekterne er humoristiske, beherskede, queeret selvbevidste. To store lyserøde objekter ligner afskårne lår. Andre ligner snegle, pupper, proteser, arbejdsredskaber, dyrebare arkæologiske fund nænsomt lagt på neongul pels. 

En bølget mur er bedækket med ordner for ukendte tjenester. Flere objekter er indsnøret af læder-Carriers, hængt fra loftet. De synes at have taget form efter deres Carriers: De har aldrig kendt andet. Et lille torso står i snøreliv som en barnekrop i et freakshow. Objekterne ligger selviscenesættende og apatiske, nyder magten i deres masochisme. Statusforholdet er gådefuldt, men stemningen er ikke afmægtig. Objekterne kommer ingen steder fra, men citerer tydeligt en vestlig kunsttradition, fucker marmor op med blå farve.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen:

Der er f.eks. en streng og sjov romantik i måden, Hestelund iscenesætter marmoren som kropslignende fragmenter på. Skulpturerne ligner alt muligt på en gang: gymnastikredskaber, sexlegetøj, mad, en både hyperudviklet og underudviklet og en ny og meget gammel livsform.

I Ravns sci-fi er genstandene biomateriale med »en form for puls på et kontinentalplademæssigt niveau« – hvilket slet ikke er spekulativt, hvad marmor geologisk set er. De sære og ubestemmelige former føles netop både fremtidige og fortidige, både fremmede og instinktivt familiære. Jeg kommer til at tænke på en film som Stanley Kubricks Rumrejsen 2001, hvor rejsen ud i det ukendte ydre rum også er en rejse ind i selve kroppen og tilbage i tid til en livmoderagtig vordende urtilstand.

Det er også en tanke, Ravns roman allerede har plantet i os, inden vi ankommer i udstillingens inderste rum: »Det sekstusinde skib er svangert med levende ting,« lyder det med en af de ansattes ord. »Der er noget velkendt« over genstandene, med en andens ord, »selv om man aldrig har set dem før. Som kom de fra vores drømme, eller fra en fjern fortid, som vi bærer dybt i os som et minde uden sprog. Som en erindring om at være amøbe eller encellet organisme, at være et vægtløst foster i varmt vand.«

Pressefoto

Ida Marie Hede:

Hestelund skaber sammen med Ravn en drømmeverden med let perverterede genstande. En retrostil fra fremtiden. Den mest oplagte reference er amerikanske Matthew Barney. En mere aktuel parallel kunne være New York-designerlabelet Hood by Air, der pakker kroppe ind i bondage-plastik med kufferttags og gaffatape. Billeder på tvang eller oprør? For udstillingens citerende stil og kritiske røst lyder inde fra en hyperkapitalistisk konsumkultur. Her er ingen moralsk adskillelse af kritik og nydelse. Her er ingen naive visioner om autentisk cyborgliv. Udstillingen zoomer ind på de små fejl i det kompetente og disciplinerede, de små forstyrrelser i vores opfattelser af tid og arbejdende kroppe.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen:

Her er nemlig ingen entusiastisk cyborgutopi. »Jeg er skabt til at arbejde,« siger en af Ravns menneskelignende ansatte og formulerer dermed, hvad det vil sige at være menneskelig i dagens kapitalistiske arbejdssamfund. Det er fremtidsfiktion som et kritisk blik på nutiden.

Ida Marie Hede:

Tekst og udstilling afsporer også hinanden: Den ‘flade’ følelsesfuldhed i De ansatte giver Hestelunds strømlinede perfektionisme en nostalgisk dybde. Omvendt får Hestelunds objekter effekt som overraskende maniske statister i romanens fortællinger om tab og sorg.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen:

Det er en produktiv friktion. Den forhindrer både udstillingen og romanen i at falde til ro i hver deres stil. Men der er også en udveksling af stil. Reklameæstetikken, der i form af de pink måtter nærmest siver som kropsvæske og afstøder ideologi fra Hestelunds skulpturer, er en figur, vi kender fra Ravns bøger, hvor kropsvæskerne altid flyder og gerne får et kunstigt islæt, eksempelvis af glimmer. 

Ida Marie Hede:

Jeg har svært ved at forestille mig udstillingen uden romanen. Er det også er omvendt?

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen:

Jeg har svært ved at forestille mig romanen uden udstillingen. Men måske vil den netop flagre for sig selv som »en kropsdel løsrevet fra kroppen«, som Ravn skriver om genstandene: »Ikke lemlæstet, blot delen, løsnet og levende i sig selv«? Måske er det i selve den fjernforbindelse, den gensidige afhængighed mellem medierne – hvor litteraturen bliver skulpturel, og skulpturerne bliver litterære – at der er håb.

-

Begæret forstår vi ikke, men vi kan tænke det med Consumed Future Spewed Up As Present. Lea Guldditte Hestelunds skulpturelle og kritiske arbejde vokser sig vellykket meget vildere ved at få en hel verden som scenografi. Romanen gør helheden ægte spændende og fucker med kontrollen.

Lea Guldditte Hestelund: Consumed Future Spewed Up As Present. Overgaden. Institut for Samtidskunst. Til den 27. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Godt nok gives der ikke et klart defineret "hoved og hale" bud på, hvad udstillingen egentlig drejer sig om i konceptuel forstand, men i dialogform en række refleksioner til videre mentalt arbejde, hvad det er, man konfronterer sig selv med, når man besøger udstillingen. Som sådan fungerer artiklen fint.

Et besøg på udstillingen kan også efterlade et ubehag i form af en følelse af at have ladet sig underkaste en queeret voldtægt. Undervejs kom jeg til at tænke på Salvador Dalis fetichistiske lyst til i en periode at bære naziuniformer og hans refleksioner over behaget ved at stramme skråremmen, så den skar ind i kødet.

Ib Christensen

Det første jeg tænkte da jeg så overskriften var- Det kan være CEPOS kan forklare jeres rationelle valg. LOL

Grethe Preisler

Spring op og fald ned på overskriften. Det ligner kunstværker fremstillet med henblik på afsætning til ejerne af The Saxo Collection.