Læsetid: 5 min.

Hilda Hilsts vulgære raseri er vidunderligt

Hilst tematiserer gennem sin hovedperson det umulige ved at være kvinde og geni i en verden, hvor den tænkende kvinde er afskyelig
Hilda Hilst var frem til sin død temmelig ukendt, selv i hjemlandet Brasilien. Efter nogle år i São Paulos selskabsliv flyttede hun i 1965 alene ud på en gård på landet, hvor hun levede og skrev de sidste årtier af sit liv.

Hilda Hilst var frem til sin død temmelig ukendt, selv i hjemlandet Brasilien. Efter nogle år i São Paulos selskabsliv flyttede hun i 1965 alene ud på en gård på landet, hvor hun levede og skrev de sidste årtier af sit liv.

Forlaget Gladiator

20. april 2018

Det kan ikke være mange danske læsere, der har stiftet bekendtskab med brasilianske Hilda Hilst (1930-2004) og da slet ikke hendes avantgardistiske prosaværk den uanstændige madam D, blot 70 sider lang, fra 1982, der nu findes som den første oversættelse af Hilst til dansk.

Det er ikke så underligt. Hilst var frem til sin død temmelig ukendt, selv i hjemlandet Brasilien. Efter nogle år i São Paulos selskabsliv flyttede hun i 1965 alene ud på en gård på landet, hvor hun levede og skrev de sidste årtier af sit liv. Af mange blev hun anset for at være skør.

I disse år bliver hun så, som mange andre kvindelige forfattere fra litteraturhistoriens dyb, genopdaget. Hun dyrkes som feministisk ikon på de latinamerikanske universiteter og oversættes til engelsk. Og nu har vi så fået en smagsprøve på dansk i en sprogligt fintfølende oversættelse af Lean Pejtersen af den uanstændige madam D.

Og sikke et bekendtskab, hun er, denne uanstændige dame! Madam D hedder egentlig Hillé, men blev kaldt madam D af sin netop afdøde mand, Ehud, der har efterladt hende alene og skør: Hun er flyttet ind i skunken under trappen i deres hus, hvor hun sidder og klipper fisk ud af brunt papir. D’et i hendes navn står for ’derelictio’, der betyder forladthed eller forsømmelse.

Fra denne skunk fortæller den nu 60-årige Hillé sin historie. Det er ikke en opbyggelig fortælling, men en lang og ustyrlig monolog, der blander metafysiske spørgsmål med tilsvininger af naboerne med smukke, virkelig smukke, men også svære passager. Sådan her kan Hillé for eksempel sige:

»Jeg forliger mig ikke med folk, med verden, solen derude er ikke lavet guld, jeg søger en vandring uden ende, og jeg søger efter dig, jeg kaster op (…) jeg er et stort, fugtigt, gennemsigtigt dyr, jeg søger stadig efter dig, nu siger jeg ingenting, men er dog ikke stum, nogle brøl lyder fra min strube, lyse og kraftige, som bøffel dykker jeg nu, mørke.« – indtil hun afbrydes af et linjeskift af en anden stemme, ægtemanden Ehud: »Madam D, den levende mening med livet er at tøjle hjertet. Lav mig en kop kaffe.« 

Hilda Hilst: ’Den uanstændige madam D’

’De andres tale’

I denne vekselvirkning mellem Hillés indre og hendes omverden ligger den uanstændige madam D’s helt grundlæggende problem: den radikalt intelligente Hillés konstante forsøg på at skabe, tænke og søge, der hele tiden afspores af verdens fordummende fornuft, en verden af borgerligt patriarki.

Det er nemlig ikke kun Ehuds stemme, der på den måde afbryder madam D’s poetiske rablen, også Hillés far, landsbyens præst, Gud og naboerne, der kalder hende »soen«, får lov til at ytre sig om eller henvende sig til hende: Hillé vil ikke have (nok) sex, hun går ikke op i sit udseende eller i at socialisere.

Hillés liv, forstår man hurtigt, har været én lang kamp for at ytre sig, selvom alle har kæmpet for at få hende til at holde kæft.

’De andres tale’ udgør en stor del af monologen, der derfor også kunne betegnes som en slags mosaik af stemmer, der skiftevis afbryder hinanden og taler sammen. Men fornemmelsen er nu mest af alt, at hvert et ord er Hillés eget, brudstykker af et indre og ydre liv blandes sammen til en forstyrret, besværgende ordstrøm henvendt til alle og ingen. Og når ’de andre’ kritiserer hende, giver hun rasende igen i forløsende passager som denne:

»en dag sagde de til mig: Vi er ikke interesserede i dine metafysiske besættelser, Madam D, lad os tale om mennesket her og nu. hvor er de mennesker intelligente, så moderne, sådan et stort oplyst røvhul foran lydfilmene, helt varme nyheder, frastødende nyheder, to-tre så moderne typer styrer verden, guld flyder ud gennem lugtfri huller, en pulserende, moderne ordsalat, sikke en adspredthed, benene over kors så afslappet foran videofilmene, sjælen shhhh! døden shhhh! Lad os tale om her og nu.«

Jeg synes, det er vidunderligt at læse passager som denne! De kompenserer utvivlsomt for nogle af de mere utilgængelige. Jeg elsker Hillés vulgære raseri, her iblandet lidt mere laissez-faire kritik af kulturindustrien. Som en hekse-Adorno besværger madam D sit samfunds idioti; hånet og forladt har hun ikke længere noget at miste.

Den tænkende kvinde som afskyelig

Har man som jeg læst den samtidige brasilianske forfatter Clarice Lispector (1920-1977), hvis værker de seneste år er begyndt at udkomme på dansk, er det svært ikke at tænke på hende, når man læser Hilda Hilst. Den avantgardistiske stil og tematiseringen af det uudsigelige, af diskrepansen mellem det ydre og det indre, går igen i begge forfatterskaber. Og når madam D kalder sig selv for »gudæder« er det som taget ud af en Lispector-tekst. Det er den samme insisteren på det metafysiske, man finder hos de to kvinder, samme insisteren på det aldeles overvældende ved alt det, de fleste opfatter som åbenlyst og umystisk. Det er noget af det, jeg elsker allermest ved Lispector og nu også ved Hilst.

Men en grundlæggende forskel på de to forfattere er Hilsts åbenlyst feministiske spor, den måde, hvorpå hun gennem Hillé tematiserer det umulige ved at være kvinde og geni. »I den verden romanen fremmaner, er den tænkende kvinde afskyelig,« står der i oversætterens efterskrift, der fungerer som en solid introduktion til Hilda Hilsts liv og værk. Hillé er marginaliseret, fordi hun er kvinde, hun er måske endda blevet skør, fordi hun er kvinde. Den slags konklusioner ville man aldrig kunne drage i Clarice Lispectors værker, hvis kvindelige hovedpersoner sjældent forholder sig til deres køn som noget, der prædestinerer dem.

Madam D, derimod, er blevet gal af ikke at blive lyttet til. Hun er obskøn i ordets etymologiske forstand (bogens portugisiske titel er A obscena senhora D): det græske ob skene der betyder ’off stage’ og blev brugt om de uanstændigheder, der ikke kunne repræsenteres på scenen i de græske tragedier. Madam D er »too much for this world«, hun er blevet placeret off stage. Hun taler ikke fra scenen, men fra bagtæppet. Sikke et held, at vi alligevel kan høre hende.

Hilda Hilst: ’Den uanstændige madam D’. Oversat fra portugisisk af Lean Pejtersen. Gladiator. 82 sider, 180 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu