Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Vi skal huske, hvor vi kommer fra

Lars Saabye Christensens nye roman, ’Byens spor’, er en stor, smuk barndomsskildring, forankret i en finurlig og lyrisk beskrivelse af menneskers mange små bidrag til nutidens velfærdsstat
I ’Byens spor’ bruger Saabye Christensen sin barndoms Oslo til at fortælle om solidaritetens sejr over efterkrigstidens nød og ulighed.

I ’Byens spor’ bruger Saabye Christensen sin barndoms Oslo til at fortælle om solidaritetens sejr over efterkrigstidens nød og ulighed.

Nikolai Linares

Kultur
20. april 2018

Lars Saabye Christensen er én af Nordens allerstørste forfattere, en historiefortæller af Guds nåde. Mest kendt i Danmark er romanerne Beatles (1986) og Halvbroderen (2002), der blev belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris.

Hans felt er beskedne middelklassemennesker, der svarer enhver sit, men også til deres egen overraskelse opdager nye sider af tilværelsen, ofte gennem kunst og natur. Det sker netop i Byens spor. Ud af radioen klimprer pludselig Erik Saties forunderlige klavermusik, »der hører hjemme i både cirkusset og på kirkegården«. Musikken forløser den femårige Jesper, som ikke fatter, hvordan noget kan lyde som tonerne i hans eget indre.

I Byens spor bruger Saabye Christensen sin barndoms Oslo til at fortælle om solidaritetens sejr over efterkrigstidens nød og ulighed. I romanen møder vi den følsomme og letpåvirkelige lille Jesper Kristoffersen og hans familie. Rammen er 1947 i Oslo-kvarteret Fagerborg, hvor alle er »fra landet«. Romanen følger Jesper gennem skoletiden og gør læseren spændt på, hvordan den kunstnerisk begavede dreng ti år senere dog finder på at blive sømand. I romanens fejende flotte prolog oplyses nemlig, at Jesper i 1957 påmønstrer M/S Bergensfjord, der tilhører den norske Amerika-linje.

Tematisk er romanen beslægtet med især Ida Jessens En ny tid. Tidsperioden er en anden, men Byens spor viser på samme vis de små umærkelige skridt mod en bedre tilværelse for de mange. Jespers far Ewald arbejder i et reklamebureau, moderen Maj er engageret i Røde Kors, der efter krigen påtager sig en mangfoldighed af frivillige velfærdsopgaver. 

Lars Saabye Christensen: ’Byens spor’

De brave kvinder i Røde Kors bistår med hjælp til selvhjælp: Uddeler strikvarer til en ildebrandsramt familie, bedriver fundraising til nødlidende bla. ved salg af lodsedler, planlægger at etablere en vuggestue, udlåner sygeplejematerialer og mønstrer efter anmodning syv damer, der skal uddannes til hjælpeplejersker på Wergelandsveiens Klinik. Mindre held har man med at uddele pakker med mad og diverse. Borgerne udviser ikke den forventede taknemmelighed, som det syrligt bemærkes i ét af de referater fra bestyrelsen i Fagerborgs Røde Kors, der morsomt afrunder hvert kapitel.

Røde Kors-referaternes detaljerigdom afslører ikke kun efterkrigstidens sociale nød, komplet med »tyske jødebørn«, men også, hvordan velfærdsstaten i Norge vokser frem af kvindernes frivillige arbejde. Da Ewalds reklamebureau fra Oslo Kommune får opgaven med at brande Oslo i anledning af byens 900-årsjubilæum i 1950, foreslår Ewald da også, at jubilæet hylder kvindernes indsats før og nu.

Lars Saabye Christensens ærinde er dog ikke politisk, men psykologisk. »Vi skal huske, hvor vi kommer fra,« som det hedder i prologen. Ewald er en levemand, der ofte hænger ud på Bristol til et par drinks efter arbejdstid, men elsker sin familie med alle sin følsomme sjæls antenner og respekterer sin kloge kone, der holder sammen på familien.

Romanens galleri af fine bipersoner omfatter familiens underbo fru Vik, der gerne passer Jesper. Da hun som dyrlægeenke har telefon, er hun desuden telefoncentral for beboerne i ejendommen. Slagterfamilien rammes hårdt, da deres søn Jostein, Jespers bedste ven, bliver døv efter en trafikulykke. Den alkoholiserede klaverlærer Enzo Zanetti betragter Jesper som et naturtalent, som ikke kun skal lære at føle klaverets tangenter med fingrene, men også at lytte. Det sker, da dreng og mand sammen ligger på gulvet og lytter: »Der bliver stille et øjeblik, ikke helt stille, for det kan der aldrig blive. Verden er ikke kun synsindtryk, den er også lyde, der kommer både udefra og fra indersiden, byen, blodet, der pulserer, alt, for ingenting er helt stille. (Jesper) tænker på Jostein. Hvor stille er der mon inde i ham? Hvis Jesper skal høre for Jostein, så kan Jostein være stille for ham.«

En lillesøster, Stine, kommer til, før katastrofen rammer den lille familie.

Især tonen bærer igennem i Byens spor. De præcist hørte replikker og miljøbeskrivelser er genkendelige for både dem, der boede i Oslos småborgerkvarterer i 1950’erne og for alle os andre, der interesserer os for, hvorfor de nordiske samfund er blevet verdens rigeste og mest lige, kønsrollemæssigt og økonomisk.

Hvis man skal tro Byens spor, bliver det gode samfund til, når alle faktisk gør sig umage for at være så gode, de kan. Ganske vist er der hugorme i håndtasken, bedrageri, druk og ydmygelser, men solidariteten fylder romanen med lys og håb. Her i Fagerborg prøver mennesker at komme hinanden i møde og løse problemerne. Som da Jespers mor og far ikke forsøger at opdrage hans følsomhed bort, men bistår ham med at finde afløb for den gennem klaverspillet, og da Jesper giver omsorgen videre til vennen Jostein.

Lars Saabye Christensen er med denne roman tilbage i sit es, barndommens Oslo. Man må tro, at romanen får en efterfølger, da mange tråde peger fremad. Men hans projekt, at forstå fortiden, meddeles allerede nu af romanens alvidende fortæller: »Erindring er sorg. Historie er forsoning.«

Dejligt, at forlaget Grif viderefører et stort, nordisk forfatterskab, efter at Lars Saabye Christensens tidligere danske forlag, C&K, er blevet solgt til Politikens forlag.

Lars Saabye Christensen: ’Byens spor’. Oversat af Ellen Boen. Forlaget Grif. 443 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her