Læsetid: 5 min.

Ida Auken gør med sin bog ikke danskhed mere interessant

Ida Auken ønsker med sin nye bog ’Dansk’ at et give et bud på en ny position i værdikampen om danskhed, flygtninge og religion. Det lykkes ikke
Hvis vi føler os truede på vores kultur, skyldes det ifølge Auken ikke islam, men derimod at vi kender vores kultur, vores historie og vores kulturarv for dårligt.

Hvis vi føler os truede på vores kultur, skyldes det ifølge Auken ikke islam, men derimod at vi kender vores kultur, vores historie og vores kulturarv for dårligt.

Louise Herrche Serup

20. april 2018

Hvad betyder det at være dansk? Man kan ikke sige, at dette spørgsmål har manglet politisk opmærksomhed. Ifølge De Radikales Ida Auken har denne tale dog hidtil handlet mere om at stirre sig blind på det, der er anderledes end os selv, end om at »kigge indad og finde ud af, hvem vi selv er«.

Hvis vi føler os truede på vores kultur, skyldes det ifølge Auken ikke islam, men derimod at vi kender vores kultur, vores historie og vores kulturarv for dårligt. Vi skal altså længere ind, vi skal helt ind og genfinde vores kulturelle selvtillid, og det er, hvad Auken med sin nye bog ønsker at hjælpe til med.

I bogens tre første kapitler udfolder hun det, der med egne ord er en ny placering i værdikampen. I bogens øvrige kapitler giver hun sit værdipolitiske bud på, hvordan Danmark skal stille sig i forhold til spørgsmål om klima, miljø, teknologi, EU og velfærdsstaten.

Auken ønsker at slå et slag for, at værdidebatten kommer til at handle mere om alt det, der gør Danmark til et vidunderligt sted at være og som binder os sammen på tværs af skel: vores kristne kulturarv, sprog, landskab, stærke velfærdssamfund, båret af danske arbejdere og danske virksomheder, kunst, musik, arkitektur og design.

Lidt småfilosofisk kan man sige, at hun ønsker at kæmpe for, at vi ikke længere bygger danskheden på en negation af noget andet (som når vi kun for alvor forbinder danskhed med frikadeller, fordi muslimer ikke spiser dem), men at vi ranker ryggen og lader den besidde et positivt indhold i sig selv. Den danske kultur er ifølge Auken en helt særlig og fejringsværdig kultur: »Og der er behov for en forståelse af, at dansk kultur er noget helt særligt, som vi med god ret kan fejre.« 

Ida Auken: DANSK

Gammel vin på mere EU-venlige flasker

Umiddelbart fremstår dette optimistiske projekt sympatisk, og det virker da heller ikke bare som rettidig valgflæsk, for der er oprigtig lidenskab bag den letlæste og velskrevne bog. Men Auken kommer desværre ikke med et bud på en ny position i værdikampen om danskhed, flygtninge og politik; hende position er i sidste ende gammel vin på langt mere EU-venlige flasker.

Auken forsøger igennem hele bogen at gå en næsten dydsetisk balancegang ved eksempelvis at understrege, at danskerne ikke kan klare sig alene, men at de heller ikke skal ødelægge deres samfund for at hjælpe andre.

Sådanne formuleringer er så afstemte og afbalancerede, at det er svært for alvor at være uenig i dem. Men når det kommer til definitionen af danskhed, forsøger hun, præcis som højrefløjen at fremhæve en indre, mystisk og essentiel danskhed, og også hun bygger danskheden på en negation af noget andet.

Den indre, mystiske danskhed fremhæves ved hjælp af abstrakte påstande, eksempelvis at der skulle findes en særlig dansk måde at løse problemer på, en særlig dansk måde at tale om tingene over en kop kaffe på, et særligt dansk mod til at omfavne det nye, der sker. Man kan have lyst til at give Auken ret i alt dette, for det er da en behagelig selvfortælling, men det er netop også kun en fortælling, for den følges aldrig op af argumenter, hvilket også ville være svært.

At hun forsøger at bygge danskheden på en negation af noget andet, ses f.eks. i følgende: »Og spørger man danskerne, er jeg sikker på, at de vil udpege for eksempel rent drikkevand som en vigtig dansk værdi. Der er ikke mange andre lande, der passer så godt på deres grundvand, at det kan drikkes stort set urenset.«

Jeg er sikker på, at man ikke kan finde et eneste menneske på kloden, der ikke vil udpege rent drikkevand som en vigtig værdi for dem. Rent drikkevand er vel det nærmeste, vi kommer en universel værdi. At Auken fremhæver rent drikkevand som en dansk værdi, skyldes udelukkende, at det danske grundvand er så relativt rent i forhold til andre landes, og at det som sådan er noget, vi derfor bør være stolte af, og måske endda fejre.

Auken bygger, sådan som citatet er et eksempel på, danskheden på det, der adskiller os fra de andre. Hvor Dansk Folkeparti fremhæver den adskillelse, der har med muslimer at gøre, fremhæver Auken den adskillelse, der enten har med vores kristne kulturarv eller vores overlevelsesmuligheder i en global og cirkulær økonomi at gøre.

Påstande uden argument

Auken vil som noget nyt give en positiv bestemmelse af, hvad det vil sige at være dansk, en bestemmelse, som ikke bygger på en negation af noget andet. Som allerede Hegel viste os, er denne manøvre kun logisk mulig, hvis man fuldstændig afstår fra at blive konkret, hvis man bestemmer danskheden tautologisk som den danske kultur, den danske kulturarv, den danske sang, som er en ung blond pige osv.

Hvis man derimod forsøger konkret at fremhæve, hvordan danskheden er noget særligt, som vi med god ret kan fejre, så er man også nødt til at pege på det, der adskiller os fra de andre. At fremhæve, hvordan noget er særligt, er i sagens natur at fremhæve, hvordan det adskiller sig fra noget andet.

Enhver sådan konkret fremhævelse af en nations særegenhed ender næsten altid med at fremstå ufrivilligt komisk. Det gælder højrefløjens placering af danskheden i en frikadelle, men det gælder altså også Aukens egen placering af den i rent drikkevand, vindmøller, rugbrød, Matador og cykler.

Auken ønsker med sin bog at vise, at danskhed og globalt udsyn er to sider af samme sag, at det er muligt på én gang at være stolt over at være dansk og at tro på det europæiske projekt. Denne pointe ville dog være lettere at hente hjem, hvis hun helt opgav den umulige ambition om at bestemme den særlige indre, mystiske og essentielle danskhed.

Der er i bogen intet reelt argument for den gentagende påstand, at et større fokus på vores værdier, vores historie, vores kristne kulturarv vil gøre os mere tilbøjelige til at vise storsind, give plads til minoriteter og åbne os over for omverdenen. Man fristes til at sige, at vi lever i et bevis på det modsatte. Heller ikke Auken har held med at vise, at danskhed er en interessant politisk kategori, som fortjener vores opmærksomhed.

Ida Auken, DANSK, People’s Press, 143 sider, 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Nørgaard
Britta Hansen, Niels Duus Nielsen og Carsten Nørgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Åh den stakkels lille Ida. Hun reddede sig væk fra den synkende skude SF og over i de Radikale. Men se! SF klarede skærene, mens de Radikale ser ud til at gå ned med mand og mus ved næste valg. Hvad skal Ida nu gøre? Socialdemokratiet? DF?

Krisen i 2013 var måske i virkeligheden det bedste, der kunne ske for SF. Alle opportuniserne hoppede videre til andre partier, og tilbage var de, der faktisk mente noget med det, og ikke bare er i politik for at gøre karriere. Nu må vi se, om der er noget parti, der har lyst til at have Margrethe Aukens curlingbarn på kost i en valgperiode. Liberal Alliance, måske? De elsker kendisser.

Maria Jensen - Tjah, du har nok ret mht. den vandring LA'erne har været på. Mange af dem fx Henrik Dahl og Mette Suk begyndte i SF, overnattede enten hos de radikale eller Liberaldemokratiet, inden de fandt en madskål i Labil Alliance. Tror dog næppe at Ida Auken ender hos DF, dertil er hun alt for meget mors datter.