Læsetid: 6 min.

Der er ingen enkel sandhed i krig

DRK viser den største, mest omfattende og mest rystende filmiske fortælling om Vietnamkrigen nogensinde. Ken Burns og Lynn Novicks ’The Vietnam War’ er et monumentalt mesterværk, skriver Lasse Jensen, der som korrespondent i Vietnam og USA i 70’erne og 80’erne lavede den første danske tv-dokumentar om Vietnamveteranerne i USA, ’Der var engang en krig’
Det er soldaterne, der var der, der kommer til orde i Ken Burns og Lynn Novicks serie om Vietnamkrigen.

Det er soldaterne, der var der, der kommer til orde i Ken Burns og Lynn Novicks serie om Vietnamkrigen.

DR Presse

20. april 2018

Jeg husker endnu Vietnamveteranernes ansigter. Det var i 1980. Jeg interviewede en gruppe af dem i 1980 i Venice Beach, Californien. Det var fem år efter krigens afslutning, og diagnosen PTSD var ikke helt opfundet.

Det posttraumatiske stresssyndrom prægede dem alle. Mange var arbejdsløse. De talte om dem fra selvhjælpsgruppen, der havde begået selvmord. De havde kæmpet for et USA, der bød dem velkommen tilbage med skældsord og foragt. De havde oplevet unævnelige ting. Og de havde gjort det unævnelige: De havde tabt en krig.

En af dem talte om sin far, der var veteran fra Anden Verdenskrig. »Han var en helt, jeg var en baby-killer.« En anden fortalte, hvordan han i årevis havde gemt sine Vietnamerindringer langt, langt væk. Han talte kun om dem med andre veteraner. »Hvis man nævnte ordet Vietnam, var det som at prutte ved middagsbordet.«

Da jeg så alle ti afsnit af Ken Burns og Lynn Novicks 17 timer og 15 minutter lange tv-serie om Vietnamkrigen, dukkede ansigterne og skæbnerne op igen. I min erindring og på skærmen. Nu 30-35 år ældre, med samme mentale ar, men nu mere afklarede, velovervejede og skarpe.

Tiden læger langtfra alle sår, men fælles for de mange Vietnamveteraner i den monumentale tv-serie er et brændende ønske om at dele de erfaringer, som mange af dem holdt nede i årevis. Den enkleste af dem står som en enkelt sætning mejslet over titlen The Vietnam War: »There is no single truth in War«.

De overlevendes fortælling

Nej, der er ingen enkel sandhed i krig. Og Vietnamkrigen var så fuld af halve, kvarte og ottendedels-sandheder, at instruktørerne bevidst har valgt at bruge størstedelen af serien på at lade aktørerne selv komme til orde i en fascinerende, både opløftende og nedslående, eftertænksom og menneskeligt værdig fortælling.

Hvis der overhovedet er sandheder i en krig, kommer man den nærmest ved at lade de overlevende komme til orde. Og det kommer de. Soldaterne fra alle tre sider. Fra USA, fra Nord- og Sydvietnam. Det er formentlig den første dokumentarfilm om Vietnamkrigen – og der er masser af dem – hvor soldaterne foran kameraet deler erfaringer fra krigens ubærlige virkelighed med hinanden.

Nu furede og hvidhårede, som den nordvietnamesiske menige soldat Bao Ninh, der – som den eneste overlevende af syv unge mænd fra den samme boligblok i Hanoi – vendte hjem til den mor, der ikke havde set ham i seks år. »Vi fejrede ikke gensynet. Det ville have været en hån mod de, der ikke kom hjem.« Bao Ninh skrev en erindringsroman om krigens sorg, The Sorrow of War blev en international anerkendt bestseller.

Seriens syvende del indeholder et afsnit, som instruktørerne og seriens manuskriptforfatter Geoffrey C. Ward kalder »Civilisationens tynde fernis«. Det indledes med en 4. juli-parade i den lille by Worthington, Minnesota. The Heartland of America. Forrest går flere hundrede kalkuner fra de lokale farme, der har gjort byen til statens kalkunhovedstad. Der er marcherende veteraner, lårkort pigegarde og skinnende brandbiler.

Henover billederne fortæller Vietnamveteranen Tim O’Brien om sin patriotiske og gudsfrygtige hjemby. Han blev indkaldt i 1969. Samme år som Bao Ninh. Også han skrev om Vietnam. Ikke mindst klassikeren The Things they Carried. O’Briens – og flere af de andre veteraners historier – handler også om, hvordan ordentlige og velopdragne unge mænd drages ind i en krig, der tvinger dem ud i situationer, hvor The Thin Veneer of Civilisation skrælles af og forvandler dem til bange, desperate og brutale krigere.

En forbilledlig strøm af erfaringer

De to veteraner er måske de eneste berømtheder, der interviewes i serien. Resten er vidner – først og fremmest de amerikanske og vietnamesiske veteraner. Her er ingen nye interview med eksperter og beslutningstagere.

Når Lyndon B. Johnson, Richard Nixon, Henry Kissinger og syd- og nordvietnamesiske ledere er med, sker det konsekvent i form af filmklip og tv-optagelser fra arkiverne. Spundet sammen omkring det ene vidnesbyrd efter det andet i en forbilledlig strøm af erfaringer, tilsat en sparsom, næsten lakonisk fortællertekst, fremført af den 76-årige Emmy-belønnede skuespiller og instruktør Peter Coyote – instruktør Ken Burn’s yndlingsspeaker. Hans stemme minder om Henry Fondas. Musikalsk, stilfærdig, næsten tilbageholdende, men alligevel insisterende.

Det tog Ken Burns og Lynn Novicks ti år at lave det, der uden tvivl er det hidtil mest magtfulde, journalistiske og overbevisende filmiske værk om Vietnamkrigen.

Vi får det hele med. Fra franskmændenes kolonisering af Indokina i midten af 1800-tallet til de første mørke, undertrykkende år i det forenede Vietnam efter amerikanernes endelige nederlag. Først og fremmest er det historien om, hvordan Vietnam blev starten på en dyb splittelse af det amerikanske samfund, der kulminerede med valget af Trump i 2016.

Den konklusion må man selv drage, for der er ingen bombastiske pegefingre. Filmen er dybt patriotisk, men skillelinjen går mellem de, der opfatter fædrelandskærligheden som en absolut størrelse, der tilsidesætter logik, menneskerettigheder og ordentlighed på den ene side; de hader og afskyr de andre. Og de, der med dyb patriotisme meldte sig under fanerne, udstod lidelserne og kom ud på den anden side med en dyb tvivl over for magthaverne, men med fædrelandskærligheden i behold, på den anden.

I et veldokumenteret og filmisk forrygende forløb balancerer Ken Burns og Lynn Novick her perfekt filmens budskab: at krig som regel – ikke altid – er meningsløs, sandheden er ikke enkel, men de virkelige helte er ikke bare de, der døde (59.000 amerikanere, 3 millioner vietnamesere), men de hundredetusinder af menige soldater, der efterhånden ikke stolede på andre end sig selv og deres kammerater.

Find vidnerne, inden det er for sent

Det var under produktionen af makkerparret Burns-Novicks store serie om Anden Verdenskrig THE WAR (fra 2007), at de to dokumentarister for alvor erkendte, at filmen om Vietnam skulle laves nu.

Det blev sværere og sværere at finde veteraner fra Anden Verdenskrig, der kunne fortælle deres historie. Men i USA og Vietnam fandtes veteranerne fra Vietnamkrigen i tusindvis, i bedste velgående og i stigende grad villige og i stand til at fortælle deres historie. Ikke mindst afsnittet om den blodige Tet-offensiv i januar 1968 bygger på hundreder af kilder.

Fra vidner til klip fra soldaternes egne billeder og film, tv-arkiverne, de militære arkiver og de nyåbnede nordvietnamesiske ditto. Det er nok første gang, at (nord)vietnamesiske og amerikanske værnepligtige fortæller hver deres historie om de samme kamphandlinger i den krig, hvor de amerikanske militære og politiske ledere blev ved med at insistere på, at »der er lys for enden af tunnelen«.

Da krigen sluttede den 30. april 1975, indledte USA’s mest berømte nyhedsankermand Walther Cronkite sit program med ordene: »I dag nåede vi til enden af Vietnamtunnelen. Og fandt ingenting.« Klippet er naturligvis med i tiende og sidste afsnit af serien.

Ikonografiens mester er selv blevet et ikon

Med The Vietnam War har Burns og Novick foreløbigt kronet et dokumentarisk samarbejde, der har stået på i over 30 år. I starten med Ken Burns som eneinstruktør og Lynn Novick som nærmeste medarbejder, som det skete i den første, banebrydende tv-serie om den amerikanske borgerkrig.

Burns bruger ikke click bait-titler: Den hed helt enkelt The Civil War. Her var ingen levende vidner, kun stillfotos og oplæste breve. Burns opfandt nærmest en særlig teknik, når han lavede såkaldt ikonografi, når han lod kameraet panorere, zoome og tilte hen over de gulnede fotos. Så enestående, at masser af videoredigeringsudstyr nu har et særligt program til behandling af faste billeder. Den hedder ’Ken Burns’. Ikonografiens mester er selv blevet et ikon.

Med The Vietnam War har ikonet Burns ikke skabt nye, filmiske veje. På mange måder er den deprimerende fortælling om vor tids 30-årskrig en enkel, fortløbende og dragende historie. Om fortidens fejltagelser (der alt for ofte senere er blevet gentaget), om USA’s nyere udvikling hen imod et todelt samfund, om ligegyldighed og aktivisme. Men først og fremmest om de unge mennesker, som blev sat til at føre krigen – og betalte prisen.

Vietnamkrigen – The Vietnam War

  • En tv-serie i ti afsnit, instruktion: Ken Burns og Lynn Novick, manuskript: Geoffrey C. Ward
  • Produceret af Florentine Films for PBS
  • Sendes på DRK hver fredag aften fra 28. april 21:00-21:55
  • Vietnamtemaet suppleres løbende med spillefilm som ’Dommedag Nu’, ’Born on the Fourth of July’, ’Going Home’ m.fl.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • David Zennaro
  • Torben Lindegaard
  • Christian Skoubye
  • Olaf Tehrani
Espen Bøgh, David Zennaro, Torben Lindegaard, Christian Skoubye og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Jensen

Den dag i dag kan man blive trist til mode ved at tænke på Vietnam krigen.

En vinkel er den modbydeligt uretfærdige behandling, som de amerikanske veteraner blev udsat for, da de vendte hjem til det amerikanske samfund.

Oliver Stone, himself, har for mange år siden udtalt, at krigen blev udkæmpet af negerne og de fattige - i dag ville man nok formulere det anderledes; men sandt er det, at værnepligten var hullet som en si. De seneste 3 præsidenter af passende alder har eksempelvis ikke været i Vietnam - Clinton, Bush & Trump.
Hvis man havde penge nok, var det såre simpelt at sno sig udenom; hvis man ikke havde penge, men intelligens nok, kunne man også slippe udenom, som Bill Clinton.

Og som du skriver, blev Vietnam-veteranerne skyet som pesten af det amerikanske samfund, startende allerede i LAX med demonstrationer, når de steg af flyet efter at have overlevet 360 dage i Vietnam. Selvfølgelig skulle soldaterne aldrig have været sendt derover; men det problem skulle demonstranterne jo have taget op med den lokale repræsentant, senator eller Johnson & Nixon.

Alt for mange unge mænd, Vietnam-veteraner, har levet et sølle liv i USA.

Jens Thaarup Nyberg, David Zennaro og Verner Nielsen anbefalede denne kommentar
Emil Elvheden

Vietnam krigen var forbrydelser mod menneskeheden og yankeerne er aldrig blevet stillet til ansvar for deres krigsliderlighed

Det kan godt være der ikke er nogle enkle sandheder om krig, - men så må der nødvendigvis være mange løgne - om og for krige.

Grundlaget for Vietnam-krigen ligger tilbage til midten af 1950erne, med det franske nederlag ved Dien Bin Phu, hvor den franske fremmedlegion blev udraderet at de Nordvietnamesiske krigere.

Vietnam var en Fransk koloni(Fransk Indokina) indtil 1954, men der var kommet en politisk bevægelse, der ikke længere undersåtter til en kolonimagt, ganske som vi også så udviklingen i Indien, hvor englænderne blev smidt ud, som koloniherrer et århundrede tidligere.

Frankrig bad så Amerika om militær hjælp til at generobre deres tabte koloni, men blev afvist.

Den politiske bevægelse i Nordvietnam havde også ønsker til Amerika, om våben osv. til deres frihedskamp, men var blevet afvist, - hvilket nok skal ses i lyset af forholdet til Frankrig.

Når man ikke kan få våben til frihedskampen det ene sted, så søger man om der er andre der vil bidrage med våben, og her var både russerne og kineserne villige med våbenstøtte.

- Her kommer det vigtige, Amerikanerne vidste altså hvad formålet med våbnene var - frihedskampen imod Frankrig, - hverken mere eller mindre, og her er det vigtigt at erindre sig, at daværende forsvarsminister Robert S: McNamara efter krigen også udtalte dette som en stor fejltagelse, at man ikke politisk anerkendte dette formål fra de politiske ledere i Nordvietnam.

Nu var 1950erne politisk turbulente år i Amerika, med skueprocesser over mennesker, som den republikanske politiker Joseph McCharthy svang sig op på, og stod i spidsen for med daværende Richard M. Nixon og FBI med J Edgar Hoover i front., "kommunismen udbredelse i Amerikas administration", som endte i den rene heksejagt på ethvert mindretal eller andet - homoseksualitet, skulle stå skoleret for disse skueprocesser.

Det er en kommunistpsykose der fortsat hærger i det amerikanske blod den dag i dag, og kan ses i international politiks retorik på forskellig vis.

Såvel kommunistpsykosen og at Nordvietnam fik våben fra Rusland og Kina, ændrede den politiske stillingtagen og forståelse af Vietnam, fra at være en kolonikrig for befrielse, til i stedet at blive en ideologisk politisk krig imod kommunismen, og blev til den lidet flatterende doktrin; "domino-effekten", ud fra den antagelse, at faldt Vietnam i kommunismens hænder, så ville de omkringliggende lande også falde i kommunismens hænder.

Så sendte Amerika våben og mandskab(instruktører som det hed sig) til Vietnam i Syden, for at forsvare de demokratiske værdier, men det politiske budskab og frihed for koloniherrer i nord blev vendt mod amerikanerne, og krigslysten i Syden iblandt folket var ikke nævneværdig stor.

Det politiske lederskab i Syden blev undervej skiftet ud flere gange, fordi man ikke var tilfredse med dem fra amerikansk side, - men lige lidt hjalp det, og så måtte amerikanerne sendte regulære troppeenheder til Vietnam for at kæmpe krigen.

Tabstallene voksede for amerikanerne, og generalerne ville have flere folk i felten, -men tallene talte deres eget tydelige sprog, - men trods det afviste politikerne at der kunne blive tale om tilbagetrækning, - og sendte i stedet flere i felten.

Så kom "pentagon papirerne" - Daniel Ellesberg var Whistebloweren, og pludselig var sandheden ikke længere det politikerne sagde, - for der stod noget helt andet i Pentagon papirerne, om hvordan krigen gik i Vietnam, - for i følge de opgjorte tabstal på den Nordvietnamesiske side, skulle næsten hele befolkningen være blevet dræbt, selvom krigen fortsat rasede med fuld styrke.

Tilbagetrækningen og freden kom i 1975-6 og Vietnam blev en samlet selvstændig stat, uden en kolonimagt, som vi kender den i dag.

Alle de amerikanske politikere, der havde stået fadder til krigen og den fortsættelse, var ikke længere at finde noget som helst sted i Amerika, i stedet beskyldte de medierne for at krigen blev tabt, og doktrinen; "domino-effekten" blev aldrig nogen virkelighed.

- Det var politikerne der tabte hovedet, der også tabte krigen sammen med generalerne.

- Generelt havde soldaterne ikke meget at skamme sig over, men vist var der episoder som ikke var særlig flatterende politisk for Amerika.

My Lai massakren og spredningen af mio. af tons giftig "Agent Orange" over hundredtusinder af kvadratkilometre, - et giftigt svært nedbrydeligt stof, og hvor intet kan dyrkes, som den dag i dag skader mennesker, fødte som ufødte, hvor sidstnævnte fødes med mentale og eller fysiske handicap, - så for mange vietnamesere er krigens rædsler endnu ikke forbi her 40 - 50 år senere.

Torben Lindegaard

@Espen Bøgh

Det er vist en ret præcis gengivelse af den historiske udvikling.

Det er rigtig godt, at du får Robert McNamara's kun alt for sene erkendelse med -
at Vietnam krigen var en kolonial befrielseskrig.