Læsetid: 3 min.

Janelle Monáe lader kussen holde politisk brandtale

Den amerikanske R&B-stjernes tredje album er et ’robo-erotisk’ værk i softpornografiske og kropspositive former og farver. Kroppen er kirken, og nationen skal vindes tilbage. Teksterne er fulde af spiritualitet og vitalitet, men musikken? Ikke helt og aldeles
Warner-pressefoto

Warner-pressefoto

30. april 2018

En kølig overflade hviler over Janelle Monáes tredje album, Dirty Computer, og det er på trods af, at der ellers er rigeligt med blod, sved og engagement i værket. »Jim Crow Jesus rose again,« synger hun med reference til Jim Crow-lovene, der fra 1870 og helt frem til 1965 fastholdt raceadskillelse i de amerikanske sydstater. »Until women can get equal pay for equal work, this is not my America,« tordner en mandlig taler.

Altså skriver den 32-årige amerikanske sanger, sangskriver, producer og skuespiller (hun var med i Oscar-vinderen Moonlight) sig ind i samtidens afroamerikansk politiserede musikkultur. Tænk bare på Beyoncé, Chance The Rapper og Kendrick Lamar, der som den første rapper vandt Pulitzer-prisen for musik i sidste uge.

Ikke kød, men bytes

Monáes politiske bevidsthed former sig musikalsk som et besøg i 1980’ernes stive funky og spinkle syntetiske dansepop/rock. Og det er der en pointe i, fordi netop den tid dyrkede det kunstige og uorganiske i lyd, klang og rytmik.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer