Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kacey Musgraves flytter countrys hegnspæle til kosmos og queerland

Countrymusikken rykker nærmere mainstream, på godt og ondt. På godt, når countrystjernen Kacey Musgraves lukker os ind i hendes perfekt formede, kosmiske country, der sågar henvender sig til LGBTQ-folket. Ondt, når popveteranen Kylie Minogue forvandler genren til en manipulerende turistbrochure
Country er duften af rodeo, squaredance og de åbne vidder – hvis man tror på klicheer. Men Kacey Musgraves er ikke rejsende i klicheer. Hun danser koket med dem, men bevæger sig også nye steder hen.

Country er duften af rodeo, squaredance og de åbne vidder – hvis man tror på klicheer. Men Kacey Musgraves er ikke rejsende i klicheer. Hun danser koket med dem, men bevæger sig også nye steder hen.

Rick Kern

Kultur
6. april 2018

Hiphoppen dominerer i mainstreamland. Lyden af afroamerikansk kultur født i USA’s storbyghettoer er blevet allemandseje. Men countrymusikken synes i disse år at danne en vis modvægt.

Genren er et amalgam af blues og amerikansk folkemusik og har Nashville som sit mekka. Country er godt gammeldags håndværk. Vers, man kan knibe en tåre ned i sin øl til; omkvæd, man kan skråle og squaredance til.

Og country er hvid musikkultur, der kan finde på at værne lige lovlig meget om sig selv. Det fik vi at opleve, da afroamerikanske Beyoncé i 2016 optrådte med sin countrysang »Daddy Lessons« sammen med bandet Dixie Chicks under Country Music Awards i Nashville. Under og efter deres optræden rasede countryfans på Twitter, og CMA fjernede optagelsen af sangen fra deres hjemmeside.

Efterfølgende nægtede Grammy-komiteens countryafdeling endda overhovedet at tage »Daddy Lessons« i betragtning som årets countrysang.

Men Beyoncés countryperle demonstrerede ikke desto mindre, at mainstream – som hun er en stærk formidler for og af – har interesse i den fornemmelse af et autentisk USA, som genren tilbyder. Og meget passende handlede sangen om forholdet til hendes far, altså om Beyoncés rødder.

Ikke rejsende i klicheer

Og rødder, dét er noget, country er stærk i. Lige nu hypes den hvide countrystjerne Kacey Musgraves’ nye og tredje album, Golden Hour – hun er født i området Golden i Texas. Og albummet åbner med det smukke nummer »Slow Burn«, hvor den 29-årige amerikaner synger:

»Born in a hurry, always late / Haven’t been early since ’88 / Texas is hot, I can be cold / Grandma cried when I pierced my nose.«

Det sker under ledsagelse af et ambient klangrum a la de store vidder, der kan minde om Brian Eno og Daniel Lanois’ produktioner for U2 især på The Joshua Tree, hvor irerne netop undersøgte USA fra flere vinkler.

Country er duften af rodeos, squaredance og de åbne vidder – hvis man tror på klicheer. Men Kacey Musgraves er ikke rejsende i klicheer. Hun danser koket med dem, men bevæger sig også nye steder hen, både tekstligt og musikalsk, f.eks. med Daft Punk-filterdisco-sangen »High Horse« og den galaktisk storladne »Oh, What A World«.

Kacey Musgraves.

Kacey Musgraves.

Universal Music Group

Nashville, Jorden kalder Kacey

Golden Hour er langt fra at være fuldblodscountry. »Cosmic country,« kalder hun det selv. Man kunne også kalde det »dream country« eller »Nashville, Jorden kalder Musgraves, Kacey«.

Der er virkelig ikke meget jordforbindelse eller landevejsstøv her – også selv om albummet er indspillet i kollegaen Sheryl Crows hestestald i Nashville. Og selv om der er formidable tekster om det nære og nærmiljøet:

»In Tennessee, the sun’s goin’ down / But in Beijing, they're heading out to work / You know the bar down the street don’t close for an hour / We should take a walk and look at all the flowers.«

Golden Hour er en samling perfekt højglansede og yndefulde popsange. Produceret sygt lækkert, så alt står og glitrer i bløde lydbilleder med ulastelig, diskret detaljerigdom. En ganske bedårende – nogle gange lige lovlig bedårende – drøm om et USA, man kan cruise igennem for ankomme til det, man forlod: sig selv.

Til LGBT-folket

Og det er forbløffende, hvor elegant Musgraves flytter hegnspælene for, hvad country er og kan. Hun har tidligere sunget om, at homoseksualitet er helt okay. »Kiss lots of boys / Or kiss lots of girls if that's something you’re into,« sang hun på »Follow Your Arrow« fra debutalbummet Same Trailer Different Park i 2013. En sang hun selv kalder sit »LGBT anthem«.

Og på Golden Hour er »Rainbow« ifølge hende selv rettet mod LGBT(Q?)-folket.

Der er også sangen »Mother«, som hun – gudhjælpemig i pressematerialet til albummet – fortæller var inspireret af hendes mikrodoserede indtag af LSD.

»Hope my tears don’t freak you out / They're just kinda coming out / It's the music in me and all of the colors.«

Og teksterne er pletvist strålende. Tag bare afskedssangen »Space Cowboy«:

»When a horse wants to run, there ain’t no sense in closing the gate / You can have your space, cowboy.«

Kacey Musgraves river ned og bygger op på ny. Og så har hun fundet inspiration i Bee Gees, Sade og Neil Young til sine sange. En broget flok, der alligevel har næret en klar helhed – fuld af åbninger og gennemtræk.

Hvem ved, måske bliver det næste, at Kacey Musgraves synger en duet med Beyoncé? Man har lov at håbe.

En australier til fadet

Bevægelsen væk fra den traditionelle country og imod poppen er set mest markant i nyere tid med countrystjernen Taylor Swift, der omkring 2012 begyndte at forlade sit udgangspunkt i Nashville til fordel for en karriere som højteknologisk, global hitlistedominatrix.

Fra den anden side af spektret, fra poppen, har vi set Lady Gaga, Kesha, Miley Cyrus nærme sig countryens grounding i det gamle USA.

Og nu er der kommet en australier til fadet, ingen ringere end 49-årige Kylie Minogue, der er aktuel med sit 14. studiealbum.

Der er lighedspunkter med Musgraves: Minogues album hedder minsandten Golden. Numrene »Dancing«, »Golden« og »Sincerely Yours« er indspillet i Nashville, og både Musgrave og Minogue har talt om, at de er kommet ud af parforhold i forbindelse med deres nye plader.

Men der, lige dér ophører fællesskabet.

Kylie Minogue.

Kylie Minogue.

Sony BMG

For det første er der klasseforskel på de to albummer. Minogues sange er en række manipulerende skitser til en turistbrochure om Nashville. Det er sange, der spurter mod højdepunkterne forhippet på at piske – ikke som Musgraves bygge – en stemning op.

Hvis der er noget slægtskab med mesteren Dolly Parton, så er det i den mere gøglede afdeling, i nærheden af »Applejack«, men denne anmelder får mestendels vågne mareridt om Rednex-hittet »Cotton Eye Joe« under indtryk af Minogues sange.

Det er country som et træt gammelt tivoli. Der er ikke noget galt med at hive autenticiteten ud af en genre, men så skal der dæleme nogle nye tricks på bordet. Det er ikke nok med en hurrahujende serie af forcerede klimakser, som man langt hellere ville undvære.

Faktisk har jeg fået hovedpine, Fru Minogue, jeg vil bare gerne sove. Og vågne op til den mangefarvede sol, som Kacey Musgraves er.

Kacey Musgraves. ’Golden Hour’ (MCA Nashville/Universal).

Kylie Minogue. ’Golden’ (Darenote/BMG).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her