Læsetid: 5 min.

Her kan du melde dig ud af samfundet

De to udstillinger ’Ephemera Mundi – den oversete verden’ og ’Post Institutional Stress Disorder’ i Kunsthal Aarhus byder på både velordnede og underspillede ophobninger, kærlighedserklæringer til fundne cigaretskod og blanketter til udmeldelse af samfundet
Billedkunstner Lasse Krogh Møller analyserer i et af de sjoveste værker cigaretskoddene på en planche, i en pastiche på snørklet akademisk lingo, bl.a. inddeles skod i cigaretmærke-habitater, som var de levende organismer

Billedkunstner Lasse Krogh Møller analyserer i et af de sjoveste værker cigaretskoddene på en planche, i en pastiche på snørklet akademisk lingo, bl.a. inddeles skod i cigaretmærke-habitater, som var de levende organismer

Kunsthal Aarhus

24. april 2018

Billedkunstner Lasse Krogh Møller (f. 1972) har både barnets lyksalige samleriver i sig og den ’voksne’ dokumentarists mellemværende med det at miste (f.eks. ægte poetiske øjeblikke).

I den charmerende, retrospektive udstilling i Kunsthal Aarhus med titlen Ephemera Mundi – den oversete verden iscenesætter han sin egen samling: Imponerende mængder fundne cigaretskod og hårelastikker er bl.a. kategoriseret i montrer og på tavler med papirtags, som var de sjældne sommerfugle.

Krogh Møller leger med det museale og etnografiske blik på verden ved at arkivere det banale som en gennemført kærlighedserklæring til skæve og værdiløse genstande og geografier. Og til oversete måder at se og organisere verden på. Hvad fortjener plads i en samling?

Hvad hvis ’taberne’ skrev historien ved at vælge deres udsnit af verden?

Jeg går med på præmissen: Fem tætpakkede udstillingsrum med hvert sit tema – bl.a. Bibliotek, Tingene og Geografier. Nidkære, neurotiske arkiveringsprincipper; og en udpræget nostalgisk fornemmelse, da hvert rum er bemalet med hver sin gammeldags ’museale’ farve.

Inderlige og morsomme sure opstød

Det kunne være tungt, men der er en lethed i indholdet, ikke mindst på grund af den tørre, underfundige humor: I det mørkerøde rum Tingene føles fundne fotografier af for længst glemte lykkeøjeblikke eller ditto indkøbs- og opgangssedler med almindeligheder og sure opstød pludselig inderlige og morsomme i al deres typografiske og stavefejlsfyldte pragt.

Distancen til det private gør det helt okay at være voyeur. Krogh Møller analyserer i et af de sjoveste værker cigaretskoddene på en planche, i en pastiche på snørklet akademisk lingo, bl.a. inddeles skod i cigaretmærkehabitater, som var de levende organismer. Den humoristiske leg med lektor Blomme-stilen gør, at man tænker over historieskrivningens problematiske evne til at gøre noget eksotisk.

Det nænsomme mobberi af den ivrige antropolog, der ved alt om verden, fortsætter i det karrygule rum Geografier. Her dokumenteres københavnske områder i foto og tekst, bl.a. gennem en fin jagt på monumenter i Vanløse. Et klunseragtigt butiksvindue er monument nok; et rør foran et center har titlen rørmonumentet. Poesien findes overalt i form af Leonard Cohen’ske sprækker.

Drengerøvsfinurlige samlinger

Peter Ole Pedersen er lykkedes med en stram kuratering: Der tilføjes hele tiden nye ophobninger – f.eks. punkterer det lysegrønne rum Bureaukratiet – Kontoret lektor Blommes skrivebordsmagt yderligere med en fotoserie, der ophøjer stempler og hæftemaskiner. Men fordi Ephemera Mundis legende og overdrevent sirlige greb er bundet op på 1950’er-pastichen, gør det også, at det hele bliver lidt for drengerøvsfinurligt og velordnet.

Risikoen er, at arkivlogikken – eller magtkritikken – ikke for alvor viser tænder eller overrasker.

Her er rummet Ingenting et vigtigt modspil. For samlinger er bundet op på tab og fravær. De er bærere af alt det håb og det begær, vi kaster ind i dem. Netop det udtrykkes i udstillingens bedste værk: En planche med 224 små udsnit af fotos af himlen, alle givet et stednavn; svævende farvekort i blålige nuancer, der giver mig plads til at fantasere om fiktive rejser, og får mig til at overgive mig til Krogh Møllers iscenesættelse af vigtigheden af næsten ingenting.

Noget kaotisk på færde

Post Institutional Stress Disorder – eller bare PISD (lyder som ’pissed’) – spiller på Post Traumatic Stress Disorder og er titlen på Kunsthallens gruppeudstilling, kurateret af institutionens leder Jacob Fabricius. PISD er eftereffekten af at have bevæget sig gennem institutioner hele sit liv – skoler, fængsler, arbejdspladser eller lovgivningsinstanser.

Diagnosen for den samfundsborger, der aldrig holder fri, men lever med en lurende følelse af magtesløshed. Det er en interessant, aktuel og selvransagende ramme for en udstilling, og den bliver andet og mere end et sjovt ordspil, når man tager med, at udstillingen er kumulativ. Det vil sige – da den åbnede 16. marts fandtes der kun ét værk i udstillingen; da jeg besøger den den 19. april, er der seks værker. Ingen ved endnu, hvor mange værker og medier, Fabricius vil have tilføjet, når udstillingen slutter i januar 2019 efter i alt ti måneder.

Flere vil være af de samme kunstnere, men bl.a. vil Harun Farocki og Jesse Darling komme til. Der er altså noget kaotisk på færde i selve strukturen, et forsøg på at udfordre vores underdanige gang gennem systemerne, og selvom det kan virke minimalt kaotisk i forhold til, hvad ved jeg, daglige begivenheder på immigrationskontoret, er det nok på kant med den kontrolfreak-planlægning, der forventes i større kunstinstitutioner.

Her kan du melde dig ud af samfundet

På vej ind i udstillingsrummet ser jeg amerikanske Adrian Pipers »My Calling Card« fra 1986 ligge på en hylde: et simpelt visitkort med en forklarende tekst, man kan give væk, hvis man vil afvise racistiske eller sexistiske kommentarer på gaden.

Et svirpende, men ærligt forsøg på at fortælle sin omverden, at man er et menneske med integritet, der ikke vil bruges. Selve udstillingsrummet virker stort og tomt. En bureaukratisk og nøgtern forstemthed, der får værkerne til at stå stærkt – også den underfundige kartoteksrulle med kunstnernes navne, man kan bladre i.

Amerikanske Michael Smiths sort-hvide foto fra 1972 af en kaffemaskine hænger lavt i det fjerneste hjørne og stirrer deadpan ud på mig. Jeg er en kaffemaskine; hvad vil du? synes det fremmedartede, sølvgrå objekt at sige og går i dialog med belgiske Sara Deraedts glitrende farvefoto af en Samsung støvsuger fra 2015, der ligner både en rumkapsel og en ammepumpe.

Både danske Jes Brinchs og Henrik Olesens værker er agiterende: Brinchs ’Udmeldelse af Samfundet’ fra 1993 er en antiautoritær formular, man kan udfylde, hvis man vil melde sig ud af alt, fra statsborgerskab, efterløn og ret til vand og kloakering. Den er perfekt grotesk i sin enkelhed.

Olesen udstiller to fabelagtige flyers fra 1998, der bl.a. blev delt ud i S-tog; den ene et råbende og rørende spørgeskema til forældre om accept af deres børns homoseksualitet, nederst står: »Vær tolerant. Mine forældre var det ikke.«

Og da jeg forlader rummet bliver jeg diskret kriminaliseret af Cameron Rowlands 7,5’ fra 2015 – et målebånd langs dørkarmen, der i USA bliver brugt ved f.eks. dagligvarebutikker, så overvågningskameraer kan registrere højden på kriminelle, når de forlader butikken.

Amerikanske Michael Smiths sort-hvide foto fra 1972 af en kaffemaskine hænger lavt i det fjerneste hjørne og stirrer ’deadpan’ ud på mig.

En vellykket underspillet og analog stemning

Det fungerer utrolig godt med de forskellige, skarpe og humoristiske aflæsninger af institutionelle og bureaukratiske spændetrøjer, tilstande og situationer. Fra samfundets allestedsnærværende mistænkeliggørelse, over personligt og offentligt oprør til hverdagsobjekter som fortryllede medspillere i vores dødssyge liv.

De ældre værker virker i den grad aktuelle, og den underspillede og analoge stemning er godt ramt som ét facet af PISD’ens dobbelte tilstand af udmattelse og årvågenhed. Jeg er nu nysgerrig på, hvordan/om uroen tager over, når værkerne for alvor begynder at hobe sig op.

Kunsthal Aarhus: Lasse Krogh Møller Ephemera Mundi – den oversete verden. Kurateret af Peter Ole Pedersen. 16. marts – 27 maj 2018.

Post Institutional Stress Disorder. Kurateret af Jacob Fabricius. 16. marts – 6. januar 2019.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Steffen Gliese
  • Katrine Damm
ingemaje lange, Morten Hjerl-Hansen, Steffen Gliese og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg tror, jeg lider af PISD, så må vist en tur til Århus og hente den blanket til 'udmeldelse af samfundet'.