Læsetid: 4 min.

Lizette Risgaard har ordet i ny portrætfilm

Dokumentaren ’Hjerter dame’ følger LO’s første kvindelige formand gennem den første tids op- og nedture. Som altid i portrætter af magtfulde mennesker er det sprækkerne, der er det interessante
Dokumentaren ’Hjerter dame’ følger LO’s første kvindelige formand gennem den første tids op- og nedture. Som altid i portrætter af magtfulde mennesker er det sprækkerne, der er det interessante

Sigrid Nygaard

1. maj 2018

Det er Lizette Risgaard, der har ordet i Hjerter dame. Portrætfilmen om LO’s første kvindelige formand følger Risgaard i hendes første tid på posten: Fra hun i 2015 bliver valgt som LO-formand, indtil det omstridte overenskomstforlig på det private område i 2017 bliver godkendt af et flertal af LO’s medlemmer til hendes store lettelse.

Risgaard fortæller selv nøgternt om sin baggrund, sin tillidspost og sin indstilling til den magtposition, hun gennem mange år af sit arbejdsliv er gået efter. Det brydsomme samarbejde med forgængeren, Harald Børsting, som Risgaard var næstformand for, beskriver Risgaard kort som et spørgsmål om tillid. Det er ikke det, det skal handle om, og heller ikke hendes fyring af hele LO’s ledelse efter tre dage på jobbet. Det bliver fortalt med arkivklip.  

I stedet følger man den erfarne fagforeningskvinde på vejen videre og fremad mod nye op- og nedture, fra den ene talerstol til det næste mødelokale, hvor fagforeningsledere siger ildevarslende sætninger som »virkeligheden har overhalet vores ellers pessimistiske budget«.

Fagbevægelsen er alvorligt ramt af medlemsflugt, og en del scener viser Lizette Risgaard i færd med at repræsentere, synliggøre og promovere fagbevægelsen.

Risgaard er ude og give hånd og vise sig fra sin dedikerede jordnære side til håndværksmesterskaber,  1. maj og på de sociale medier. En del scener går med at evaluere indsatsen med LO’s SoMe-ansvarlige Margit Shabanzadeh.

Der opstår et fint øjeblik af autoritetsafprøvning, når Risgaard midt i en instruktion om, hvordan man filmer sig selv med en selfiestang, protesterer mod Shabanzadehs måde at pege på hende på. Shabanzadeh griner og siger, at Risgaard selv gør det samme, hvortil hun svarer:

»Det er noget andet.«

Staminakampen

Magtfulde mennesker går til mange møder, hvorfra der ikke kan filmes. Man ser ikke ideerne blive født eller beslutningerne blive taget. Det, man håber, kameraet vil fange, er et billede af kampformen, hvordan den travle topleder håndterer presset og holder panden oprejst. Det er sprækkerne, man kigger efter, og Lizette Risgaard er da heller ikke lige ukuelig filmen igennem.

Regeringens sparekrav risikerer at udligne det tilsyneladende fremskridt for erhvervsuddannelserne, der kom ud af trepartsforhandlingerne, og forhandlingerne om overenskomsten på det private område i 2017 trækker tænder ud. I disse dage er det særligt spændende at se, hvad der foregår inde i Forligsinstitutionen.

Det meste sker selvfølgelig bag lukkede døre, men man får et indtryk af overenskomstforhandlingerne som en udmattelseskamp, hvor stamina og stædighed er afgørende.

Risgaard har tydeligvis ikke været bange for at tage ordet, hendes stemme er til sidst helt væk.

Når hun sammen med sit hold sidder og gennemgår aftaletekst, fremgår det, at hun er opmærksom på, at hun skal have nogle medlemmer til at sluge nogle kameler. Hun foreslår derfor, at man omdøber arbejdsgivernes ret til at forlange systematisk overarbejde til fleksibel arbejdstid, men uden for Forligsinstitutionen er modstanden ikke desto mindre massiv i 3F.    

Skåltalejargon         

Historien er fortalt med velplacerede vendepunkter og en konflikt mellem 3F’s medlemmer  og Risgaards forhandlingsresultat, der spidser mere og mere til og kulminerer i en 1. maj-tale i Fælledparken. Her bliver Lizette Risgaard buhet ud, mens scenen bliver kuppet af protester og aktivister, der kalder hende klasseforræder og vifter med bannere. Risgaard fortsætter ikke helt uanfægtet med en tale, der på baggrund af protesterne fremstår ekstra floskuløs:

 »Hvis vi står sammen, så står vi også fast. Vi er et stort fællesskab, og derfor er vi et stærkt fællesskab, og så er vi også et stolt fællesskab, det skal vi ikke glemme.«

Hjerter dame er langt hen ad vejen en ligefrem fluen på væggen-dokumentar med en kameraføring, der uden at gøre meget væsen af sig følger hovedpersonen rundt i hendes naturlige omgivelser. Indimellem er der reaktionsinterview fra bagsædet af formandsbilen og tilbageblik via arkivmateriale og familiefotografier, som Lizette Risgaard taler ind over.

I disse speaks bliver selvfremstillingen stiv i det, fordi de er formuleret i en skåltalejargon, der adskiller sig fra det kontante sprogbrug, Risgaard ellers praktiserer, og læst op med så tydelig en diktion, som skulle hver sætning ikke bare ud over scenekanten, men også nå ned i modsatte ende af Fælledparken. 

»Min mand og jeg kiggede hinanden i øjnene mange gange og sagde: Alene kan man rigtig meget. Sammen kan man endnu mere.« Sådan starter Risgaard f.eks. den ellers interessante sekvens, der handler om parløbet med hendes nu afdøde mand, der alle dage var indstillet på at tage en ekstra tørn derhjemme, så hun kunne passe sit faglige arbejde. 

Skåltalejargonen kan dog alligevel noget. Da Risgaard bliver bedt om en kommentar til protesterne fra hendes egne medlemmer, svarer hun coolt og catchy: »Vi diskuterer, ligesom vi arbejder – hårdt.«

’Hjerter dame’. Manuskript og instruktion: Louise Detlefsen og Mette-Ann Schepelern. Udvalgte biografer over hele landet

Fagforeningsmedlemmer foran Foligsinstitutionen i forbindelse med forhandlingerne om ny overenskomst. Når LO og FTF fusionerer, kommer to kvinder til at stå i spidsen for fagbevægelsen, der historisk set har været domineret af mænd. Det har taget kvinderne tid at nå frem til de magtfulde poster, og det er ikke sket uden kamp.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • David Zennaro
Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu