Læsetid: 5 min.

Lone Nikolajsen ser Titanic på tyvende år: »Det skide isbjerg, altså«

På tyvende år kan James Camerons ’Titanic’ få én til at håbe det bedste til det sidste, selv om man ved fra begyndelsen, at det vil ende galt
Titanic går så hårdt og effektivt efter at fremprovokere en rendyrket følelse af tragisk uretfærdighed, at det ikke kan undre, at det kalder på udfordring og nuancering, skriver Lone Nikolajsen.

Titanic går så hårdt og effektivt efter at fremprovokere en rendyrket følelse af tragisk uretfærdighed, at det ikke kan undre, at det kalder på udfordring og nuancering, skriver Lone Nikolajsen.

Fra filmen

19. april 2018

Hver gang jeg ser Titanic, håber jeg det bedste, og hver gang bliver jeg skuffet.

I anledning af filmens 20-års jubilæum (der strengt taget var sidste år) viser Imperial-biografen i København 70 mm-versionen af James Camerons Oscar-vinder.

Heller ikke denne gang lykkes det kaptajnen at tale skibsejeren fra at sejle for fuld fart med henblik på at imponere pressen. Det lykkes hverken matroserne på udkigsposten at få øje på det skide isbjerg i tide eller styrmanden at styre udenom det.

Der er stadig ikke engang plads til halvdelen af alle skibets 2.200 passagerer i redningsbådene, og igen går det decideret dårligt med at få dem fyldt op og sat i vandet, mens skibet fyldes med vand, og alle mennesker gribes af enten desperation eller resignation.

Alle mennesker, undtagen det britiske overklasseløg Rose Dewitt Bukater (Kate Winslet) og hendes nyfundne kærlighed og frigørelseskatalysator, den fattige amerikanske kunstner Jack Dawson (Leonardo DiCaprio). Deres handlekraft og samhørighed er helt oppe at ringe, efter at de lige har trodset klassesamfundets normer og Roses triste forlovelse med en kynisk millionarving, samt indset at de vil gå i land sammen i New York og skabe et fælles liv, hvor hvert øjeblik skal gælde.

At overleve Titanics forlis er i det perspektiv en praktisk hurdle, Rose og Jack skal over, og man håber til det sidste, at det vil lykkes. Også selv om man siden 1997 har vidst, at Jack dør af kulde i det kolde, kolde Atlanterhav, mens Rose ligger på en dør og holder ham i hånden og lover aldrig at give slip, men så alligevel giver slip og lige akkurat overlever.   

Dobbelt idyl   

Det er en af de mest tilfredsstillende skuffelser, man kan opleve i en biograf. Man skal bruge et stort lydsystem til at fremme følelsen af at få et isbjerg i hovedet og et stort lærred til alt den gyldent belyste luksus og armodsidyl. På 1. klasse er alting én lang elegant koreografi i mahognibeklædte omgivelser tilsat henkastede udsagn om, at penge er vigtige, og fattige er i vejen. På 3. klasse er såvel klassebevistheden som musikaliteten i top. Det er her, man skal tage hen, hvis man vil danse på bordene og opleve, at forskellige mennesker fint kan leve side om side.

En af grundene til, at jeg altid fægter afværgende – og forudsigeligt forgæves – med armene, når indbegrebet af menneskeligt overmod anno 1912 støder på den ubønhørlige natur i form af et isbjerg, er, at det i den grad lykkes filmen at etablere en dobbeltidyl. 

Chok blandt twitterfolk: Titanic er ikke bare en Oscar-slugende storfilm fra 90’erne, men rent faktisk en virkelig begivenhed.
Læs også

Fattigdommen i Titanic er fuld af håb, solidaritet og gode fester. Rigdommen i Titanic er – især i sin aristokratiske form – forbundet med kynisme og stive omgangsformer, men den er ikke uskøn. Rose er godt nok ulykkelig i det guldbur af en forlovelse, som hendes mor har tvunget hende ind i, fordi de ellers ville løbe tør for penge og blive tvunget til at nedværdige sig med lønarbejde. Men hun er også lige på nippet til at realisere alt det potentiale, der ligger i velstanden. Hun er veluddannet og kan både se det spændende i modernistisk kunst, og at der ikke er redningsbåde nok ombord. 

Sammen med skibsingeniøren mr. Andrews, der ville have sikret skibet, hvis ikke ejerne mente, at det ville gå ud over dets herlighedsværdi, og den nyrige bram- og fordomsfri Molly Brown inkarnerer Rose alt det gode, overklassen har at berige fremtiden og USA med. Hun kan med det samme se på Jacks tegneblok, at han har talent, og hun ligger ikke mere under for sine klassefællers rigide normer, end at hun kan danse med på bordene under dæk og hive Jack om på bagsædet af en opmagasineret bil, hvis ruder de får til dugge.

Alle biroller i Titanic fordeler sig tydeligt i to hold, som henholdsvis kæmper for og imod syntesen af Roses velstand og Jacks frihed. Dem, der går ind for deres parforhold, er konsekvent mere villige til at redde menneskeliv, end dem, der ikke gør.       

Affortryllelsen virker ikke 

Jeg har prøvet at slukke for Titanic, lige før det går galt. Til dem, der gerne vil se en film i almindelig spillefilmslængde om to mennesker fra vidt forskellige baggrunde, der falder for hinanden på et skib fuld af fest og håb for fremtiden, kan jeg fortælle, at man skal slukke, lige når den ene matros i udkigsposten siger til den anden matros, at Rose og Jack, der står nede på dækket og kysser, vist har det varmere end dem.

Herfra tager katastrofeelementet over fra romancen, som på det her tidspunkt også er slået fast med et dusin ikoniske replikker – »Hvis du springer, springer jeg også«, »Du ser folk« og »Jeg flyver, Jack, jeg flyver« for lige at nævne nogle få. Det er bare ikke det samme uden undergangen, som stadig 20 år efter er ekstremt fermt og frustrationsmaksimerende iscenesat. Det gibber i en, hver gang en statist dratter ud over det kæntrende skib, ud i den næsten visse død. Hvis ikke det var for at ruste en til katastrofen, ville man ikke vide, hvad man skulle stille op med den massive gyldne sukkersødme, som første halvdel af filmen skovler ind i ens øjne og ører.  

Efter 100-året for Titanics undergang blev fejret med højtideligheder og avisartikler i hobetal, er der et spørgsmål, som presser sig på: Hvorfor bliver det skib ved med at dukke op igen og igen? Kan det i virkeligheden ikke synke?
Læs også

Titanic går så hårdt og effektivt efter at fremprovokere en rendyrket følelse af tragisk uretfærdighed, at det ikke kan undre, at det kalder på udfordring og nuancering. Siden 1997 har der været nogle udmærkede bud på punktering af 90’ernes størst opslåede romantiske melodrama.

Den slovenske filosof Slavoj Zizek har fremført, at isbjerget i virkeligheden er historiens helt, der forskåner Rose og Jack for den erkendelse, at deres kærlighed ikke er holdbar i et kapitalistisk klassesamfund. Rammefortællingen, hvor vi møder Rose som 100-årig, bekræfter godt nok, at hun fik et ganske glimrende liv ud af at give slip på såvel Jack som sin tidligere identitet, men affortryllelsen virker alligevel ikke.

Heller ikke den mere lavpraktiske af slagsen, hvor folk har regnet sig frem til, at der faktisk var plads til Jack på det famøse stykke drivtømmer, der redder Roses liv. Den viden gør kun Titanics velkendte, men stadig velfungerende slutning endnu mere tragisk.  

’Titanic’ (1997). Manuskript og instruktion: James Cameron. Amerikansk. Repremiere. Vises i Imperial fra den 20.-24. april  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu