Læsetid: 4 min.

Måske kan hvide mennesker bare ikke lave kunst om kolonialisme – uden at få det til at handle om sig selv

Det er prisværdigt, at nogen fortsætter med at reflektere over Danmarks koloniale fortid i kunstnerisk form, selv om 100-året for afhændelsen af Dansk Vestindien er passeret. Men den historisk selvbevidste teaterforestilling ’Hvid uskyld’ rejser også spørgsmålet om, hvor interessant det egentlig er at se hvide mennesker karikere sig selv som ekskolonialister
Hvid Uskyld’s satiriske ambition om at gøre grin med hvides navlepillende skyldsbevidsthed, er sympatisk. Ironisk nok ender forestillingen bare med at gøre det samme, mener Informations anmelder.

Hvid Uskyld’s satiriske ambition om at gøre grin med hvides navlepillende skyldsbevidsthed, er sympatisk. Ironisk nok ender forestillingen bare med at gøre det samme, mener Informations anmelder.

Thomas Cato

19. april 2018

100-året for Danmarks salg af det tidligere Dansk Vestindien til USA sidste år blev ikke anledning til noget historisk selvopgør.

Den politiske debat kom mere til at handle om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen ville, burde og kunne undskylde for nationens fortid som slavehandlende kolonimagt. Det udfordrede måske danskernes historiske selvforståelse som uskyldige, men det var med sit kollektivt narcissistiske fokus på skyld i mange henseender også en karikatur.

I sin performance Into the Dark på det lille Teater FÅR302 viste billedkunstneren Jeannette Ehlers, hvordan kunst kan nuancere historien om kolonialismen og arven fra den på en anderledes kritisk og klog måde. Og sammen med La Vaughn Belle er hun for tiden aktuel med Københavns første offentlige statue af en sort kvinde – oprørslederen Mary Thomas fra de tidligere Vestindiske Øer.

Det er også prisværdigt, at Teater FÅR302 med Kunstkollektivet FAMILIENs forestilling Hvid uskyld fortsat giver rum til refleksion over Danmarks koloniale fortid i kunstnerisk form. Men Hvid uskyld kan hverken måle sig eller måles med Into the Dark.

Undskyldningsballade

For i Hvid uskyld undskylder Lars Løkke. Hvor Into the Dark handlede om, hvordan den slavegjorte sorte befolkning og dens arvtageres historie ikke er blevet fortalt, handler Hvid uskyld  om at udstille den hvide historie om dansk kolonialisme.

Forestillingen undersøger hvide danskeres historiske selvforståelse i seks akter og gør det med alvorligt overspændt humor snarere end vrede som motor. Vi møder dem, der ikke vil undskylde, og dem, der vil. Den første type er iført afpillet hvid krinoline, hvid blondekrave og højt, hvidt hår (Charlotte Elizabeth Munksgaard) og slår forestillingens fokus på hele »undskyldningsballaden« an ved retorisk at spørge, hvem der egentlig skal undskylde og til hvem. Det karikeres lige så meget som det overagiterede modbillede (Birgitte Prins), der mener, det hele er vores skyld.

I Am Queen Mary bliver det første danske mindesmærke over Danmarks kolonihistorie og det vil stå som en vigtig påmindelse om, hvordan Danmark koloniserede dele af verden og igennem flere århundreder tjente formuer på slavebundne menneskers arbejde.
Læs også

Vi møder også den dansk-tyske greve, politiker og slaveejer Ernst Schimmelmann (Mikkel Trier Rygård), som stod bag det økonomisk motiverede danske forbud mod slavehandel i 1792 og sjovt nok selv var plantage- og slaveejer. Nu har han indvilget i at sige undskyld på tv med tyk tysk accent, fordi han vil være kendt (»Ingen kender mig!«) og promovere sin kommende plade, produceret af Missy Elliot og Snoop Dog, iført uanstændigt lidt tøj. Det er sjovt, at Schimmelmann er en dårlig rapper, men også ærgerligt, at ordene rent faktisk er så svære at tyde i forestillingen.

I en anden kontrafaktisk karikatur undskylder og kompenserer Lars Løkke af egen lomme indbyggerne på St. Croix for slavehandlen. Han vil dog stadig ikke betale Hanne Boel de penge tilbage, han (åbenbart) skylder hende (noget med en hyre for en koncert i 1982…). Imens får solsensitive turister på drømmerejse til »det tabte paradis« stress af at blive konfronteret med historien om deres ekskolonialisme.

Drysser sukker på ubehaget

Den faktiske historie om de danske interesser i særligt sukkerhandel, der drev kolonialismen, får vi formidlet med sørøverskib og kulsort kludedukke som rekvisitter, der selv taler tavst om romantiseret hvid selvforståelse og barnetrossimpel historieforståelse. Det siger også meget uden ord, når skuespillerne i et mere poetisk gear overdænges af brusende store mængder sukker (en tilsyneladende foruroligende billig rekvisit at dømme efter mængderne, den optræder i), og når Mikkel Trier Rygård som turist tømmer Dansukker i halsen med kvælende komik.

Sukkerets symbolik i forestillingen er mere visuelt flot end skarpt pointeret. Alligevel er det en måde sanseligt og billedligt at pege på, hvordan privilegierne stadig klistrer til kroppene og med stigende ubehag knaser i selvforståelsen. Sukkeret er det, der fungerer bedst i forestillingens satirisk overstiliserede hvide rum.

Det er dog også, som om stykket i overført forstand drysser sukker på ubehaget for at få selvkritikken til at glide ned. Det er selvfølgelig sjovere at få sin uvidenhed og dårlige samvittighed gjort til grin end at få den taget alvorligt og blive belært. Men her tager komikken også kanten af kritikken. Det føles slet ikke ubehageligt nok at blive konfronteret med vores historiske selvforståelse i Hvid uskyld.

Forestillingens satiriske ambition om at gøre grin med den navlepillende skyldsbevidsthed, som vi hvide får hele historien til at handle om os selv med, er altså sympatisk. Ironisk nok ender forestillingen bare med at gøre det samme. Stykket afklæder både bogstaveligt og i overført forstand sine stereotyper. Men det er begrænset, både hvor sjovt og interessant det egentlig er at se hvide mennesker karikere sig selv som mere og mindre brødebetyngede ekskolonialister.

Måske kan hvide mennesker bare ikke lave kunst om kolonialisme. Uden altså at få det til at handle om dem selv.

Teater FÅR302: ’Hvid uskyld‘. Instruktør: Lene Skytt. Tekst: Kunstkollektivet FAMILIEN og holdet bag forestillingen. Dramaturg: Tine Byrdal. Scenograf: Siggi Óli Pálmason. Koreograf: Maria Saaby Noer. Co-forfatter: Rosa Sand. Kostumer: Amalie Aunsbjerg Jørgensen. Lysdesigner: Maria Pi. Lyddesigner: Emil Sebastian Bøll

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Skal det ikke dreje sig om os? Er det ikke vigtigt, at vi graver dybt ned i os selv for at finde ud af, hvorledes vi forholder os til Europas kolonnihistorie. Det har været barskt at være de overvundne, de kolonialiserede, men hvad har det gjort ved dem der vandt og deres efterfølgere? Mistede vi noget værdifuldt, der har sat os uden for, vi er bange for de farvede, altså langt de fleste andre mennesker, og de farvede er til gengæld utrygge ved de hvide. Vi er ikke dig og mig, men en generalisering.
Jeg tror virkelig vi skal bearbejde vores historiske fortid, hvis vi alle skal have en fredelig og tillidsfuld fremtid.

"What do black Africans think of Conrad, Bellow, Updike and Edgar Rice Burroughs? Why don't the white guys look for the heart of darkness in their own bathrooms?"

- John Leonard