Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Margaret Atwoods dystopi kaster nye vilde scener af sig

’The Handmaid’s Tale’ bliver ved med at være en original, gennemført og fængslende serie, der både formår at videreudvikle den overordnede fortælling om det totalitære samfund Gilead og at skabe enkeltstående billeder af undertrykkelsens og modstandens forskellige former
Anden sæson af ’Handmaid’s Tale’ fortsætter med at vise stor og stiliseret brutalitet. Man bør ikke gå glip af den, mener Informations anmelder.

Anden sæson af ’Handmaid’s Tale’ fortsætter med at vise stor og stiliseret brutalitet. Man bør ikke gå glip af den, mener Informations anmelder.

HBO Nordic

Kultur
26. april 2018

I anden sæson af den stadig fremragende dystopiske serie The Handmaid’s Tale bevæger handlingen sig videre fra Margaret Atwoods romanforlæg af samme navn fra 1985. Første sæson holdt sig til romanens åbne slutning på historien om den såkaldte tjenerinde (på engelsk: handmaid) Offred.

Offred (Elisabeth Moss) indgår som en af de få fertile kvinder i en ikke så fjern fremtid i et systematisk avls- og undertrykkelsesprogram i det totalitære, kristent fundamentalistiske samfund Gilead. Gilead er resultatet af en reaktionær revolution, som i en tid med massiv økologisk krise har omstyrtet den amerikanske stat. 

Navnet Offred er midlertidigt og bundet til hovedpersonens stilling som tjenerinde for en kommandør ved navn Fred (Joseph Fiennes). Tjenerinderne er kvindelig avlsslaver, der en gang om måneden udsættes for en ritualiseret voldtægt.

På forskellige måder modsætter Offred sig gennem første sæson den voldelige umenneskeliggørelse, hun er udsat for, og opnår en spinkel kontakt med modstandsbevægelsen Mayday. Det sidste, man hører om hende i såvel første sæson som i romanen, er, at en af efterretningstjenestens sorte biler kommer for at hente hende.

Om det er et pligtopfyldende øje, som efterretningsagenterne kaldes, der sidder bag rattet, eller om det er en hemmelig udsending fra Mayday, der kommer hende til undsætning, ved man ikke.
Ikke før man ser første afsnit af anden sæson, hvad man virkelig bør, hvis man er interesseret i, hvilke former frihed og ufrihed kan antage  – og derudover har nerverne til en hardcore dystopi om seksuelle og reproduktive rettigheder. 

Rig på afstraffelsesformer

Selv om handlingen i første sæson sluttede samme sted som i romanen, blev der også føjet en del til. I serien kender man eksempelvis det civile navn, Offred bar, da hun var en lykkelig og ligestillet kvinde, hustru, mor, veninde og forlagsredaktør: June Osborne. De undertryktes oprindelige navne fungerer i serien som en kode for den frihed og værdighed, de savner.

En stor del af romanens tragik ligger i den komplette uvished om, hvad der sker med de personer, som forsvinder ud af hovedpersonens liv. Men i serieformatet er det oplagt at følge de antydede sidehistorier til dørs. Fordi de alle handler om at miste, udgør de tilsammen Offreds største ulykke. I stedet for gådefulde forsvindinger er serien derfor ekstra rig på gennemritualiserede, korporlige afstraffelsesformer.

Anden sæson af The Handmaid’s Tale fortsætter med at vise stor og stiliseret brutalitet, med at udfolde bipersonernes baggrundshistorier, Gileads tilblivelseshistorie og det parallelle handlingsspor, der handler om Junes mand Lukes (O-T Fagbenle) og senere også hendes veninde Moiras (Samira Wiley) flugt.

De krydser grænsen til Canada, hvor de mødes af et internationalt funderet asylsystem for flygtninge fra Gilead. Også Junes tidligere forbundsfælle Ofglen/Emily får sit eget subplot. Det handler dels om at se den frihed forsvinde, hun som åbent lesbisk med kone og barn havde taget for givet, og dels om tiden som fyret tjenerinde.

De kvinder i Gilead, der ikke kvalificerer sig som enten koner til styrets mest magtfulde mænd, tjenerinder, husholdersker, opdragere af tyende eller prostituerede, bliver sendt til en strafkoloni, som er et radioaktivt område. Her skal de skovle giftig jord væk fra morgen til aften, indtil forureningen gør det af med dem, og her genser man blandt andet Emily. 

På den måde udvider anden sæson af The Handmaid’s Tale både det tidsmæssige og det geografiske spænd. Canadas normalitet og koloniernes svovldampende helvedesscenarie vil næppe vise sig som lige så interessante og foruroligende som Gilead, hvor undtagelsestilstanden er blevet normen. Men de ekstra handlingsspor giver mulighed for at udbrede perspektivet fra Offred/June. 

To former for frihed

The Handmaid’s Tale bliver at dømme efter de to første afsnit ved med at være en original, gennemført og fængslende serie, der både gør sig umage med at videreudvikle den overordnede fortælling om Gilead og med at skabe de enkeltstående billeder af undertrykkelsens og modstandens forskellige former, som har været afgørende for seriens gennemslagskraft.

Kostumedesigneren Ane Crabtrees elegante og letafkodelige uniformer slår på et øjeblik fast, hvilket gennemhierarkiseret og puritansk samfund, der er tale om. Tjenerindernes røde kapper og hvide kyser har ligefrem opnået ikonisk status som protestsymbol til demonstrationer for kvinders rettigheder.

Første afsnit af den nye sæson excellerer i de for serien så typiske scener, hvor tjenerinderne stilles sammen i perfekt symmetriske formationer for enten at straffe kollektivt eller blive kollektivt afstraffet.

Filmet højt oppefra og ret ned giver det billeder af et ekstremt stramt styret kollektivt subjekt, hvor alle vogter på hinanden, men hvis lydighed også kan slå sprækker, hvis bare nogle få bryder afstraffelsesritualernes faste koreografi. Det er så til gengæld sin sag at gøre, når tjenerindernes tugter og vogter, tante Lydia, er så opfindsom, som hun er.

Den midaldrende kvinde med den joviale titel ’tante’ og den grusomme opgave at knække kvinderne er seriens mest overbeviste tilhænger af Gileads statsideologi og dermed dystopiens mest interessante fjendebillede. Når en tjenerinde skal straffes, iscenesætter tante Lydia straffen med en pervers form for omsorg for vedkommende:

Hun tror fuldt og fast på, at lidelsen er nødvendig, for at en synder kan genvinde Guds nåde. Som tante Lydia ser det, er der to former for frihed: frihed til og frihed fra. I det, der i Gilead kaldes ’anarkiet’, og som vi nok ville kalde nutids-USA, havde man frihed til synd, i Gilead er man – ideelt set – befriet fra den.

De to første afsnit tyder på, at fokus i The Handmaid’s Tale i denne sæson vil bevæge sig fra, hvordan ufrihed og modstand opleves og ydes i dagligdagen, til en kollektiv mere eller mindre organiseret opstand. Det bør man ikke gå glip af.  

’The Handmaid's Tale’. Manuskript: Bruce Miller m.fl. Baseret på Margaret Atwoods roman af samme navn. Instruktion: Mike Barker. Anden sæson er netop begyndt på HBO Nordic

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her