Far og mor dør i en trafikulykke og efterlader tre børn i chok og med et stort tomrum. Det er, som man kunne forvente, og nogenlunde sådan fortsætter det.
Børnene, der er i alderen omkring ti, havner på en kostskole og udvikler forskellige indre og ydre tegn på det tab, der har ramt dem. Mellemste bror Marty bliver en nørdet gothagtig type, storesøster Liz bliver udsvævende og får hang til stoffer. Lillebror Jules, som også er romanens fortæller, bliver ængstelig og indadvendt.
De er sendt ud af kurs. Eller indespærrede i forladthedens glasklokke. Nu skal de – som romantitlen udtrykker det – ud af ensomheden.
Jeg trak masken af skæbnens ansigt
Benedict Wells’ (født i München 1984) roman er et sympatisk forsøg på at skildre børns vej gennem en krise og er næsten omsorgsfuld i sin opbyggelighed. Hvis ikke den fulgte sine tre hovedpersoner et godt stykke ind i deres voksenliv, ville jeg have troet, at der var tale om en ungdomsroman, formativ, vejledende og fuld af håb, hvor der tilsyneladende ikke er noget håb. (Og måske er den faktisk en ungdomsroman, og så bør det sympatiske veje tungt, men så skulle bogen også deklareres som ungdomsroman.)
Benedict Wells: Ud af ensomheden
Jules’ fortællerstemme har ingen karakter og lyder ikke som nogen. Stemmen er upåfaldende normalstil, som her og der bliver afbrudt af spøjse billeder (»mens drengen talte med hende, fik jeg den askestøvede følelse af underlegenhed«) og klichéer af den ret heftige slags (»Jeg trak masken af skæbnens ansigt, og indenunder fandt jeg kun tilfældigheden«).
Romanen er litteratur som social case. Her er ingen egentlige scener, ingen sanset verden eller formidlet følelse og altså ikke noget sprog. Derimod er der personer, som forfatteren flytter i tid og rum og lader fremsige replikker. Bagefter kan fortællerjeget for eksempel sammenfatte sådan her: »I et kort glimt så jeg smerten, der lå bag hendes ord og bevægelser, og hun fornemmede til gengæld, hvad jeg gemte på inderst inde.«
Så er det sat på plads.
Nøj, hvor er den bog ringe
Herudover er der sigende symboler og symbolhandlinger: en glat træstamme lagt hen over en slugt, som forsigtige børn viger tilbage for, men livsmodige unge mænd skridter henover; en russisk forfatter ved navn Romanov, som et andet såret barn, der altid har ønsket sig at være en person i en roman (sic!), gifter sig med, hvorefter Jules må redde barnet tilbage til den virkelige verden; Jules’ motorcykelulykke, der gentager fars og mors trafikulykke, men som Jules, som en bekræftelse på sin nyvundne livskraft, overlever osv. osv.
Nøj, hvor er den bog altså ringe, og hvor ville det ikke have været værd at nævne, hvis ikke den havde modtaget EU’s litteraturpris, er blevet en international bestseller og angiveligt ikke er en ungdomsroman.
Benedict Wells: ’Ud af ensomheden’. Oversat af Jacob Jonia. Lindhardt og Ringhof, 247 sider, 300 kroner.
