Læsetid: 5 min.

Ny passionsfortælling blev fortalt i et medrivende tonesprog

Skærtorsdag dirigerede den skotske komponist James MacMillan sin fem år gamle ’Lukas-passionen’ i Koncerthuset. DR’s tre ensembler levede fuldt op til udfordringen, Juniorkoret gjorde en formidabel indsats, og man fornemmede, at alle blev opløftet af den anderledes iscenesættelse af påskedramaet
Skotten James MacMillan dirigerede Johannespassionen i Koncerthuset for otte år siden, og i torsdags stod han igen på podiet, denne gang med Lukas-passionen fra 2013.

Skotten James MacMillan dirigerede Johannespassionen i Koncerthuset for otte år siden, og i torsdags stod han igen på podiet, denne gang med Lukas-passionen fra 2013.

C. Christodoulou

5. april 2018

Passionen eller Jesu lidelseshistorie har været en frodig genre i musikkens historie, den rækker omtrent tusind år tilbage, og den udvikler sig fortsat. Esteren Arvo Pärts Passio er fra 1982, russeren Sofia Gubajdulina skrev sin Johannes-passion i 2000, og englænderen Andre Lloyd Webbers rockopera Jesus Christ Superstar fra 1971 hører også med i denne sammenhæng.

Skotten James MacMillan agter at skrive fire passioner, en for hvert evangelium. To er fuldendt. Han dirigerede Johannespassionen i Koncerthuset for otte år siden, og i torsdags stod han igen på podiet, denne gang med Lukas-passionen fra 2013. Den 59-årige MacMillan er praktiserende katolik, og det er en overbevisning, der føder ikke så få spirituelle værker fra hans hånd.

Det har vel været uundgåeligt, at de fleste religiøst sindede komponister efter Johann Sebastian Bach havde hans to mægtige passioner, Matthæus og Johannes fra 1720’erne, som en art skræmmebilleder. Hvad skulle man dog stille op efter disse ultimative trosbekendelser – med de vældige korpartier, dramatiske scenerier, genialt harmoniserede koraler, levendegørelser af persongalleriet, reflekterende arier og duetter og den virtuost reciterende tenorevangelist, der vejer hvert ord på en guldvægt.

Jesus med lys pigestemme

James MacMillian fjernede sig delvist fra dette grundmønster i sin første passion, og med Lukas har han taget en dyb indånding og elimineret alle solopartier. Tilbage står en ganske koncentreret besætning: det blandede kor, pigekoret, orglet og kammerorkestret.

Der synges på engelsk, tonesproget er en nutidig udvikling af den rige britiske vokaltradition, og det er forbløffende, hvor originalt og ekspressivt MacMillian anvender disse ressourcer. Mest frapperende er disponeringen af Jesus-partiet, som får stemme af børnekoret – her DR’s Juniorkor med 60 piger mellem 12 og 16 år.

Det er en dristig tanke, men den giver dyb mening. Bach lagde en strygerglorie omkring bassangerens Jesus i Matthæuspassionen, men MacMillan har sikkert tænkt, at børnestemmer, ligesom Frans af Assisis fugle, står nærmere Gud end de voksnes. Jo højere, jo lysere kunne Dante sige i sin komedie.

Der er en parallel tankegang i Gustav Mahlers fjerde symfoni, som handler om det jordiske og det himmelske liv set gennem barnets øjne. Mahler mente, at barnet sidder inde med den dybere mening. For barnet tilhører puppernes verden, som ikke desto mindre er på et højere niveau end den voksnes. Hos MacMillan synger pigerne for det meste unisont, men undertiden sker det trestemmigt for at inddrage hele treenigheden. Det er absolut en krævende opgave, og juniorkoret gjorde det formidabelt.

De voksne sangere i Koncertkoret har overtaget evangelistens rolle. Ikke kun som én masse, men ofte i vekslende udspaltninger. Og som den symfoniske og illustrerende klangbund hørtes kammerorkestrets strygere, blæsere og pauker suppleret af orglet, der gerne gik bersærk, så ørerne var ved at flyve af.

MacMillan har forsynet de to Lukas-kapitler med forspil og efterspil. Det er et smukt greb lagt ud i det store kor, for her indkapsler han stykkevis begyndelsen og enden på Jesu liv på jorden, først englens bebudelse af barnet over for Maria og hendes berømte lovsang, som også kaldes Magnificat, og sidst den gådefulde himmelfart. Man glemmer sent englens første replik, et tordnende trefoldigt »Maria!« – efterfulgt af det blidere »frygt ikke«.

Peters fornægtelse

Da historien kom i gang, blev det hurtigt klart, at dette var en omhyggeligt indstuderet opførelse. For fortælletempoet var ofte højt, korsangerne skulle på et splitsekund koordinere de mindste nuancer i recitationen. Det lykkedes overmådeligt godt, og virkningen udeblev ikke: Man blev holdt i en skruestik.

MacMillan har arbejdet med at polarisere dramaets tilsyneladende umage fronter, et menneske over for alle de andre. Det var en broget menneskelighed i affekt på alle mulige leder og kanter, og det var et menneske, der talte med lys i stemmen. Som sådan gribende, da Jesus i en lang replik henvender sig til de oprevne disciple, om at han skal blive forrådt, replikken der indholder ordene »for hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener?«.

Pigekorets smidige recitation, som kunne være inspireret af den bølgende, gregorianske kirkesang fra middelalderen, blev her båret på vinger af en nænsomt svingende obo-duo, senere af cello og bas – en sublim og tidløs kammermusik af stor skønhed.

Scenen med Peters fornægtelse af Jesus kom med en ganske særlig udtrykskraft. Der var korets hidsige recitation om jøderne, der har set ham sammen med Jesus, og som en kolossal kontrast hertil de ydmyge svar fra korets basser som Peter i en udspundet melodisk arabesk. Den tredje gang gled strofen ind i en stilhed, som blev brudt af erkendelsen af Jesu forudsigelse i en nattemørk sørgemusik i de dybe strygere.

Mellemøstlige passioner

Selvom orkestret ikke var stort, lod det sig høre med tyngde og kraft. Der var mange deskriptive passager, eksempelvis de oprevne strygere under Judaskysset eller en bundskrabende kontrafagot, når Jesus taler om sig selv som lovbryder. Eller ved overgangen til kapitlet om rettergang og korsfæstelse, hvor det jødiske vædderhorn shofaren fremmanes i to skrigende trompeter.

Det orientalske skalapræg har også visse steder sat sig på korsangen, ligesom den mellemøstlige pøbelpassion får fuld skrue i råbene om frigivelse af forbryderen Barabbas og kravet om korsfæstelse af Jesus.

Et andet højdepunkt er stedet før Golgatavandringen, hvor Jesus henvender sig til en stor flok jamrende kvinder med en gådefuld profeti, der begynder med »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn!« Det gælder Jerusalems ødelæggelse nogle årtier senere. De blidt faldende strofer fra pigestemmerne trængte dybt ind i sindet, indfarvet af oboen og engelskhornet, det sidste instrument, måske som en reverens for Johann Sebastian Bach. Og så fulgte en barbarisk kontrast, ordene spyttet ud som maskingeværsalver fra voksenkoret på vej mod Golgata.

Reaktionerne efter Jesu død på korset udløste et bemærkelsesværdigt orkestermellemspil. De fleste musikere improviserede hver for sig i en himmelråbende kakafoni, alt imens horn og fagotter intonerede den gamle salmemelodi til ‘O hoved, højt forhånet’, også brugt til ‘Mig hjertelig nu længes’ og ‘Befal du dine veje’, formodentlig igen en hyldest til Bach og specifikt hans Matthæuspassion, hvor koralen optræder flere gange og med en mageløs virkning umiddelbart efter Jesu udånding.

James MacMillan har med andre ord begået et stærkt kommunikerende storværk, som bør blive et standardværk i repertoiret. Og vi er begunstigede af DR’s fine musikalske ressourcer til at give os en så overbevisende opførelse. Langfredag rejste hele styrken med komponisten til Bruxelles for at gentage koncerten under den ansete Klarafestival. Alene den invitation fortæller om, hvilket niveau vi befandt os på.

James MacMillan: ’Lukas-passion’. DR Koncertkoret (indstudering: Eamonn Dougan), DR Juniorkoret (indstudering: Susanne Wendt) og DR Symfoniorkestret under komponisten. Koncerthuset 29. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu