Læsetid: 5 min.

Nyudgivelse beriger ‘Elverskud’ med en stærk europæisk dimension

‘Erlkönigs Tochter’ er en nyopdaget tysk version af vores nationalklenodie, som nu har fået sin første indspilning. Med den fyrige ankermand foran Concerto Copenhagen Lars Ulrik Mortensen, tre udenlandske solister og DR Vokalensemblet får vi et manende korrektiv til vores syn på nationalklenodiet. På en anden nyudgivelse befæster samme vokalensemble sin position som europæisk elitekor
17. april 2018

Ved en DR-torsdagskoncert i marts sidste år kom det til en skelsættende opførelse af et nationalt klenodie. For første gang kunne vi høre Niels W. Gades Elverskud fremført med såkaldt historiske instrumenter, altså en helt anderledes orkesterklang, end den danskerne gennem adskillige generationer er vokset op med.

Og ovenikøbet var det i en tysk version, som Gade udarbejdede i 1864, ti år efter originalversionen på dansk og med en række korrektioner af noder og instrumentation. Versionen på tysk skulle bruges, når han opførte værket syd for grænsen.

Torsdagskoncerten var skelsættende, fordi den historisk informerede opførelsespraksis (eller opførelser på originalinstrumenter) langtfra har manifesteret sig i det danske romantiske repertoire. Det er ganske simpelt et nybrud. I forbindelse med koncerten blev Elverskud indspillet og er nu udgivet af Dacapo i det efterhånden stærkt efterspurgte vinylformat.

Orkestret er Concerto Copenhagen med Lars Ulrik Mortensen, som i det daglige spiller barok og somme tider klassik på de historiske instrumenter. Men skridtet til romantik er egentlig ikke så langt, så lad os håbe, at turen snart kommer til andre Gade-værker eller Kuhlaus skuespilmusik til Elverhøj.

I Elverskud-projektet er orkestret forstærket med historisk ekspertise i den romantiske musik, mest iøjenfaldende koncertmesteren, engelske Peter Hanson, som i årevis har været dirigenten John Eliot Gardiners mand på posten i det sublime Orchestre Révolutionnaire et Romantique.

Let og fleksibel

Erlkönigs Tochter hedder Elverskud i denne version, og værket beriges faktisk med en stærk europæisk dimension, når det bliver sunget på et af musikkens hovedsprog. På dansk er det et nationalt anliggende, på tysk et det værk med et betydeligt tysk åndsslægtskab, tænk blot på Goethe og Schuberts Erlkönig.

Lars Ulrik Mortensen søger tydeligvis væk fra den traditionelt lidt tunge Gade-lyd. Han vil have lethed, fleksibilitet og gennemsigtighed, og det får han med sine barokmusikere og også med DR’s Vokalensemble på 18 sangere – eksempelvis i de første to numre, den lyriske prolog og Olufs beslutsomme opbrud fra sin borg.

Det er nyt at høre et så klart defineret orkesterspil på disse steder, med vibratoløs og alligevel ekspressiv legatoklang og senere et smidigt fluktuerende tonemaleri, når rytteren haster afsted i sit knap bevidste forehavende.

Det er også nyt at høre korsangens gamle travere med en så fintfølende kontakt med musikkens metrum og linjespil. Man kunne nu ønske sig, at koret var blevet trukket længere frem i lydbilledet, for ganske ofte savner man mere krop og teksttydelighed.

Den norske baryton Johannes Weisser har klanglige vanskeligheder med Olufs ballade, hvorfor den mister en del af sin hjerteskærende fortryllelse – sådan som den ubetinget stadig har med den uforlignelige tenor Aksel Schiøtz i hans 80 år gamle indspilning.

Lars Ulrik Mortensen svinger derimod tryllestaven i skovens mørke, hvor Oluf forfølger en dunkel drift og træffer på elverkongens datter og hendes følge. Den historiske orkesterklang passer utrolig godt til dette overnaturlige kogleri, og det er i forbifarten interessant, at dirigenten med sin intense klangfantasi bringer Gade tæt på lignende scener hos Berlioz og Mendelssohn.

Den dramatiske dialog mellem Oluf og det forføriske væsen med hul i ryggen, bliver glimrende sunget af den belgiske sopran Sophie Junker. Dialogen kommer noget uventet til at forløse et sjældent hørt potentiale som højspændt tysk-romantisk operascene, hvor de historiske instrumenters lave stemning giver god plads til Junkers toptoner, så de funkler i stedet for at skrige.

Weissers Oluf kan lyde besværet i denne konfrontation, hvorimod han synger frit og superbt – elverskudt og dermed dødsmærket – ved hjemkomsten til moren, den tysk-svenske mezzosopran Ivonne Fuchs. Hun er velgørende befriet for den trættende hønemoderlighed, som partiet ofte har måttet trækkes med.

Nej, dette er et usædvanligt frisk elverskud, en version som har genset dagens lys efter 150 år i arkivernes mørke, og ovenikøbet den version Gade selv foretrak. Som et manende korrektiv til vores syn på den måske mest elskede klassiske musik, der er komponeret på dansk grund.

Martin og Martinù

DR Vokalensemblet er alene med sin chefdirigent, Marcus Creed, på en anden nyudgivelse, og det er rent ud sagt en pragtfuld plade. Repertoiret er vel temmelig eksotisk – korværker af schweizeren Frank Martin (1890-1974) og tjekken Bohuslav Martinù (1890-1959) – men både aficionados og lyttere med åbne ører og sind vil blive belønnet med fremragende opførelser af melodiøs og stemningsfuld kvalitetsmusik fra en verden af ikke så længe siden.

Det er egentlig ikke til at forstå, at det er det samme ensemble, der synger i Erlkönigs Tochter. Men det langt mere udfordrende klangunivers og sangernes centrale placering i lydbilledet åbenbarer helt andre prægtige ressourcer, som Creed har fremelsket i de senere år.

Udgivelsens titel The Secret Mass går på Frank Martins messe, som blev komponeret i 1922 og derefter skjult i komponistens gemmer indtil 1963, hvor han tillod en enkelt opførelse. Der skulle gå endnu 11 år, inden partituret blev udgivet, og det er en gåde, hvorfor Martin ønskede at hemmeligholde dette mesterværk: En messe for dobbeltkor inspireret af renæssancens praksis med flere kor, der kunne synge over for hinanden i kirkerummet.

Martins tonesprog er tidløst, den gregorianske sang og 1500-tallets italienske vokalpolyfoni høres som en slags traditionsbekendelser, mens Martins egen dynamiske stemmebehandling og sensuelle harmonier giver denne latinske messe præg af modernitet.

Vi får det hele med Vokalensemblet: Homogenitet og præcision, perfekt intonation og knivskarp artikulation, svalt bel canto, vælde og inderlighed.

I Bohuslav Martinùs korsatser synger de på tjekkisk.

Fire indtagende sange om Jomfru Maria i et betydeligt mere folketoneagtigt sprog end Martins, men mest bemærkelsesværdig er romancen om mælkebøtternes fortællingen om en bøhmisk pige som venter på kærestens hjemkomst fra krigen. Man mærker en affinitet til Gustav Mahler og hans Knaben Wunderhorn-sange i forbundetheden til naturen og den menneskelige hverdagssorg.

Det er suggestiv kormusik, i sagens natur farvet af dybt vemod, og med sopranen Klaudia Kidon som en blændende solist i pigens replikker.

Frank Martin står også for Songs of Ariel, fem sange fra Shakespeares Stormen.

Luftånden Ariel er her på spil, vel nok af hankøn, ofte spillet en kvinde som f.eks. Clara Pontoppidan i opførelserne på Det Kongelige Teater 1926, da Sibelius’ scenemusik blev spillet for første gang. Ariels filosofiske smuler omsat til korsange er vidunderlige perler, ganske særligt Full fathom five, stille bølgende musik som koralernes langsomme liv på havets bund, hvor den druknedes øjne er forvandlet til perler.

Niels W. Gade: ’Erlkönigs Tochter’. Sophie Junker (sopran), Ivonne Fuchs (mezzosopran), Johannes Weisser (baryton), DR Vokalensemblet og Concerto Copenhagen under Lars Ulrik Mortensen. Udgivet på LP af Dacapo Records. Kan streames på Spotify.

’The Secret Mass’. Korværker af Frank Martin og Bohuslav Martinù. DR Vokalensemblet under Marcus Creed. Udgivet på CD af Our Recordings. Kan streames på Spotify

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Solveig Jensen
Solveig Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu