Læsetid: 3 min.

P1’s middagsradioavis har simpelthen flere kræfter end Radio24syvs 12-nyheder

P1’s middagsradioavis har ressourcerne til at være egentlig folkeoplysende radio. Men Radio24syv undgår kedsomhed ved at bevæge sig rapt
Journalist Claus V. Jakobsen (tv) og teknikker Lennart Kirchheiner ved 80 års-fejringen af Danmark Radios ældsteeksisterende program, Radioavisen i 2006. Ved begyndelsen i 1926 bestod radioavisredaktionen kun af to redaktionelle medarbejdere og en dame, der var god til maskinskrivning. Der blev sendt to gange om dagen, klokken 19.00 og klokken 22.00. I dag består redaktionen af omkring 70 medarbejdere, som sender 26 udsendelser i døgnet 365 dageom året.

Journalist Claus V. Jakobsen (tv) og teknikker Lennart Kirchheiner ved 80 års-fejringen af Danmark Radios ældsteeksisterende program, Radioavisen i 2006. Ved begyndelsen i 1926 bestod radioavisredaktionen kun af to redaktionelle medarbejdere og en dame, der var god til maskinskrivning. Der blev sendt to gange om dagen, klokken 19.00 og klokken 22.00. I dag består redaktionen af omkring 70 medarbejdere, som sender 26 udsendelser i døgnet 365 dageom året.

Khan Tariq Mikkel

10. april 2018

På en tågeklam onsdag lægger Informations sammenlignende lyttetjeneste øren til middagsnyhederne, sådan som de sendes kl. 12 af både P1 og Radio24syv. Allerede i opspillet til de to stationers udsendelser hører man forskellige identiteter.

P1 lægger for med Rådhusuret. Det slår så malmtungt, at efterklangen overdøver den spæde nyhedsjingle, der følger. Man aner et underforstået budskab: På P1 er hver dag så præget af overblik og eftertanke, som var det nytårsaften.

Radio24syv spiller som sin ouverture en cowboyfanfare, der vækker mindelser om den amerikanske komponist Bernstein. Ikke Leonard, af West Side Story-ry, men Elmer, kendt især for sin lyd til 1960-westernen The Magnificent Seven, der på dansk fik titlen Syv Mænd Sejrer. Men altså: Magnificent skal det være – og vel også gerne sejrrigt.

Det monumentale ved P1 understreges også af, at middagsradioavisen varer hele 15 minutter, mens Radio24syv er henvist til at affyre sine nyheder i løbet af fem.

Det tvinger selvsagt Radio24syv til en hårdere prioritering end P1. På denne tilfældigt udvalgte onsdags vælger Radio24syv som sin tophistorie en aktuel, ubehagelig retssag.

Speakeren åbner med:

»Ubådsbygger Peter Madsen siger i Københavns Byret, at en række stik i Kim Walls underliv skulle sikre, at hendes kropsdele forsvandt i havet. Det er anklagemyndighedens opfattelse, at Peter Madsen mishandlede og forgreb sig seksuelt på Kim Wall, inden han slog hende ihjel. Det sker blandt andet med henvisning til 14 knivsstik i den svenske journalists underliv.«

Rimelig topnyhed?

Er dette en rimelig topnyhed – for et offentligt finansieret nyhedsmedie? Er det public service? P1 har nyheden meget længere nede, som sin fjerde historie, 12 minutter inde i udsendelsen. P1 har behørig optaktsomtale og stiller dernæst om til sin retsreporter, der indleder:

»Peter Madsen, han nægter fortsat at have dræbt Kim Wall. Det fastholder han, og i dag har anklageren så i sin afhøring kredset om, hvorfor Peter Madsen har medbragt en række redskaber, en sav og tilspidsede skruetrækkere med ned i ubåden.«

Det lyder jo umiddelbart mindre sensationelt end Radio24syvs gengivelse, men til gengæld kan P1 krydre sin historie ved at fortælle, at retten har fået forvist to henrettelsesvideoer, som anklagemyndigheder mener har inspireret Peter Madsen.

Summa summarum: Der er ingen afgørende forskel på de to stationers servering af drabelighederne. Skal P1 rose sig af noget, må det være, at mord- og sædelighedssagen ikke er P1’s tophistorie.

P1’s tophistorie er den vægtige, at beskæftigelsen herhjemme nu slår rekorden fra 2008. P1 sætter tal på antallet af arbejdende: 2.728.800.

Nyheden om beskæftigelsen har Radio24syv som sin tredje, uden taldetaljer, men med en statsministerkommentar om, at »tallene luner på en kold forårsdag«. Trods denne plathed kommer Radio24syv pænt rundt om nyheden, med advarsler fra Dansk Industri om »overophedning«, mens Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ikke er alarmeret ved denne udsigt.

P1 har i sin dækning af samme sag en fordel af at have flere ressourcer; kanalen har en erhvervs- og økonomikorrespondent at trække på, og vi får hørt overvismanden tale om virkninger af arbejdsmarkedsreformer og tilgængelig udenlandsk arbejdskraft. Også »den strukturelle arbejdsløshed« – beskæftigelsens bløde loft – bliver introduceret.

Det bringer os til sagens kerne: P1 har simpelthen flere kræfter. Dermed kan P1 gøre sig selv til egentlig folkeoplysende radio, der tilmed breder sig over hele 15 minutter.

De, der kløjs

Men det er selvsagt lykkeligst, hvis der er et publikum, der er villigt til at holde ud hele vejen. Og sådan er det ikke nødvendigvis. Og for dem, der kan kløjes, har Radio24syv en kortere og lettere servering.

Jeg kan som nærtagende lytter nedslås af begge stationers pågående dækning af mordsagen fra ubåden, men der er ikke noget særligt at laste Radio24syv for. Radio24syv kommer inden for sine fem minutter pænt rundt om vigtige nyheder, herunder det kludder, der er i tolkningen af fremmedsprogedes kommunikation med myndighederne, et emne, som P1 får yderligere perspektiveret ved et tænksomt interview med Dommerforeningens formand.

Jeg bemærker undervejs, at Radio24syv er flink til at inddrage røster fra oppositionen. Det er vigtigt, at mediebilledet ikke domineres af den side, der i Folketingssalen har ét mandat mere end den anden.

Radio24syv dyrker – modsat P1 – nyheden om, at beskæftigelsesreformernes ’ressourceforløb’ ikke fungerer godt nok. Kommunerne er alt for længe om at vurdere, om mennesker har det så elendigt, at de skal førtidspensioneres. Hertil er knyttet en kommentar fra SF’s Karsten Hønge. Den lyder i mine øren således:

»Vi kan ikke have, at mennesker føler sig rastløse over for kommunerne.«

Den grubler jeg noget over. »Rastløse«? »Over for kommunerne«? Så går det op for mig, at der er tale om en fonetisk forskydning. Hønge mente »retsløse«. Og så giver det hele jo mening.

Der kan åbenbart være brug for simultantolkning også af indenlandske nyheder.

Serie

Lad os snakke om taleradio

P1 fik et gok i nødden, da Radio24syv for 8 år siden udfordrede DR’s monopol som public service-finansieret, nationalt taleradiomedie. I dag er begge kanaler etablerede institutioner, og danskerne hører tilsammen mere taleradio end tidligere.

Men hvad har de to kanaler egentlig gang i? I den kommende tid kigger Information nærmere på P1 og Radio24syv og anmelder deres programmer side om side og i sammenligning.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu