Læsetid: 3 min.

Protestperler om moder jord, flækkede kranier og krigen i Syrien

I en afbalanceret, musikalsk vekselvirkning mellem bragende agitation og intim minimalisme viser dansk-italienske Marc Facchini med sin tredje plade, at han er en sangskriver af høj karat. Sjældent har dansksproget folk lydt så nærværende og nødvendigt
I en afbalanceret, musikalsk vekselvirkning mellem bragende agitation og intim minimalisme viser dansk-italienske Marc Facchini med sin tredje plade, at han er en sangskriver af høj karat. Sjældent har dansksproget folk lydt så nærværende og nødvendigt

Mads Ogstrup

26. april 2018

Ligesom at alle legemer i solsystemet påvirker hinanden gensidigt, påvirker alle instrumenter på Marc Facchinis tredje album Himmelmekanik hinanden i en dynamisk instrumental dialektik.

Akustisk guitar, buldrende trommer, klaver og strygere roterer om hinanden i ellipser, accelererer eller imploderer, alt imens den dansk-italienske singer-songwriter synger så tæt på mikrofonen, at hans sartlyse vokal næsten krænker ørernes blufærdighed.

Himmelmekanik er den konservatorieuddannede singer-songwriters opfølger til de anmelderroste plader Vidunderlige drømme og Mørk Mandala. Her viderefører han sin kompetente sangskrivning, hvor intet er for privat, politisk eller teoretisk til, at han kan synge om det. Selv geologiske fagtermer eller inkaernes frugtbarhedsgudinde, Pachamama, virker naturlige i hans universelt orienterede folk.

Mod politisk motiverede overfald

Flere af pladens numre er politiske narrativer, der har lige præcis den effekt, som protestsange bør have. Med sine anekdotiske fortællinger om hadforbrydelser og krigen i Syrien, får Facchini én til at tænke, at menneskeheden desværre ikke er kommet meget videre siden, at Bob Dylan under protestsangenes højkonjunktur i 1960’erne problematiserede mordet på den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Medgar Evers.

»Malmøs søn, under håndvasken« er Facchinis gribende skildring af den svenske antifascist Showan Shattak, der blev overfaldet af nynazister under en demonstration på kvindernes kampdag i 2014. Den venstreradikale feminist blev stukket ned med en kniv, fik flækket kraniet og lå efterfølgende i koma. Til en hektisk elektrisk guitar og dramatiske beat af gulvtam og kantslag genfortæller Facchini historien om et brutalt og politisk motiveret overfald.

Mads Ogstrup

Guitaren dræber igen fascister

I 1941 malede den legendariske folkesanger Woody Guthrie slagordene »this machine kills fascists« på sin guitar. Med de ord rungende i baghovedet fremstår Facchinis musikalske portræt af Showan Shattak som en grusom påmindelse om, at der stadig i dag er behov for musikere, der siger fra over for hadforbrydelser, diskrimination og vold.

Mere afdæmpet, men mindst lige så agiterende, er nummeret »Snekkersten Al Safira« om en syrisk flygtning i Nordsjælland, der efter en lang arbejdsdag tænder for sin radio. Her hører han et indslag om en danskboende syrisk læge, der i desperation over verdenssamfundets laden stå til selv drager tilbage for at hjælpe sine landsmænd. Den enes handlekraft udstiller den andens afmagt.

Afdæmpede ædelsten

Instrumenteringen på Himmelmekaniks 11 numre er velbalanceret og uhyre varieret, som når cello, bratsch og violin stryger sig op ad hinanden, indtil en enkelt violin bryder ud og flakker omkring som en myg om en væge.

I den mere melankolske afdeling er »I ensomhed for evigt«. Dens vemodige guitar og kvindelige korsang minder så meget om Leonard Cohens »Suzanne«, at det ikke kan være et tilfælde. Facchini fletter løse referencer til den afdøde canadiers bagkatalog sammen, så de danner en hymnisk hyldest; en ærbødig afskedshilsen til et musikalsk forbillede.

»9 juveler« er albummets første single og sidste nummer. Her funkler stilheden i pauserne mellem Maria Jagds drypvise anslag på violinen. Tonerne er så afdæmpede, at man kan høre instrumentets træværk knage. Unisont og næsten stillestående synger Facchini og gæstevokalisten Vâlvâ stroferne fra et digt, der kondenserer det, Facchini ønsker at opnå med sin musik:

»Nu hvor du lytter, har jeg dig, hvor jeg vil
Midtimellem krop og sjæl
Vågen i en drøm
Flyvende i cirkler rundt om mig
Så er det, at du nærmer dig, det jeg har lagt frem for at
Røre dig
Uden om din krop
Så du kan mærke, hvor du er.«

Marc Facchini nøjes ikke med at bevæge sin lytter på behørig afstand. Han skærer sig ind gennem intimsfæren, langt ind i øregangen og efterlader et mærkbart, musikalsk aftryk.

Marc Facchini: Himmelmekanik (MARFAC)

Mads Ogstrup

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu