Læsetid: 5 min.

Realityprogrammet ’Hjem til gården’ er på en gang konkurrence og kollektiv selvudvikling

I TV 2’s ’Hjem til gården’ er realitygenrens benhårde dogmer blødt op til fordel for fællesskabsfølelsen. Pengepræmien på en halv million overstråler kun lige akkurat den immaterielle gevinst ved få at nogle nye gode venner, og det bedste forsvar er altid at udstille sin egen sårbarhed
32-årige ’Benja’ bor i Ballerup med sin kæreste og deres tre børn. Han er med i ’Hjem til gården’ for at komme videre efter sin fars død og for at træde i karakter som en type mand, han tror, hans far ville være stolt af.

32-årige ’Benja’ bor i Ballerup med sin kæreste og deres tre børn. Han er med i ’Hjem til gården’ for at komme videre efter sin fars død og for at træde i karakter som en type mand, han tror, hans far ville være stolt af.

TV 2

13. april 2018

I amerikanske realityprogrammer har sætningen I’m not here to make friends længe været et mantra. Siden det ikoniske udsagn i 2004 blev formuleret første gang på tv i den amerikanske udgave af Robinson-ekspeditionen, har amerikanske realitydeltagere gentaget den, når de har pisset nogen af. At sige, man ikke er med for at få venner, er både et selvforsvar og en krigserklæring. Det handler jo faktisk om at vinde, og i det perspektiv er unødig flinkhed useriøs og dobbeltagendaer legitime.

Sådan siger man ikke i danske reality-programmer. I Paradise Hotel har man i mange år haft varianten ’at være på badeferie’, men den bruges mest nedsættende om andre deltagere, der forsømmer rænkesmedningen til fordel for solbadning. I modsætning hertil er det ifølge Paradise-jargonen vigtigt at ’spille spillet’, det vil sige: spille andre ud mod hinanden. Den direkte og kategoriske afvisning af at være på vennejagt er dog aldrig rigtig slået igennem på dansk tv.

Vennejagt og udskillelsesløb

I reality-programmet Hjem til gården, hvis anden sæson er i fuld gang på TV 2, er deltagerne floskelmæssigt gået i den modsatte grøft af deres amerikanske realitykolleger. Her er deltagerne med egne ord blevet »venner for livet« på få uger til trods for programmets underliggende konkurrenceelement og al den vrissen og fnidder, kameraerne fanger. 

Hjem til gården er et bastard-koncept sat sammen af elementer fra forskellige andre tv-koncepter. 14 deltagere skal som i Robinson-ekspeditionen eller Paradise Hotel isoleres fra omverdenen. Hver uge skal de sige farvel til en deltager, indtil der kun er én tilbage, som så vinder en halv million.

Deltagerne skal som i Bonderøven drive et gammeldags landbrug, og som i Nybyggerne er der hver uge nogle praktiske opgaver, der skal løses, og løsningen vurderes efterfølgende af en ekspert. Opgaverne løses i fællesskab under ledelse af ugens storbonde – en titel, der går på skift og tildeles af sidste uges taber.

Hver uge konkurrerer to deltagere om noget gammelt landbrugsrelateret i en tvekamp, hvis taber ryger ud af programmet. Storbonden udvælger den ene deltager i tvekampen, som så udvælger sin modstander, der til gengæld vælger, om de skal duellere i teknik, viden eller styrke. Taberen kårer så næste uges storbonde i et ofte meget rørstrømsk brev skrevet på en gammel skrivemaskine i en frønnet træhytte ude i den nærliggende skov.  

Det strategiske element er lidt svært at forklare og – som det tit fremgår af udsendelserne – også lidt svært at forstå i praksis. Deltagerne ror engang i mellem ud på en ærkeidyllisk sø og holder strategimøder to og to. For det meste kommer konsekvenserne af deres valg dog alligevel bag på dem; de ved ikke helt, hvad de laver, når de ’spiller spillet’. Men uanset hvad udfaldet bliver, og hvilke konflikter der blusser op, har deltagerne den bemærkning at falde tilbage på, at de i det mindste har fået nogle gode venner. Således gælder det på en og samme tid om at have det godt sammen og om at blive tilbage, mens de andre ryger ud. 

Knudemænd fra Vestegnen

De 14 deltagere i dette års Hjem til gården er efterhånden blevet til ti. Det er stadig en broget flok med vidt forskellige evner, temperamenter og grunde til at deltage i programmet. 

Årets tendens er knudemænd fra Vestegnen, der skal optræne forsømte sider af deres personlighed. 32-årige ’Benja’ bor i Ballerup med sin kæreste og deres tre børn. Han er med for at komme videre efter sin fars død og for at træde i karakter som en type mand, han tror, hans far ville være stolt af.

Således aktiverer det både frisk sorg og gammelt faderkompleks, når han fejler i rollen som storbonde ved at lade sig presse til at placere svinehuset et forkert sted i folden. Til gengæld har ’Benja’ fundet den nære ven, han længe har savnet, i 28-årige Mike fra København, som er med for at blive bedre til at gå efter sine kreative drømme. De to snakker om såvel følelser som strategi med stor, nyfunden alvor. Da Mike som konsekvens af Benjas valg ryger ud, konstaterer han, at han har fået det ud af programmet, han ville.

»Hvordan kan du mærke, du er blevet bedre til at gå efter dine drømme,« spørger værten Lene Beier. 

Mike svarer, at »det er, fordi jeg tør stå ved mine følelser nu. Det er også en ting, min kæreste har efterspurgt.«

På den måde er Hjem til gården en solbeskinnet omgang selvudvikling, hvor pengepræmien på en halv million kun lige akkurat overstråler den immaterielle gevinst, det er at få nogle venner, man kan tale frit med. Her er det bedste forsvar at udstille sin egen sårbarhed.

Fis i en hornlygte

26-årige Lars fra Taastrup deltager i programmet for at lære at stole mere på sig selv og andre. Han beskriver sig selv som typen, der ikke er bange for at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Da det viser sig at være upopulært i den ellers arbejdsomme flok, at han har forberedt sig på tvekamp i stedet for at arbejde på de fælles projekter, bliver han nødt til at forklare sig:

»Det er jo også bare, fordi jeg ikke tror nok på mig selv,« forklarer han uden at undskylde sit egotrip og taler videre om den lille dreng, der er inden i ham. De andre rundt om gårdens langbord lytter og nikker anerkendende. Den gode stemning er genoprettet. 

»Lars er en hård vestegnsfyr, som egentlig bare har brug for en krammer og brug for, at man kan lide ham. Og det har jeg lyst til at passe på,« udtaler den unge pædagog Maria til kameraet. 

Blandt de nyfundne venner er midaldrende Christina den eneste, der ikke anerkender Lars’ anerkendelsesbehov som undskyldning for ladhed. Mest fordi hun ikke tror på, at der vitterligt er en lille usikker dreng inden i ham: »Jeg tror ikke på, at han hen over en nat er kommet så meget i kontakt med sig selv. Det er en fis i en hornlygte.«

Det hører Lars ikke. Han ånder lettet op efter sin betroelse:

»Det er meget hårdt at være så ærlig, skal jeg lige hilse og sige. Øj, jeg er træt nu.«

'Hjem til gården’ vises på TV 2 onsdag kl. 20 og kan ses på TV 2 Play.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer